Den 12. oktober indledte tyskerne en stor landgangsoperation på øerne Øsel og Dagø (i dag Saarema og Hiiumaa) ved Estlands kyst. En unavngiven sønderjyder berettede i Danskesindede sønderjydske Krigsdeltageres Aarbøger 1941 om sin deltagelse i landgangen. Der er muligvis tale om Johannes Møller fra Øster Lindet, der gjorde tjeneste ved et maskingevær-kompagni fra Infanterie-Regiment Nr. 17, og som deltog i landgangen.
Under Verdenskrigen laa jeg i godt et Par Aar ved Fronten i Rusland. Jeg var Kusk ved et M.G.K. [Maskingeværkompagni] , som tilhørte et Regiment med det fine Navn Infanteri Regiment Barfuss, IV Westphålisches Nr. 17, som hørte til 42. Division. Jeg var den eneste dansk talende ved Kompagniet.
Efter at vi havde deltaget i Offensiven i Galizien i 1917, kunde jeg rejse hjem paa Høstorlov. Hjemme fik jeg Meddelelse fra min Feltwebel om, at Afdelingen var sat ind ved Erobringen af Riga, og at man ventede at se mig der. Da jeg den 26. September naaede op til Riga, var Afdelingen imidlertid allerede taget til Libau, hvor jeg kort efter meldte mig tilbage.
I Libau var man ved at forberede et Togt til Øerne Øsel og Dagø, som skulde erobres. Den 9. Oktober blev vi indskibet i en Mængde store Skibe. Vort Kompagni kom i Skib Nr. 11. Vi var her sammenstuvet ca. 2000 Mand og 200 Heste. Dagen efter sejlede vi ud i Krigshavnen og ankrede op. Der laa her en lang Række Minestrygere, som skulde gaa foran os og sikre vor Sejlads. Den 11. Oktober sejlede vi saa i en meget langstrakt Konvoj ud mod Øsel. Vi var alle forsynet med Svømmeveste, og der var udstedt stærkt Forbud mod at tage dem af under Sejladsen.
Den 12. Oktober, midt paa Dagen, naaede vi om paa den nordre Side af Øsel. Der laa allerede en hel Del store Krigsskibe, som havde taget det første Stød. Det var et besværligt Arbejde at faa os sat i Land, idet der ingen Havn var. Alle maatte sættes ind i Baade. Hestestalden var helt nede i Bunden af Skibet, og herfra blev Hestene enkeltvis hejst op i en stor Kasse, og fra Dækket blev de saa igen paa samme Maade hejst ned i Baadene. Hele Landsætningen gik dog godt, og vi kunde snart efter støde til vor Afdeling og afløse de russiske Køretøjer, der var rekvireret for at transportere de svære Maskingeværer.
Snart var Øsel indtaget, og vi blev sat over paa Dagø, som ogsaa ret hurtigt blev erobret.
(Anonym sønderjyde i DSK-årbøger, 1941.)
Det er altså en del af Estland og ikke Letland, det drejer sig om. Øsel og Dagø havde en stor svensktalende befolkning helt til 1944, hvor de flygtede til Sverige for at undgå den Røde Hær hærgen i krigens sidste del
det estlandsksvenske befolkningselement udgjorde aldrig flere end ca. 10.000 mennesker hovedsaglig boende på de mindre øer langs kysten vest for Tallinn, øerne mellem Dagø og fastlandet
– den største var Vormsi – samt i Tallinn og enkelte egne på Dagø. Der var ingensvensktalende på Øsel. De flygtede til Sverige i 1944. I dag er der ca. 250 svensktalende tilbage, hovedsaglig ældre. Nogle estlandssvenskere har generhvervet deres tidligere ejendom og bruger dem som sommerboliger.
I indledningen til indlægget om Øsel og Dagø`s besættelse er øerne blevet placeret geografisk forkert, de ligger begge ud fr Estlands vestkyst.
I har naturligvis ret.