Sønderjyden Jacob skriver fra Østfronten:

Søndag Formiddag

Nu sidder jeg og skriver i en Pionerkaserne i Grodno. Et Par Stationer før Grodno fik vi Ordre til at gøre Oppakningen i Orden. Der blev Røre, da vi ikke kan transportere mere, end vi kan faa stuvet ned. Jeg deler ud til mine Kammerater af hvad jeg har for meget, og da vi holder ved Grodno, er vi fuldt op- pakkede med det nødvendige.
Grodno ligger et godt Stykke fra Banegaarden, og i jævn March gaar det ind i Byen, over en Bro, som Tyskerne har bygget, da de store Broer er sprængt af Russerne.

Byen tager sig godt ud i Maaneskin, men Gaderne er daarligt brolagte og snavsede. Vi gør Holdt paa en Plads udenfor Teatret og venter paa Ordre for Natten. Geværerne stilles sammen og Oppakningen lægges paa Jorden. Klokken er halv elleve; heldigvis er Vejret mildt og tørt. Vi venter ca. en halv Time og marcherer derpaa ud til Kasernen her. Det gælder om at holde sig paa Fortovet, da Midten af Vejen ikke er passabel for Fodgængere med Oppakning. Brolagt er den ikke og fuld af Mudder.

I Kasernen er der ingen Lys, men dem har vi selv, Sengehalmen er Træuld, forresten helt brillant, da det baade er rent og varmt.

Forplejningen er ikke at prale af, da vi ikke har faaet noget siden i Morges Klokken otte, og her giver det ikke noget. Det er vi dog ikke kede af, da vi har rigeligt og det gælder om at faa det spist snarest muligt. Altsaa rask et Stykke Brød og en Plade Chokolade, Tornystret under Hovedet, Tæppet dækket over og saa sover vi straks som Sten.

I Morges blev jeg vaagen Klokken syv; her er tidligt lyst, saa op for at faa Laaget af Kogekarret fyldt med Kaffe og saa ned i Kælderen for at blive vasket, noget jeg snart ikke er bleven de fire Dage, vi var paa Jernbanen. Vi har „Ruhetag“ i Dag, faar Lønning udbetalt og kan gaa i Byen til Klokken fem.

Nu har jeg været i Byen og set Jødekvarteret, puh ha, men morsomt er det for en Gangs Skyld at se noget af den Slags. Et Par russiske Kitler til Børnene havde nær fristet mig, men der er ingen Lejlighed til at faa dem sendt hjem. Vi bliver her kun til i Morgen tidlig, og det er allerede mørkt, skønt Klokken kun er fire.

Grodno er ingen lille By, og de russiske Kirker tager sig brillant ud med de hvide Mure og de forgyldte Kupler. Der er intet ødelagt i Byen undtagen Banégaarden og Broerne, men alting er forfalden, Stenbroen miserabel uden Kloak, Vandet i Rendestenene langs Gaden og en vis Stank over det hele.

Tysk Militær er der en Mængde af, den civile Befolkning, mest Jøder, gaar hurtig og tavs forbi, men handle med Soldaterne vil de nok og store Priser tager de. Jøderne taler næsten alle Tysk, og en Del af dem er vist fulgt med Soldaterne, de ved jo nok, hvor der er Penge at tjene.

De russiske Køretøjer er nogle smaa usle Tingester med magre russiske Ponyer for. Droskerne, for saadanne findes ogsaa her, har alle Gummihjul og betjenes af rigtige russiske Droskekuske i Kafta med en rød Snor om Livet. En af de rigtige Jødekager har jeg smagt, en Slags Hvedekage med Valmuefrø inden i. Nogen Lækkerbisken var det ikke, men vi maa jo prøve lidt af alt.

For Øjeblikket er her i Salen, hvor vi ligger, en rigtig Soldaterlejr. Enkelte spiser, andre læser Aviser, atter andre pakker Tornystre, alle ryger, saa Luften er saa tyk, saa den kan skæres med Knive, og alle snakker, saa det er, som i en Jødeskole.

Det hele oplyses af en enlig Lampe, som netop hænger over min Plads, saa jeg kan sidde og skrive.

Militærautotrafikken er stor; Lastautomobiler, Syge- automobiler og Officersautomobiler tutter og kvækker i det uendelige og lange Tog af Træn vogne kører i Gaderne.
Samtalen mellem Kammeraterne drejer sig mest om Hjemmet. Krigen tales der ikke meget om, mere om, at der snart maa blive Fred. Her tales næsten lige saa meget Dansk som Tysk, i det mindste taler jeg mere Dansk end Tysk, da vi ialt vistnok er 100-150 Nordslesvigere i denne Transport.

Kære Ella, hav det rigtig godt, Du og Børnene. Hils alle Bekendte, der spørger efter mig.

Din
Jacob.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)