H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
12. november 1918
I Formiddags havde jeg først en længere Forhandling med Kloppenborg og Nis Nissen angaaende Arbejdet her fra Berlin.
Jeg havde derefter Besøg af Loretz, som tilbød mig sin Tjeneste, i Fald jeg havde Dokumenter, som jeg ønskede affattede paa ulasteligt Fransk, eller senere havde Brug for en paalidelig Tolk. Jeg takkede ham for Tilbudet og lovede at gøre Brug af det, hvis Situationen skulde udvikle sig saaledes, at vi vilde henvende os direkte til de Allierede.
Efter Aftale mødte Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen atter hos mig om Eftermiddagen. Vi drøftede indgaaende Situationen. Jeg foreslog, at vi skulde søge at udvirke følgende:
1) Nordslesvigs Besættelse med danske Tropper saasnart Præliminærfreden er afsluttet.
2) Administrationens samtidige Overdragelse til de af Vælgerforeningen udpegede Tillidsmænd.
De gav straks dette Forslag deres Tilslutning, og vi traf derefter foreløbig følgende Aftale: Landraad v. Löw bør, da han er optraadt forholdsvis anstændigt under Krigen, blive siddende som Landraad i Haderslev, indtil Afstaaelsen finder Sted, men have Gdr. P. J. Refshauge som Tilforordnet, hvis Underskrift paa alle Anordninger er nødvendig. Landraad Siemon i Aabenraa og Landraad Schønberg i Sønderborg bør straks fjernes, cand. polit. Kr. Refslund Thomsen derefter overtage Landraadsembedet i Aabenraa og Kredsdagsmand Andreas Blad Landraadsembedet i Sønderborg.
Tønder Kreds bør deles saaledes, at Landraad Dr. Böhme overtager den sydlige tyske og Grev Schack den nordlige danske Del af Kredsen. Amtsforstanderne og Kommuneforstanderne skal træde tilbage, og Embederne derefter besættes efter Samraad med de nye Landraader. Der bør ufortøvet sørges for Tilførsler af Levnedsmidler og udstedes Forbud imod Udførsel af Levnedsmidler til Tyskland.
Da vort Møde var hævet, forsøgte jeg paany at komme i Forbindelse med Folkekommissærerne. Men paa en Henvendelse i Rigskancelliet blev der svaret, at de endnu i Dag var saa stærkt optagne af tvingende nødvendige Forretninger, at de først kunde modtage mig i Morgen.
Rigsdagsbygningen er nu under stærk Bevogtning. I Foyeren var der fuldt af Soldater. Geværerne stod i Pyramider, og der var opstillet Maskingeværer, som kunde bestryge Adgangene.
Malproperheden er vedvarende stor. Vor gamle Fraktionstjener Klein kom og hilste paa mig med Taarer i Øjnene. Han klagede over al den Urenlighed, Uorden og Vandalisme, som han her maatte være Vidne til, og var desuden meget bekymret for sin Fremtid.
Da jeg havde hørt, at Dr. Breitscheid nu var udset til Indenrigsminister, opsøgte og fandt jeg ham i de uafhængige Socialdemokraters Fraktionsværelse. Vi trak os derefter tilbage til mit Arbejdsværelse i Rigsdagsbygningen for at tale i Ro. Her anbefalede jeg ham efter Tilskyndelse af Hans Leusz at sikre sig en paalidelig Støtte ved at faa Hr. v. Gerlach udnævnt til Understatssekretær. Hr. v. Gerlach kender nemlig som tidligere Regeringsreferendar og Regeringsassessor i Slesvig Preussens indre Forvaltning meget nøje og er dertil en paalidelig og vederhæftig Mand, som han kan stole paa.
Breitscheid meddelte mig, at Sagen vistnok blev afgjort saaledes, at Hirsch og han i Fællesskab skulde overtage Indenrigsministeriet, og det preussiske Statsministerium. Hvis det skete, vilde han søge at faa Forretningerne saaledes delt, at Hirsch overtog Statsministeriet og han Indenrigsministeriet. Han var helt enig med mig om, at det vilde lette ham Arbejdet meget, hvis Hr. v. Gerlach blev udnævnt til Understatssekretær.
Vi talte derpaa om Forvaltningen af Nordslesvig, og jeg foreslog ham at ordne Forholdene saaledes, som jeg havde aftalt med Kloppenborg og Nis Nissen. Han erklærede sig enig med mig i Grundtrækkene, da Selvforvaltningen nu skulde gennemføres overalt, og aftalte med mig, at jeg skulde formulere vore Ønsker i et skriftligt Forslag, som jeg skulde indsende til Indenrigsministeriet. Da jeg derefter fortalte ham om vore planlagte Møder paa Folkehjem i Aabenraa, erklærede han, at han eventuelt vilde rejse med mig til Aabenraa paa Søndag for under Mødet paa Folkehjem at præcisere Regeringens Stilling til det nordslesvigske Spørgsmaal og i Forbindelse dermed proklamere Administrationens Overdragelse til den nordslesvigske Befolknings Tillidsmænd.
