Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær. Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.
Vi modtoges her [i Metz] den 12/11 af Officerer fra Hovedkvarteret og blev indbudt til Frokost hos Generalfeltmarskal Hindenburg. General Hindenburg bebor en meget jævn og enkel Villa i Byen, beskeden i Sammenligning med de Bolige, Generalerne langs Fronten benyttede. Ved vor ankomst til Villaen modtoges vi af og blev forestillede for Operationsafdelingens Officerer, ca. 40 i alt, som vi forsamlede her. Efter en kort Ventetid kom Ludendorff ind. Han er kun ca. 50 Aar gammel. Han hilste venligt, men afmalt, gjorde et noget reserveret Indtryk, havde skarpe og kloge Anstigtstræk, vagtsomme, iagttagende Øjne og gjorde overhovedet Indtryk af at være en stærk arbejdende, energisk og handlekraftig Mand, der er vant til at byde og befale.
Lidt senere kom General Hindenburg selv. Han er i høj Grad jævn, ligefrem og elskværdig. Hans Fremtræden bærer Præget af stor Ro, Aabenhed og Venlighed. Han er høj og bredskuldret, bevæger sig noget tungt, taler langsomt, behersket og uden Affekt. Han spurgte interesseret om vor Rejse og om det Udbytte, vi mente at have opnaaet. Vi gik nu til Bords; Obersterne Nyholm og Castonier var placerede paa hver Side af General Hindenburg, medens General Ludendorff sad lige over for mellem Kaptajnerne Wilkenschildt og Rye.
General Hindenburg talte om det italienske Felttog, om de vanskelige, øjeblikkelige Forhold i Rusland, altsammen i rolige, afdæmpede Udtryk. Han fortalte om sit Ophold i Hannover, da han i sin Tid – i 1914 – blev kaldet til Tropperfører i Verdenskrigen. Han spurgte om Ernæringsforholdene og Rationeringssystemet i Danmark, hvor han meget gerne vilde rejse hen som Turist efter Krigen; ”Til Italien – hvor han tidligere havde været og øjensynligt kendte Forholdene ganske godt – kan jeg jo ikke rejse mere”, sagde han. Endelig spurgte han til Oberst Jacobi, Chef for 8´Regiment, hvem han kendte fra tidligere Tids Tjenestegøren i Tyskland, og bad os overbringe Obersten hans bedste Hilsener.
Det var overordentlig interessant for os paa nært Holdat se de to bekendte Mænd: Hindenburg – Ludendorff, især naar man som vi, efter en Rejse gennem en stor Del af Tyskland, havde faaet et levende Indtryk af den ganske overordentlige Popularitet, disse to nyder i alle Klasser af Befolkningen. Samarbejdet mellem de to Mænd er sikkert af enestaaende Art. Som ganske betegnende i den Henseende fortaltes det os af en Officer i Staben at da Hindenburg paa sin 70-aarige Fødselsdag skulde takke for den til ham i Dagens Anledning rettede Hyldest, bad han de tilstedeværende om med ham at udbringe en Skaal for General Ludendorff, som Forsynet havde stillet ved hans Side, og som altid havde forstaaet – naar Hindenburg efter de nøjeste og alvorligste Prøvelser havde fattet en Beslutning – paa den bedst mulige Maade og med den yderste Omhu og Omsorg at føre denne Beslutning ud i Livet.
Efter Frokosten foretog vi en meget smuk Automobiludflugt til Rhinen sammen med Officererne af General Hindenburgs Stab.
Den 12/11 om Aftenen afrejste vi med Jernbanen til Berlin.
(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)