14. marts 1915. “Med næsten lodrette master gik SMS Dresden ned.”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der siden krigens udbrud har været jaget af engelske krigsskibe. Den 14. marts 1915 slap heldet op: Tre engelske krydsere beskyder Dresden, der ligger for anker i neutral havn på den chilenske ø Más a Tierra.

Skyd­ningen var paa sit højeste. Bump paa Bump fortalte mig, at Træfferne var talrige, og Granaterne, der eksploderede under Dæk, sendte Flammer og gule Røgskyer op gen­nem det splintrede Dæk. Nedskudte Stumper af Rignin­gen haglede ned over Dækket, Granatstumperne svirrede i Luften som Bisværme, medens Fejlskuddene hvinede gennem Luften som Fabriksfløjter. De forreste Kanoner var vendt mod Fjenden, men stod med flængede Skjolde og Løbene pegende lige op i Luften. De var gjort uskade­lige, men ogsaa her havde Folk gjort deres Pligt saa længe de kunde. Ikke langt fra Stedet, hvor jeg stod, laa Torpedomaskinisten med et gabende Saar i Hovedet, og ude paa Dækket laa en Matros, hvis Hoved var knust af en Granatsplint.

Dampbarkassen var sat i Vandet, og saa vidt jeg kunde se, var den i Færd med at svinge Dresdens Stævn, saa de agterste Kanoner, der var uskadte, kunde bringes til at bære mod Fjenden, men det var totalt umu­ligt. Strømmen saa ud til at være ret stærk, og Vandet var fuldt af Folk, der var sprunget over Bord. De klam­rede sig til Siderne af Barkassen, saa Maskinen maatte standses, for at Skruen ikke skulde saare de svømmende Mennesker. Forsøget blev opgivet. Tovet blev kastet los, og Folkene i Barkassen gav sig til at hive deres svøm­mende Kammerater op i Baaden for dog at gøre nogen Nytte.

Jeg gik stadigvæk rundt paa Dækket og vidste ikke, hvad jeg skulde gøre. Der var endnu mange Folk om Bord paa Dresden, men jeg saa ikke noget til dem undtagen i hurtige Glimt. Derimod hørte jeg stadig Raab og Kommanderen rundt omkring, men var klar over, at det i det mindste ikke kom mig ved.

Agterude begyndte det at brænde, og nu saa jeg Folk springe over Bord, den ene efter den anden. Reserveløjtnant Richard kom gaaende forbi mig. Hans Underkæbe var blodig og hængte ned. Han kiggede ned i Vandet og sprang saa over Bord. Jeg tøvede endnu lidt, skønt Skydningen var meget heftig og Eksplosionerne rundt omkring mig saa voldsomme, at det undrede mig, at jeg ikke forlængst var ramt. Der kom Folk op fra Ammunitionsrummene og fortalte, at Vandet trængte ind overalt. Andre var i Færd med at slukke agter, men det nyttede ikke meget.

(…) Jeg lukkede Øj­nene og sprang ud, gik dybt ned og dukkede op igen lige ved Siden af en lille Baad, der var halvfyldt med Vand og overfyldt med Menneske. Netop som jeg vilde svinge mig op i den, kæntrede Baaden, og alle Mand væltede ud og masede nu paa for at komme op paa Kølen. En havde allerede fundet sig en Plads deroppe. Han trængte til det. Blodet løb i stride Strømme fra hans ene Ben. Her var nok ikke Plads til mig. Jeg svømmede videre og begyndte under Svømningen at befri mig først for de tunge Støvler og dernæst for Bukserne, saaledes at jeg til sidst ikke havde andet paa end en sort Bunkertrøje. (…)

Jeg forsøgte at svømme paa Ryggen eller flyde, men heller ikke det lykkedes. Benene sank ned, og jeg kom til at staa lodret i Vandet. Under disse Forsøg slugte jeg en Mængde Vand og begyndte at miste Modet. Strømmen drev stærkt udefter, og jeg havde ikke Kræfter til at kæmpe imod den.

