Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I vinteren 1916-1917 bevogtede han en kultransport til Konstantinopel.

Da jeg havde afleveret kulvognen på banegården i Konstantinopel, måtte jeg melde mig på et tysk militærkontor.

Alle de kammerater, der blev sendt med kultransporter herned, fik lov at blive nogle dage i byen, før de blev sendt tilbage igen. De boede på et tysk skib, der lå i havnen. Dette skib hed COCORVADO

Man skulle melde sig dagligt på det tyske militærkontor, det samme sted, hvor jeg skulle melde mig ved ankomsten.

Da jeg kom til kontoret, mødte jeg en hel del kammerater fra for udgående kultransporter, deriblandt selvfølgelig også dem, jeg havde været sammen med. Jeg var kun lige kommet ind for at melde
mig, da der kom en officer ud fra et tilstødende værelse og spurgte henvendt til de kammerater, der allerede var der, om der var en, som havde været oppasser.

Da der ikke var nogen, der meldte sig, tænkte jeg: “Du melder dig, måske der er en chance for at blive her et’ stykke tid”. Det gjorde jeg så. Han spurgte så, hvor og hos hvem jeg havde været oppasser. Jeg måtte nu hitte på noget, for jeg havde aldrig været oppasser. Jeg nævnede navnet på en officer, jeg huskede fra Østfronten, og så fortalte jeg, at jeg havde været beskæftiget i et officerskøkken nogle måneder. Det sidste var nu sandt nok.

Officeren gik så ind igen, og der kom en meget fin herre ud – en stabslæge – der kiggede lidt på mig. Jeg må sige, at jeg så ikke særlig ren ud, da jeg jo kom direkte fra kultoget og ikke havde haft lejlighed til at vaske mig. Han sagde så, at jeg skulle tage med til skibet COCORVADO og få mig renset.

Der blev jeg så afhentet i bil og kørt midt ind i byen. Det var et vældig stort hus, stabslægen boede i. Man sagde, at det var den engelske konsulatsbygning. Jeg fik et værelse i stueetagen, hvor jeg måtte indrette mig. Foruden stabslægen, boede der endnu 2 andre stabslæger, den ene var fra Hamborg og den anden fra Danzig.

Min chef var berliner, men han havde i flere år opholdt’ sig i Østen, Japan o.s.v. Han var en virkelig fin mand.Jeg havde det godt her. Mit arbejde bestod i at holde orden i hans værelse, pudse sko, gøre indkøb o.s.v.

Jeg måtte jo tilegne mig nogle sprogkundskaber, så jeg fik hurtigt lært at klare mig lidt på tyrkisk. Tallene lærte jeg hurtigt. Jeg kunne så meget, at jeg kunne gøre mig forståelig ved indkøb af de mest nødvendige ting. Jeg havde det virkelig godt her.

Foruden os, boede der en fransktalende ældre dame i huset. Hun havde nok fået lov at bo der for at holde lidt styr på inventaret, der var stuvet sammen i nogle værelser.

 Da lægerne var meget lidt hjemme, var vi to de eneste i det
store hus. Desværre kunne vi ikke tale meget sammen, da jeg ikke forstod fransk, og hun ikke tysk. Vi kunne kun.forstå hinanden ved at
tale en blanding af tysk, fransk og lidt tyrkisk.

Hun var ellers meget flink. En dag spurgte hun om jeg ville drikke en
kop mokka sammen med hende. Jeg sagde selvfølgelig ja tak. Men jeg dummede mig nok gevaldigt. Hun kom med nogle små kopper.

Nu havde jeg aldrig hverken hørt om eller i hvert tilfælde slet ikke prøvet at drikke, mokka. Jeg undrede mig over, at man skulle drikke kaffe af så små kopper. Jeg drak derfor meget små mundfulde, men ak, da jeg havde drukket ganske lidt, var det slut med mokkaen, den halve kop var kaffegrums. Det var mit første bekendtskab med mokka. Jeg tror nok, hun så lidt forbavset på mig.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.