Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Vi havde haabet, at Vaabenstilstanden skulde indtræde den 9. Dette blev ikke til noget, heller ikke den 10., men endelig den 11. November.

Mine Kammerater fortalte mig bagefter, hvordan det var gaaet for sig ude i Stillingen. Lige før 11 sprang Franskmændene op og blæste af. Paa Slaget 11 faldt det sidste Skud. Allerede Kl. 9 havde Tyskerne faaet Ordre til ikke at skyde mere. Men det var, som om de ikke rigtig stolede paa, at det var Alvor. Da de nu mærkede, at der intet Skud faldt mere histovre, sprang de op, kastede Geværerne fra sig, Franskmændene ligesaa, og saa styrtede de over mod hinanden og tog hinanden om Halsen. Et bevæget, gribende Øjeblik!

Ingen kan næsten fatte dette Øjebliks Alvor og Storhed.

Fra den ugudeligste til den frommeste Mand lød et dybt Hjertesuk og et: „O Gud ske Lov, Krigen er forbi!”

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).