Dagens nyt fra Hejmdal.

Falske Rygter om Danmarks Udførsel, Konsejlspræsident Zahle udtaler sig.

Berlinske Blade gengiver nogle Udtalelser, som Konsejlspræsident Zahle er fremkommen med over for “Politiken” i Anledning med de Rygter, der har været i Omløb om Smuglerier og Overtrædelser af Udførselsforbud. Hr. Zahle udtalte:
Rygtet om stedfindende
Udførsel af Brød over Gedser til Tyskland er meget gammelt og dukker ideligt op igen. Det er gentagne Gange blevet politimæssigt undersøgt, og der har aldrig ligget det mindste til Grund derfor. En Gang stod nogle Personer paa en sjællandsk Banegaard og opdagede der var en Vognladning Brød. En af dem sagde saa til Konduktøren: “Naa, udfører vi nu ogsaa Brød til Tyskland?”, og da Konduktøren ikke svarede noget videre, var det dermed fastslaaet, at Brødet skulde til Tyskland. Der er konstateret, at det var bestemt til Garnisionen i Vordingborg.
Nu for nylig meddeltes det Ministeriet, at der stof 6 Vognladninger Brød – ligeledes paa en sjællandsk Station – parat til at afgaa til Tyskland. Rygtet naaede os saa deltids, at vi kunde telegrafere til Toldvæsnet i Gedser og anmode at stoppe saadanne Vogne. Men der kom ikke én end sige seks Vogne.
I dette Tilfælde kendes Rygtets Ophavsmand. Og der vil nu blive holdt Politiforhør.
– Saa er der, forfatte Ministeren,
Benzinen, der gemt i Kornladninger udsmugles fra Rødby. Forholdet er undersøgt, og det har vist sig, at der ikke laa det mindste til Grund for Rygtet – bl.a. af den Grunde, at der i lange Tider ikke er gaaet noget Skib ud af Rødby Havn, som jo ikke er noget Verdenshavn.
Men der foreligger jo et af de Tilfælde, hvor det er paaviseligt, at den Slags Rygter kan gøre Skade. Thi kort efter, at dette Rygte var fremkommet, stoppede Englænderne en Petroleums-Ladning til Danmark uden nogen anden paaviselig Grund end det anførte Rygte, og da dette Usandfærdighed blev godtgjort, blev Petroleumsskibet atter straks frigivet.
Gummi-Pølserne fra Køge
Rygtet om, at der fra Køge skulde være afsendt vis Vamdrup en Ladning Gummi, maskeret som Pølser, har vi ogsaa undersøgt. Der var ugrundet. Det drejede sig i det foreliggende Tilfælde om afvulkaniseret Gummi, en Vare, hvis Udførsel ikke er forbudt.
Et andet Rygte drejede sig om
Kobber, der var købt til Sverige af en svensk Statsinstitution, og der var bleven givet Garantier for dets Forbliven i Sverige.
En Folketingsmand meddeler os, at en Legetøjsfabrikant til ham har sagt, at nu kunde kan ikke mere faa Legetøj fra Vestre Fængsel, fordi alle Fanger der var optaget af Sadelmagerarbejde der skulde gøres færdig og udføres til Tyskland. En anden Folketingsmand meddelte os, at selve Sadelmagerlavets Oldermand havde sagt ham det samme.
Rygtes Usandsynlighed var indlysende; det lod sig næppe antage, at alle Fangerne i Vestre Fængsel pludselig var blevet duelige Sadelmagersvende. En Undersøgelse gav ogsaa let det Resultat, at ikke et Stik Sadelmagerarbejde var blevet udført i noget af Fængslerne eller Arresthusene i og ved København.
Det hedder sig, at Manglen paa Fodtøj er saa stor, at Soldaterne maa gaa i Træsko. Hvorledes det forholder sig med dette Rygtes Sandhed, er jo tilstrækkelig oplyst.
Sildetønderne fyldte med Metal, spøger rundt omkring i Landet. Deres oprindelige Tilholdssted er Frihavnen. Men der findes Eksempler paa dem ogsaa andre Steder fra.
En Landstingsmand meddelte os, at en troværdig Mand til ham havde fortalt, at han paa Korsør Banegaard med sine egne Øjne havde set en Sildefustage falde ned fra en Vogn og gaa i Stykker, hvorved det havde vist sig, at Fustagen ikke var fyldt med Sild, men med Metal, der skulde eksporteres til Tyskland via Korsør.
Da vi skrev til den paagældende Mand, der var Landstingsmandens Kilde, frafaldt han alt. Han havde intet set med sine egne Øjne. Men kun hørt og fortalt videre et Rygte, som han nu erklærede, at han ikke selv troede paa.
Og saaledes forholder det sig med alle Sildetønderne.

