Frands Muusmann fra Brede havde aftjent værnepligt ved 4. garde regiment til fods i 1907-09. Ved krigens udbrud var han forpagter af Dybbøl Mølle, men måtte straks melde sig som reservist til Lehr-Inf.-Rgt. i Berlin. Han var med til at storme fæstningen Namur i Belgien og kom derefter til Østfronten. En blindtarmsbetændelse endte dog frontkrigen for hans vedkommende.
I 1917 blev jeg oppasser hos en overløjtnant Zuban fra Berlin, der som haardtsaaret skulde overtage posten som kompagnifører ved et straffekompagni i Nordslesvig. Marchordren lød paa Løgumkloster, og det passede mig særdeles godt, da min kone opholdt sig hos sin moder i Kløjeng, Nr. Løgum sogn.
Vi fik anvist vort standkvarter paa gaarden Enemark mellem Toftlund og Højrup, hvor bataillonens fire kompagnier laa i barakker i nærheden.
Der var ialt 25 kompagnier, som var fordelt langs med den forsvarslinje, som Prøjserne i dette aar anlagde tværs over landet fra Haderslev fjord til Skærbæk.
Det var ikke lystelige ting, jeg fik at se i den kommende tid.
Overløjtnanten var heller ikke glad ved bestillingen. De stakkels fanger blev sultede og plagede med haardt skansearbejde fra morgen til aften, yderst tyndt paaklædte i den kolde vinter. Tunge sveller og cementsække til feltbaneanlægget og forskansningerne maatte bæres paa raa skuldre, saa folkene ofte var ved at segne under byrderne af udmattelse.
Men vi maatte naturligvis ikke gribe ind og hjælpe. Blev en fange syg, hvad ikke sjældent skete, og derfor efterlodes hjemme i den kolde barak paa den nøgne bræddekøje, spiste de andre hans portion med. En dag skulde jeg gennem barakken hen til skomagerværkstedet med overløjtnantens støvler og hørte da en uhyggelig rallen i en af køjerne.
Jeg fandt en døende kammerat med blodet løbende ud af næseborene, allerede bevidstløs. Jeg meldte det sete til overløjtnanten, som fulgte med over i barakken og derefter meldte tilfældet til højere vedkommende.
Men han fik senere kun ubehageligheder af sin medmenneskelighed. En læge kom ganske vist, men manden døde naturligvis.
En anden gang fik jeg ordre til at føre fire fanger i Toftlund til arbejdspladsen, efter at de havde været paa sygestue. Undervejs fo’r de i en roekule, som jeg ikke kunde faa dem fra, før de havde „ædt“ sig mætte — og syge. Man mindes vore dages koncentrationslejrtilværelse, som faktisk var en realitet allerede dengang, naar det gjaldt modstandere af regimet.
Senere flyttedes hele lejren til Toftlund kirke, hvor jeg fik en behageligere bestilling, idet jeg næsten hver dag sendtes ud paa hamstring af levnedsmidler til officerernes paarørende i Berlin. Men ogsaa til den tamme stork, som officererne holdt, skulde jeg. sørge for føde i form af frøer fra engene. Hertil fik jeg beskikket to fanger som medhjælpere. Jeg passede bøssen, de fangede storkemaden.
Vi plejede at gaa en bestemt vej paa vor jagt, hvilket et par enligt boende gamle folk opdagede. Af medlidenhed henlagde dé hver gang en madpakke i hegnet, hvor vi kom forbi. Den kom paa et tomt sted, og vi kvitterede med tak.
Men nu viste det sig, at der ogsaa kom fanger fra vor egen bataillon ved fronten, som jo godt kendte overløjtnanten og mig. De appellerede til hans menneskehjerte. Hos mig tømte de lommerne for tobak og andet, som jeg med dette for øje havde lagt i dem, før jeg skulde gennem barakken. Selv at give dem noget, var naturligvis strengt forbudt.
En dag stormede fangerne brøddepotet og spiste hele forraadet. Det gav tykke maver i øjeblikket, men ekstra arbejde bagefter. Førtes de forbi affaldskasserne, snuppede de i en fart en haandfuld kartoffelskrælling eller lignende og guffede det i sig. Det blev min løjtnant for meget. Han meldte sig syg og sendtes tilbage til Berlin paa lazaret.
Billedet over denne artikkel er tydeligvis fra Strandelhjørn batteriet, et af de tunge batterier lidt tilbagetrukkent fra foreste linje. Min drøm kunne godt være at man genopbyggede dette batteri, idet der stadig er to hele bunkers tilbage og placeringen på marken åbner fine mugligheder for at opleve et batteri med et overskuelig omfang og med en fin udførelse i landskabet. Det ville kunne løfte hele fortællingen om stillingen hvis den blev genopbygget og forsynet med et kanon tårn igen. Beliggenheden og adgangsforholdene er gode og størrelses mæssigt ville opgaven være til at løse, sammenlignet med de kæmpe summer der pt. ofres på Tirbitz stillingen ved Blåvand. Jeg ved godt at første verdens krig ikke helt har samme bevågenhed men alligevel ville et sådan projekt give rigtig god mening for mig. placeringen i stillingen er jo også rimelig. Gammelskov batteriet er selvfølgelig meget større men ville også kræve helt andre midler hvis man skulle rekonstruere anlæget, Bare nogle drømme og tanker fra en der bor tæt op ad batteriet.