Senest ændret den 23. august 2016 8:38
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Husum d. 13. juli 1915
Kære Inger og små piger!
Nu skal I da høre, hvordan tiden går for mig, siden jeg er blevet soldat. Om morgenen står vi op kl. 4, og så skal der pudses, og sengen gøres i stand. Så skal vi have lidt at spise, hvortil vi drikker kaffe, noget værre stads, af en stor skål. Samme bruges også til middagsmaden, som er noget lignende kaffen. Kl. 5 lh rykker vi ud til øvelse, som varer ved til kl. 11. Så har vi fri til kl. 2, og så begynder det igen med øvelse, som varer ved til kl. 6. Fra kl. 7 har vi så undervisning, som varer en time.
Du ser altså, kære Inger, at vi ikke har megen fritid. Vi er indkvarteret i en kreaturstald, hvor vi ligger 50 mand, den ene tæt ved siden af den anden. Vi ligger på en halmsæk, og vor hovedpude er også fyldt med halm. Så har vi to tæpper over os, det kan endda nok gå an. Det er vistnok et af de dårligste kvarterer, vi har fået, det er fuld af rotter, og her skal vi også have vor mad stående. Jeg er nødt til at beholde kufferten til at gemme sagerne i. Ellers æder rotterne det, og så kan vi sulte.
Du skulle bare se, hvordan vi ser ud, vi 50 mand fra Haderslev. Da vi kom hertil i går formiddag ved 12- tiden, måtte vi straks til kammeret og have noget tøj; men du kan ellers tro, at vi gjorde store øjne, da vi så, hvad det var for sager, vi fik udleverede. Støvlerne er endda nogenlunde, og det er en stor ting, men du skulle se uniformen, lap ved lap og revnet og falmet og beskid t af gammelt sved og snavs. Uha, det er forfærdeligt, det er det aller dårligste tøj, vi har fået. I dag er vi blevet vaccineret, både på brystet og armen og i morgen skal vi hen og sværge til fanen.
Jeg kan ellers let holde det ud så vidt som vi er kommen, men behageligt er det rigtignok ikke. Jesper Kongsted og jeg er kammerater og sidder for øjeblikket på en gæstgivergård lige i nærheden af vort kvarter og skriver. Værten og hans hustru er ordentlige folk, og taler dansk. Her kan du bo, kære Inger, når du kommer ud og besøger mig. Hvordan går det dig og vore små børn. Kære, jeg ville rigtignok gerne hjem til jer, men det kan jo ikke lade sig gøre. Jeg er glad ved, at jeg har sådan en god kone hjemme, du kan jo let passe børnene, de taler vist slet ikke om mig, vel?
Mange kærlige hilsner til dig, Louise, Kirstine og lille Agnete. Hils også karlene og pigerne, kære Inger. Jørgen.
Mit civiltøj kommer i morgen. Du kan vel nok læse min skrift, det er ellers lidt utydeligt, men jeg har travlt.