H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros. Efter et kort ophold i Wilhelmshafen blev hans minestryger overført til Østersøen.
Skibet, vi var kommet om Bord i, var helt nyt, og det tog en fjorten Dages Tid at få alle de mange Grejer om Bord, som hørte til et Krigsskibs Udrustning. Skibet var en Minesøger, men foreløbig skulde vi stationeres i Swinemünde, hvor vi skulde beskytte Handelsskibene, der sejlede med Erts [jernmalm, RR] fra Sverige, mod Ubådsangreb.
Det var et rigtigt Blæsevejr, da vi sejlede fra Wilhelmshaven, og i Nordsøen, hvor Bølgerne gik højt, var der mange, der måtte ofre til Havguden. Selv om det var min første Tur til Søs, holdt jeg mig dog.
Om Aftenen nåede vi Indsejlingen til Kieler-Kanalen, og hele Natten gik med at komme igennem denne. Af og til måtte vi ved en Sluse vente på et modgående Skib, eller at Vandet skulde have os op i Niveau, så vi kunde sejle videre. Vandstanden mellem Nordsøen og Østersøen kan variere et Par Meter på Grund af Ebbe og Flod.
Klokken fem nåede vi ind til Kiel, hvor vi skulde gøre en Times Ophold. Klokken syv sejlede vi videre med Kurs mod Swinemünde. Havde vi haft Storm i Nordsøen, så var det intet at regne mod det, vi mødte i Østersøen, og da vi først havde rundet Femern, fik vi Bølgerne ret at føle. Det var en Storm fra Nordøst, Vindstyrke 12, stik imod. Snart stod vi på Hovedet, snart på Halen.
Jeg havde den Formiddag Vagt på Broen, og af og til tænkte jeg, når vi skulde ned i en Bølgedal: „Nej, der kommer vi ikke igennem”. Og dog! — Selv om Bølgerne overskyllede Kommandobroen, og Skruen af og til svirrede i Luften, så gik det alligevel, om end kun småt, og vi holdt støt vor Kurs.
Ved Middagstid var Stormen på det højeste. Klokken tolv blev jeg afløst. Jeg husker, at vi fik „Plum und Klüt” til Middag. Da jeg kom ned i Mandskabsrummet, mødte der mig et sørgeligt Syn; Frivagten sad eller lå rundt omkring i Lokalet, blegnæbbede var de alle, og af og til måtte en ud og ofre. Jeg erhvervede mig straks et „dobbelt Slag” af Middagsmaden. „Plum und Klüt” var min Livret.
Det første „Slag” satte jeg til Livs dernede, men ved det andet måtte jeg skyndsomst op på Dækket. Det blev mig for kvalmt dernede.
Men nu opholdt jeg mig ovenpå, jeg placerede mig midtskibs, og da jeg så fik Piben tændt, var jeg helt godt tilpas. Jeg fik Selskab af en Kammerat, som også kunde klare den. Vi var kun fire, der slap for at ofre, deriblandt også Kommandanten.
Ret længe havde jeg dog ikke Fred, jeg måtte nemlig op på Kommandobroen og tage Roret igen, alle de andre var syge. Den Dag fik vi Lov til at ryge på Vagten; det stimulerede.
Henad Eftermiddagen løjede Vinden af, og da jeg ved Firetiden blev afløst, var vi kommet ind i nogenlunde smult Vande. Det blev en dejlig Aften, og det var en herlig Indsejling, da Lysene fra Swinemünde og Heringsdorf tindrede os i Møde.
DSK-årbøger 1945