Senest ændret den 30. januar 2016 12:10
Sønderjyden “Chr.”, infanterist ved Regiment 84 “von Mannstein”, fortæller om indmarchen i Belgien:
Ved Herbestal passerede vort Regiment den belgiske Grænse, og ved Herbe havde vi den første Bivuak i Fjendens Land.
Kornet stod paa Markerne, da vi marcherede frem, somme Steder i Stakke, andre Steder paa Roden. Midt i Høsttravlheden blev det belgiske Folk overrasket af Krigen. Nu var Høstarbejderne borte. Alt stod, som de havde forladt det, halvfærdigt.
Vi mødte ingen Modstand under de første Dages March gennem Belgien. Vi marcherede ad Vejene eller tværs ind over Markerne, alt efter som det traf sig; trampede ned for Fode, hvad der stillede sig i Vejen.
Krigen er grusom, og Krigen er hensynsløs. Den suspenderer almindelige menneskelige Love, kender intet til Følelse og Humanitet. Den gaar sine egne kolde, haarde Veje, der kun kender ét Hensyn, det, som fremmer og styrker de egne strategiske Interesser.
For disse maa alt andet vige. For disse maa alt andet, om det kræves, knuses og ofres.
Det belgiske Folk fik først af alle at føle, hvad Krig er. Med de tyske Hæres Indmarch begyndte dette Folks lange og bitre Lidelsesvej.
Var det selv Skyld deri? Jeg véd det ikke! Hvad vidste den enkelte Soldat overhovedet. Jeg véd blot, at vi alle, efterhaanden som vi kom frem i Belgien, blev grebet af en mærkelig Nervøsitet, en ejendommelig Utryghedsfølelse, der var stærkest, naar vi opholdt os i Byerne, og naar vi lagde os til Ro for Natten ude paa de frie Marker. Det var ikke morsomt at være paa Post i de mørke Nætter i det ukendte Belgien. Vi havde en Følelse, som om en ukendt, skjult Fare lurede ude omkring og alle Vegne. Skud lød, skønt vi endnu ikke havde været i Berøring med Fjenden. Hvem skød? Det skete, at Nervøsiteten tog Magten, og det hændte i denne Periode, at vi blev beskudt af vore egne Tropper. Den belgiske Befolkning saa vi i Almindelighed meget lidt til. De fleste flygtede i deres Angst. Stakkels Mennesker laa skjult i Dagevis i elendige Kælderhuller og underjordiske Gange af Skræk for Tyskerne. Men der var Byer, hvor der kunde konstateres Skydeskaar i Hustage og Vinduer. Vi følte os aldrig sikre, og slog vi Kvarter i Byerne, gik vi aldrig alene.
Almanak for Nordslesvig, 1935