Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Det værste var alligevel, at vore Pionerer og flere Vagtposter længe havde mærket, at »Frands« gravede og borede underjordiske Minegange ind under vor Skyttegrav. Midt om Natten kunde man høre, hvorledes han huggede i den haarde Sten neden under os. Det var med lidt uhyggelige Følelser, vi lagde os til at sove i Jordhulen om Aftenen, og Tanken, det varer vist ikke længe, førend »Frands« sprænger os alle i Luften, blev ofte udtalt.

Det var flere Gange bleven meldt til Kompagniføreren, som dog ikke havde villet tro det. Langt om længe fik vore Pionerer Ordre til at grave Fjenden i Møde for at ødelægge hans Arbejde. Og de gravede ikke mange Meter, førend de stødte paa den fjendtlige Minegang, der  allerede var saa nær færdig, at de elektriske Ledninger, som skulde antænde Krudtminen, var lagt.

Da de brød igennem til den fjendtlige Minegang, og Fjenden saa sig opdaget, udspandt der sig en forbitret Kamp under Jorden, hvorved en af vore Pionerer blev saaret i Armen. Efter Kampen overskar Pionererne de lagte Ledninger og barrikaderede Gangen med Sandsække og troede nu, at Faren foreløbig var forbi. Men »Frands« havde godt mærket vort Arbejde og havde derfor været saa snedig at lægge flere Ledninger skjulte i Jorden, saa det ikke lykkedes Pionererne at overskære dem alle.

En Eftermiddag skete saa Sprængningen alligevel. Der var nok enkelte, der mærkede ligesom en Jordrystelse, og man sad og talte om, hvad det mon kunde være. Nogle mente, at det var en stor Blindgænger, som var slaaet ned i Nærheden. Men snart blev de underrettet om, at Fjenden havde sprængt et Stykke af Skyttegraven, og straks tog de fat paa at grave deres Kammerater ud. Der var bleven 4 Sektioner begravet; men det lykkedes 16 Mand at grave sig selv ud ved Hjælp af smaa Spader, Spadserestokke, Sabler og andre Redskaber, som de i Hast kunde faa fat paa. Fjorten Mand blev draget frem som Lig.

Redningsarbejdet blev stærkt forhindret, og der blev tilføjet os yderligere Tab ved, at Fjenderne stadig beskød Ulykkesstedet med Artilleri.

Næste Morgen blev der sprængt i samme Grav lidt længere til venstre. Ved Sprængningen og Redningsarbejdet havde vi over 50 døde og saarede. Om Eftermiddagen var jeg henne paa Ulykkesstedet, hvor der mødte mig et uhyggeligt Syn. Et stort, tragtformet Hul paa godt 30 Meter i Gennemsnit gabede mig i Møde. Det var gennemrodet mange Steder for at finde de ulykkelige Kammerater.

Rundt omkring laa Bjælker og Stumper af Brædder fra de sønderrevne Jordhuler, og der var mange Blodspor af de saarede. Ved begge Sider af Tragten var Skyttegraven af den stærke Jordrystelse styrtet sammen, saa Mandskabet, som befandt sig i de Jordhuler, blev ogsaa begravet. Iblandt dem var Feldwebel Blunk, som havde været saaret 3 Gange i Forvejen; men ogsaa denne Gang slap han godt derfra og kom ud i god Behold.

Da jeg steg ud af Tragten, mødte jeg Andreas Jessen, som saa forundret op paa mig med de Ord: »Men hvor har du dog været?«
– »Aa, jeg har bare været nede i Tragten for at se, hvordan den saa ud.«
– »Da er det et Under, at du er sluppet helskindet ud; thi »Frands« har en Kanon indstillet til at skyde midt ned i Tragten, og den har saaret mange.«
– »Har du ikke været dernede?«
– »Nej, jeg gaar ikke derned, undtagen det er min Pligt.«

Jeg fik en Hilsen gennem et Brev fra Andreas’s Forældre, og han spurgte mig, om jeg snart vilde med hjem paa Orlov. Der var naturligvis ikke noget, jeg hellere vilde; men den første Maaned kunde jeg ikke komme paa Tur. — En Granat hvislede lige hen over os og slog ned bag ved Skyttegraven.

Vi skiltes. »Hils hjemme!« — »Paa Gensyn!«