Fyens Venstreblad skrev den 14. april 1919 følgende:
Sønderjydernes Ankomst til Odense blev et Triumftog
Titusinder af Fynboer modtog dem og hilste dem velkommen tilbage til Danmark
Sønderjydernes Ankomst til Odense i Gaar formede sig som en Fest, der aldrig vil glemmes af dem, der oplevede den.
Ikke blot Modtagelsen ved Havnen og Vandringen gennem Byen, men hele Indfarten fra Klintebjerg til den menneskefyldte Englandskaj blev en Hyldest og Hilsen fra det fynske Folk saa storstilet, at den sikkert aldrig gaar Sønderjyderne af Minde.
Klokken godt syv stævnede Havnedamperen »Fremad« ud ad Kanalen for at bringe Gæsterne den forste Hilsen fra Odense.
Om Bord havde den Formanden for Den sønderjyske Fond, Borgmester Bloch og hele Kanaludvalget. Desuden Repræsentanter for Komiteen, for Toldvæsenet og Pressen, samt Amtslægen og enkelte særlig indbudte, deriblandt de sønderjyske Krigsfangers gode Venner Professor Paul Verrier og Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen. Endelig var der et sønderjysk Ægtepar fra Tønder, der vilde ud at tage mod deres Søn, og tre Hustruer, der var kommen hertil i Nattens Løb for at rejse deres hjemvendende Mænd i Møde.
Himlen lovede ikke godt, da »Fremad« stod ud ad Kanalen, og Turen over Fjorden var kold og blæstfyldt. Havneudvalget havde været saa elskværdigt at tage en Hjertestyrkning med. Den bekom Selskabet udmærket paa den kolde Udtur. Da man var ved Kaffen. klarede det saa meget op, at man ude over Als Oddes lave Højder kunde øjne de flagsmykkede Master paa “St. Thomas”, der om Natten havde ligget for Anker et Stykke uden for Gabet.
Klokken ni var man Skibet saa nær, at de første Hilsener kunde udveksles. Langs Rælingen paa “St. Thomas” stod de unge Sønderjyder og sang og viftede med Huer og Lommetørklæder, og de sønderjyske Gæster paa “Fremad” lod Blikket løbe langs Rækkerne for at finde dem, de søgte. Snart lød det første genkendende “Goddag”, og saa bruste Hurraraabene ud over det blaasorte Vand.
Et Øjeblik efter skurede “Fremad”s Stævn ind mod det store Skrogs Læside. En Kvinde entrede over Rælingen, og to Ægtefolk mødtes i et inderligt Favntag efter halvsjette Aars Adskillelse.
Det var som et Billede af den Genforening mellem Folket Nord og Syd for Grænsen, der nu finder Sted.
Den første Velkomst
Snart havde “Fremad”s Passagerer alle bordet Damperen, og henne paa Fordækket samledes saa mange af Sønderjyderne, som I rummes kunde, for at høre den første Velkomsttale paa dansk Grund.
Men først holdt Professor Verrier en kort Tale: For tre Aar siden, udtalte Professoren, gæstede jeg Odense, og jeg lovede da at tage mig af Deres Landsmænd i fransk Fangenskab, og naar Freden kom at aflevere dem til Dem i god Behold.
Paa det franske Folks Vegne giver jeg Dem nu Deres Landsmænd tilbage.
Derefter tog Borgmester Bloch Ordet: Sønderjyske Landsmænd! Tak, fordi I har holdt ud gennem alle de tunge Lidelser, og Tak, fordi I nu vender tilbage til jeres rette Fædreland. Vi ønsker jer hjertelig Velkommen til Fyn, til Odense og beder jer om sammen med os at udbringe et Levn for vort gamle Fædreland. Danmark; leve!
Begejstrede Hurraraab lød over Skibet som Svar paa denne første Velkomsthilsen.
Efter at Professor Verrier derpaa havde udbragt, et Leve for Odense, overrakte Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen Sønderjyderne en Fane — den samme, hvorunder det første Hold sønderjyske Krigsfanger fra Frankrig var sejlet ind til København. Han bad dem om at bevare den for det Tilfælde, at de siden dannede en
fransk Forening i Sønderjylland.
Til Slut ønskede Købmand Sieburg paa Sønderjysk Forenings Vegne Gæsterne Velkommen, hvorefter den lille Højtidelighed var forbi
Ind ad Fjorden og Kanalen.
Der blev nu budt Cigarer rundt over hele Skibet, og Odenseanerns og deres Gæster begyndte at indlede Bekendtskabet med hinanden.
Damperen lettede Anker, og snart gik det ind mod den ventende By. Fra Fiskerbaade og Lystbaade viftedes og vinkedes, og hele Farten ind ad Kanalen blev for de unge Sønderjyder som et Triumftog. Havneudvalget havde langs hele Kanalen med Mellemrum rejst flagstænger, hvorfra det kære Dannebrog hilste gæsterne, og rundtom fra huse og gårde vajede det rødhvide flag.
Og fra Klintebjer gog ind lev kanaldæmningerne et levende espalier. Skolebørn stod i række med flag og sang fædrelandssange, cyklister i hundredevis søgte at følge damperen på dens fart.
Folk fra omegnen var mødt frem i køretøjer, smykkede med små flag. Kaproere rejste årer til hilsen, og fra skibhusene var et drengekorps mødt op med fane og to trompeter. Drengene fik et rungende hurra.
Det ganske Stige var på benene for at hilse, og jo nærmere man kom til byen, des tættere blev menneskemasserne. Hundreder blev til tusinder, og tusinder til titusinder. Fine folk og fattige, unge og gamle. Alle ville være med til at hilse sønderjyderne tilbage til gamle Danmark.
[der er væsentlig mere, men jeg har desværre ikke nået at skrive mere af. Hvis nogen har mod på at afskrive resten, så kan avisen findes på mediestream /RR]