Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.
Formiddagen den 11. juli gik nogenlunde. Men hen mod middag begyndte det franske artilleri og minekasterne deres virksomhed.
Igen steg de store, sorte fugle op i luften, denne gang i skarer, og slog ned med død og tilintetgørelse. Tunge haubitsere og kanoner supplerede deres arbejde. Snart satte også det lette artilleri massivt ind, og nu steg ilden til den vildeste trommeild.
En kort tid holdt den op, lige som en borende smerte i kroppen kan holde op en tid for så at vende tilbage med fornyet kraft.
Nedslagene faldt så tæt som hagl. Højt og tæt hvirvlede den brune jord op, det var, som om jordoverfladen vandrede. Ilden dækker hele regimentsafsnittet, værst hamrer det ned på midten og den venstre fløj på kompagnierne 11., 1. og 3. Uden beskyttelse er füsiliererne prisgivet dens rasen i den åbne skyttegrav.
Først prøver de på at undvige minerne og de stærkeste ildkoncentrationer, dog kun for en kort tid. Snart er skyttegraven skudt sammen over længere strækninger. Døde og sårede hober sig op og spærrer for enhver færdsel. Først farer sygehjælperne afsted gennem graven, men snart kan de ikke længere komme frem, også selv om råbet gjalder nok så smerteligt og indtrængende.
Sådan bliver kompagnierne revet op i isolerede smågrupper. I de endnu ubeskadigede dele af graven kryber füsiliererne sammen og venter vredt på deres skæbne. Deres våben, det bedste, de endnu har tilbage, pakker de ind i regnslaget eller frakken for at beskytte det mod de uopholdeligt nedfaldende jordmasser, og for at have det klar til gengældelsens time.
Kl. 2.30 eftermiddag træder franskmændene an til angreb ud af Belloy mod 11., 1. og 3. kompagnis afsnit efter kraftig ildforøgelse. De rykker frem i 3 bølger i god orden. Trods deres svære tab reagerer kompagnierne straks på angrebet, røde lyskugler sendes i luften, vort artilleri sætter ind og holder reserverne nede i gravene, infanteri- og maskingeværild jager angriberne tilbage igen.
Artilleriilden bliver svagere, men franskmanden har ikke tabt modet.
Kl. 5.30 eftermiddag, tager den fjendtlige ild til igen, stiger hastigt til trommeild. En halv time raser det hen over de ulykkelige grave.
Kort efter kl. 6 bryder fjenden, denne gang i tætte formationer, ud af Belloy. Kompagnierne har haft nye og svære tab, men alligevel knuses angrebet igen af deres velrettede ild.
Men frygteligt ser det ud i skyttegravene. Særligt ved 1. og 3. kompagni. Ved det sidstnævnte er to tredjedele af graven jævnet.
Døde og levende ligger begravet nedenunder, fødder og hænder rager gyseligt op. De sårede gisper, stønner og skriger på hjælp, som alligevel ikke kan bringes ud til dem, før mørket falder på. De to kompagnier beder om afløsning. Ved mørkets frembrud bliver 2. og 4. kompagni sendt på vej, men endnu en tredje svær prøvelse skal bestås.
Kort efter kl. 10 begynder pludseligt igen en vild trommeild, denne gang blandet med gasgranater. Kl. 11 – solen går dér senere ned end hos os – vælter fjenden for tredje gang i tætte sværme ud fra Belloy for dog at gennemtvinge et godt resultat. Nu er der sorte iblandt, syngende stormer de frem.
Ved opbydelsen af de sidste kræfter kan kompagnierne standse dem. Tæt foran deres front bryder angrebet sammen med store tab for fjenden. Nogle sorte, som er trængt ind i et stykke af 1. kompagnis grav bliver smidt ud igen ved hjælp af håndgranater, derved falder føreren af 1. kompagni, den brave premierløjtnant Hansen, skudt af en sort slyngel, der allerede havde overgivet sig.
Således havde 1., 11. og 3. kompagni under den sværeste ild uden videre bragt tre franske angreb til at mislykkes. Men med hvilke ofre var denne sejr købt!
1. kompagni havde 24 døde, 67 sårede og 30 savnede; 3. kompagni 37 døde og 107 sårede, det var to tredjedele af kompagniet. Men også de øvrige frontkompagnier havde lidt slemt. Også reservekompagniernes tab var ret store, da fjenden havde skudt dybt ind i terrænet bagude. I Berny faldt føreren af 13. kompagni, løjtnant Festesen.
I alt kostede denne dag regimentet 107 døde, derunder 3 officerer og 380 sårede. 1. og 3. kompagni var ikke længere kampdygtige, de blev om natten afløst af 2. og 4. kompagni.
Den korte nat bragte ingen ro, de sårede skulle bringes tilbage, det var alt, hvad der var kræfter til, for straks efter midnat sattes der igen ind med stærk artilleri- og mineild på III bataljon og den højre fløj af I bataljon. Igen følelige tab.
I det første morgengry kl. 3,30 fulgte efter en stærk ildforøgelse foran fronten ved 1. kompagni et fjerde, svagere angreb, netop under afløsningen. Det blev som de foregående afvist.