Ministeren sluttede med at udtale: – Man kan maaske sige, at disse Rygter ikke gør Skade, da Regeringen jo altid har det i sin Magt at oplyse de fremmede Magter om den rette Sammenhæng. Men det er kun den ene Side af Sagen. Saadanne Rygter kan dels volde Handelen direkte Afbræk, dels indirekte Fortræd, idet de gaar over i den udenlandske Presse og der bidrager til at skabe en mod os ugunstig offentlig Mening, der mulig kan øve et for os uheldigt Pres paa det vedkommende Lands Regering.
Tidligere har vi nøjedes med Gang paa Gang at konstatere Rygternes Usandfærdighed. Vi har ikke skredet ind imod Rygternes Ophavsmænd. Men det kan ikke blive ved med at gaa, og i Fremtiden maa Ministeriet derfor tage alvorligere Forholdsregler under Overvejelse, hvis det for Landet skadelige Rygtesmederi fortsættes.

Kornet. Der kræves radikalere Midler, hvis Forraadene skulde vise sig mindre end antaget.I en Artikel i “Berliner Tagesblatt” hedder det om Kornspørgsmaalet bl.a.:

“Den sidste Kornhøst var ikke blot, hvad Kvalitet og Kvantitet angaar fremragende, den blev ogsaa i det heldige vejr i August takket være Bybefolkningens frivillige Understøttelse, bjerget i den første krigsmaaned uden Forsinkelse. Er vore Forraad imidlertid i Virkeligheden ringere, end det maatte antages herefter, vil man næppe kunne nøjes med, at Forbruget af Brødkorn indskrænkes ved Bestemmelserne om Rugmelets Blanding med Kartoffelmel. Der hæver sig da ogsaa allerede enkelte Røster som træder i Skranken for mere radikale Midler. Saaledes kræve Dr. C. Ballod i “Soziale Praxis” en Ekspropriation af Korn- og Melforraadene til en nærmere fastsat Maksimalpris. Han opkaster Spørgsmaalet om Kommunerne ikke ved Forvaltningsembedsmændene og Politiets Hjælp skulde kunne ekspropriere Korn- og Melforraadene og senere uddele det til Bagerne til Bagning og Salg til en fastsat Pris. Og Forfatteren gaar endnu et Skridt videre. Skulde denne den simpleste Metode svigte, burde der efter hans Mening optages en formelig Statistisk over befolkningen, og Brødet udeles i Rationer som i en belejret Befæstning.

Man behøver endnu ikke at anse disse og lignende Krav for aktuelle. Maaske viser det sig i Tidens Løb, at vore Kornforraad er blevet undervurderet; og vi vilde sikkert ogsaa i Krigstider afvise alle statssocialistiske Forholdsregler, hvor de ikke er ubetinget paakrævet af Forholdene. men det kan det fjendtlige Udland og Særdeleshed England være overbevist om: det tyske Folk opgiver ikke Ævred, fordi Indskrænkning i den hidtilværende Levemaade viser sig uundgaaelig, men vil de højere Værdier, der staar paa Spil”