Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.
Blandt vore mere rolige dage husker jeg især dengang vi havde foredrag af premierløjtnanten oppe på Dybbøl. På den grønne vold af en af de senere anlagte skanser, omtrent ved den gamle skanse 2, sad hele kompagniet. -Kalvene var blevet lige så ængstelige som nysgerrige ved vor ankomst i deres indelukke og sprang undersøgende til og fra. Når man gik op ad det stejle bjerg nede fra pontonbroen, var det umuligt at lade være med at tænke på, at det var jenser ligesom os, som i 1864 måtte op i skanserne og lade sig skyde ihjel, og som godt vidste, hvad de klavrede op til. Jeg tror, de gjorde det, ligesom vi nu ville gøre det – uden tøven og uden begejstring.
Lige overfor det forsamlede kompagni lå, på den anden side af Vemmingbund, Broagerland med Dynt mølle, ensomt arbejdende i det dystre landskab, og med Broager kirkes to dristige lybækkerspir over alle de hvide gavle i regelmæssig række i byen nedenunder. Så typisk et jysk landskab, og i stærkeste modsætning til det blide, bølgende Als. Dette vekselspil imellem de to naturer, hvoraf Danmark består, det mandlige og det kvindelige, fastlandetog ølandet, der mødes ved Alssundet, gør landskabet ualmindelig udtryksfuldt, ualmindelig dramatisk. Den kæmpemæssige kuppel, som Dybbølbjerg danner, og som behersker hele landskabet på begge sider af sundet, ville sikkert være berømt også uden sine historiske minder. – På en pløjemark så vi stenen over løjtnant Anker. Der var pløjet helt hen til den, og der hang kun en gammel, vissen krans. – Ellers betegnes gravene på lang afstand af en tårepil, og går man hen til dem, ser man næsten altid friske kranse eller blomster ved stenen. Foredraget gjorde på mig et stærkt indtryk ved den håndgribelige virkelighed, stedet gav fortællingen. Gammelmark på Broager fik nu sin uhyggelige betydning.
Der var en bræmme af blomstrende vilde roser og hyld og tjørn langs hele brinken, og nede i alle kløfterne var der et væld af blomster, hvorunder kilderne randt ned; længere nede kom de frem gennem det smaragdgrønne græs og tilsidst løb de gennem leret ud i Østersøen, der strakte sig fra klintens fod og så langt ud, øjet kunne nå. Bølgerne gled klare som glas henover skiftende bund af grønligt sand og purpurfarvet tang, og små mennesker i hvide både langt ude på havet havde travlt med at hale ind eller sled i det for at komme over til Kegnæs.
M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.