Ole Bennedsen i Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark
Det var, saa vidt jeg husker, lige før Høstens Tid i Aaret 1916, at følgende hændte mig: Jeg havde dengang en Del at gøre med dem, der illegalt søgte ud af Landet, til Danmark. For det meste var det unge Mænd, der rømmede, for paa denne Maade at slippe for at komme med i Krigen paa tysk Side. En Del af Mændene havde allerede i kortere eller længere Tid været med derude i Skyttegravens Helvede, og nu havde de altsaa faaet nok af det og søgte bort.
Slet saa behageligt var dette Arbejde just ikke for mig, for hvis man skulde have det Uheld at blive taget af Tyskerne, ja, saa var det sket.
Jeg modtog endda Breve fra helt ubekendte Folk, og hvordan det kunde gaa til, fik jeg først senere Forklaring paa. Det var kun sjældent, jeg fandt det forsvarligt at sende Svar paa disse Breve.
Engang fik jeg et Brev, der havde følgende korte Indhold: — Kære Onkel. — I kan vente os paa Besøg i Morgen. — Sine.
— Sine — Sine — Hm! — Jeg gik den hele Dag og spekulerede paa, hvad det vel kunde være for en Sine. Der var jo saa mange Kvinder der bar dette almindelige Navn. — Naaja. Tiden vilde jo vise det.
Jeg var dog klar over, at det ikke var mig eller mine, men Danmark, det gjaldt.
Det var uheldigt netop paa dette Tidspunkt, for vi havde for mindre end en Uge siden faaet en ny Landstormsbataillon paa Vagt langs Grænseafsnittet ved Spandet. Selv havde jeg to Mand i Kvarter. Mændene var saadan set flinke nok, men ikke helt »modne« endnu. De, der var rejst, havde været vidende og været med til meget. Hvis alt dette kom frem . . . Naa, det gjorde det vel ikke!
For en Sikkerheds Skyld havde jeg i Halmen paa mit Stueloft indrettet en Hule, hvor man kunde gemme baade Mennesker og andet bort. Dengang havde man jo saa meget, som det var bedst, at den tyske Gendarm ikke fik sin Næse i.
Men nu tilbage til det omtalte Besøg af Sine med flere. Een Ting vidste jeg, og det var, at Mændene, som var indkvarteret hos mig, den næste Dag ved Middagstid, vilde være borte. De havde fortalt min Kone, at de skulde trække paa Vagt ved Grænsen, og at vi ikke kunde vente dem hjem før ud paa Natten.
(fortsættes …)