I Morgen vil hans Udnævnelse foreligge, og vi vil saa aftale det nærmere desangaaende. Jeg er dog betænkelig ved Forslaget, fordi det let vil kunne give Mødet paa Folkehjem en noget anden Karakter, end jeg ønsker og tilsigter.
Da vi gik tilbage til Udvalgsværelset, mødte jeg en national liberal Kollega, Bankier Schwabach. Han var øjensynlig glad ved at se mig i disse revolutionære Omgivelser, hvor han følte sig ene. Vi drøftede Situationen, og han sagde, at vel var hans Parti meget nationalistisk, men der havde alligevel paa det sidste Fraktionsmøde været Enighéd om, at det nu var klogest at afstaa Nordslesvig. Han var glad over, at alt hidtil var gaaet saa roligt af, men holdt det for nødvendigt, at Rigsdagen atter traadte sammen for at bevilge 15 Milliarder. Ellers havde Regeringen ingen Penge!
De finansielle Forholds videre Udvikling vilde være afhængige af de politiske Forholds videre Udvikling, men før eller senere vilde Tyskland atter komme i Vejret, hvis det blot fik Raastoffer nok til, at Industrien kunde komme i Gang. Vi skiltes meget venskabeligt, og idet han gav mig et varmt Haandtryk, sagde han: „Hvis De ønsker Oplysning om finansielle Spørgsmaal af større Rækkevidde, vil jeg altid staa til Deres Tjeneste.” — Revolutionens Betydning er øjensynlig endnu ikke gaaet helt op for ham.
Ved Udgangen af Rigsdagsbygningen mødte jeg Dr. Friedegg. Jeg vidste, at han den 9. November havde samlet en Trup Soldater paa Gaden og i Spidsen for dem „erobret” Regeringsbladet „Norddeutsche Allgemeine Zeitung”, besat Bygningen, kastet Redaktionen ud, omdøbt Bladet til „Internationale” og indsat sig selv som Chefredaktør, og spurgte ham derfor smilende, hvorledes det gik ham med „Internationale”.
„Jeg er efter at have holdt Stillingen i tre Dage atter fratraadt som Redaktør,” sagde han. „Jeg kunde ikke holde Bladet længere. Sætterne strejkede, og jeg havde ingen Støtte af Regeringen.” Han var iøvrigt veltilfreds og spaaede, at Revolutionen snart vilde brede sig til Frankrig og England. Folkene vilde nu allevegne befri sig.
I Sporvognen traf jeg Stücklen. „Alt er hidtil gaaet glat,” sagde han. „Men der er et frygteligt Virvar i Rigsdagen. Jeg har overtaget Ledelsen af de militære Anliggender, der staar i Forbindelse med Demobiliseringen, men det er næsten ikke muligt at overse Forholdene og at overkomme Forretningerne. Soldaterne strømmer nu til Berlin fra alle Sider. De løber bort fra Fronterne, arbejder sig frem gennem Landet og ankommer i store Skarer til Berlin, hvor de kræver Fødevarer m.m. Vi belejres ligefrem af Masserne, og jeg afrejser derfor nu til Hovedkvarteret for at faa gennemført Forholdsregler imod den voksende Opløsning.”
Jeg: „Hindenburg arbejder altsaa stadig Haand i Haand med Regeringen?”
Stücklen: „Ja, de Rygter, der siger andet, har ikke noget paa sig.”
Vi skiltes ad ved Krigsministeriet, hvorfra han leder sine Forretninger.
Da jeg kom tilbage til Hotellet, var der ankommen en ny Kurer med Breve og Beretninger hjemmefra, som jeg lige har læst.
Revolutionen er sejrende over hele Nordslesvig. Andreas Grau og P. Kaad, Vollerup giver udførlige Meddelelser om Revolutionen i Flensborg, henholdsvis Sønderborg. Tyskerne er tilsyneladende nu helt modløse.
Jeg har modtaget flere Breve fra Student Thulstrup i Kiel, har i Dag telegrafisk anmodet ham om at komme her til Berlin for at aflægge Beretning om Forholdene i Hertugdømmerne og har lige modtaget en Depeche, hvori han meddeler, at han kommer, saasnart Forbindelsen er i Orden.