Hvordan jeg blev reddet, véd jeg ikke, men da jeg kom til mig selv igen, laa jeg i Bunden af en Baad og kastede Vand op, halvnøgen og elendig. (…) Matroserne roede godt til, og i Løbet af faa Minutter var vi inde. (…)

Bare komme væk fra alt dette! var min eneste Tanke, og jeg blev ved at løbe, som om Jorden brændte under mig.

Buske og Krat, der voksede under Træerne og dannede en tæt Underskov, begyndte at hindre vor Fremrykning. Vi standsede og kravlede op i hver sit Træ. Siddende paa en svær Gren paa et af -Robinson Crusoes Træer, kun iført Underbukser og Skjorte og en tynd sort Bunkertrøje, saa jeg den sidste Akt af Dresdens Ødelæggelse.

Nede paa Stranden var en stor Del af Dresdens Be­sætning samlet, og fra de engelske Skibe var Baade paa Vej mod Land. Solen blinkede i de opplantede Bajonetter paa Marinesoldaternes Geværer. Vi skulde altsaa tages til Fange. Ja, de skulde nu komme til at lede efter mig, for jeg gik ikke ned til Stranden med min gode Villie. Heroppe i Skoven kunde de aldrig finde mig, og netop paa denne Ø havde Robinson Crusoe jo med de simpleste Hjælpemidler bjerget Livet i over seks Aar, saa der var vel ingen Fare for, at jeg døde af Sult.

Jeg saa ud mod Dresden. Skydningen mod den var holdt op, og det smukke Skib laa paa sin Ankerplads, næsten helt indhyllet i Røg fra Agterskibet, der brændte voldsomt. Dampbarkassen lagde fra Borde. Den var fyldt med Folk, og jeg syntes navnlig, at jeg kunde skimte mange Officerskasketter, der blinkede i Solen. Fra den anden Side var et Par engelske Baade paa Vej til det brændende Skib. De vilde vel prøve at slukke Ilden og tage Skibet som Prise. Jeg bed Tænderne sammen af Ra­seri. Det hele forekom mig saa usandsynlig lumpent og foragteligt, at jeg næsten ikke kunde tro mine egne Øjne. At skyde et værgeløst Skib ned i en neutral Havn – det kunde ikke kaldes Krig.

Men de engelske Baade kom for sent. Dresden rystede fra for til agter, som om den fik et voldsomt Stød, og det saa ud, som om Skibet løftede sig i Vandet. Paa begge Sider af Skibet hævede sig høje Vandbjerge, der naaede op over Rælingen, og fra Dækket straalede en klar Eksplosionsflamme omgivet af mørke Røgskyer højt op i Luften, højere end Masten. En Mængde løse Gen­stande paa Dækket hvirvledes rundt i Luften eller slyn­gedes til alle Sider, og Vandet omkring det sprængte Skib var ét sydende Oprør

Med Røgen sivende ud af det sprængte Dæk laa Vraget af dét gode Skib Dresden dér lige for mine Øjne – det eneste Skib, jeg havde sejlet med – mit Hjem i mere end et Aar. Hurtigt drev Røgen bort, og det graa Skibsskrog laa synkende tilbage. Det gik hurtigt. Dresden stak ligesom tøvende Næsen under Vandet og gled saa hurtigt ned med hele Agterstavnen højt hævet og Skruerne fuldt synlige. Meter for Meter sank det paa denne Maade. Saa rettede det sig op i Van­det, hele Skroget forsvandt, og med næsten lodrette Ma­ster gik Dresden ned.

SMS_Dresden_vrag_1
SMS Dresden under beskydning, kort før hun gik ned.

 

2 tanker om “14. marts 1915. “Med næsten lodrette master gik SMS Dresden ned.””

  1. fantastiske beretning om SMS Dresden af Crristian fra Rørkjær.
    Og hvordan kan det ske i neutral havn.

    1. Hej Jens
      Ja, det er i det hele taget en fantastisk skildring af søkrigen, Christian Støckler har givet. Og nej, englænderne måtte selvfølgelig ikke beskyde Dresden, mens det lå i neutral havn. Det strider mod alle internationale regler for krigsførelse. Men de gjorde det altså alligevel.
      mvh
      René Rasmussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *