Rigsdagspartiernes politiske Forhandlings-Udvalg drøftede den 11. februar 1919 spørgsmål om afstemningsforhold i Sønderjylland og en delegation

I Henh. til Forretningsordenen overtog J.C. Christensen Stillingen som ledende Formand for Udvalget og fremsatte Dagsordenen:

“I et Telegram, som er offentliggjort i Bladene 7. Febr. gives Meddelelse om, at Forhandlinger for Tiden føres imellem Repræsentanter for den danske og den tyske Befolkning i Nordslesvig om Nedsættelse af et Udvalg til at overveje Forberedelserne til Gennemførelse af Afstemningen.

I den Anledning ønsker det politiske Forhandlings-Udvalg i et Møde med Ministeriet oplyst, hvorvidt der direkte eller indirekte er forhandlet med Ministeriet herom, og om hvorvidt denne Sag muligt er bragt til de allieredes Kundskab og søges gennemført med disses Billigelse.”

Udenrigsministeren: Med Hensyn til Spørgsmaalet om Forhandlinger mellem den danske og den tyske Befolkning i Nordslesvig og om, hvorvidt der er forhandlet med Ministeriet herom, maa det siges, at der ikke har været nogen Forbindelse med den danske Regering.

Man har i Dag spurgt H. P. Hanssen om Sagen. For de Tyske i Nordslesvig er Landraad Böhme [i Tønder, RR] udpeget til Tillidsmand. Han er rejst til Berlin. Man har talt med H. P. Hanssen om den Tanke at nedsætte et dansk-tysk Udvalg med en Opmand med den Opgave at sikre Oplysningsarbejdets Frihed, at sikre Afstemningen og at skabe Regler for, hvordan Mindretallene skal behandles.

Den ledende Formand: Har Udenrigsministeren andre Meddelelser at gøre?

Udenrigsministeren: Etatsraad Andersen mener at have funden megen Forstaaelse i England, men fra Paris kommer Modsætningerne frem. Etatsraaden mener, at af 100 chancer er 98 for og 2 imod, at vi naar, hvad vi ønsker.

Men vi maa være varsomme. Der er nogen Usikkerhed med Hensyn til Dannevirkemændenes Afsending Collin. Andersen mener, at danske Rigsdagsmænd burde rejse til Paris. Dertil har vi svaret: Saa maa vi optræde enige – ellers kan det blive til Skade for os.

Spurgt, om det var muligt for ham at tage til Paris, har Andersen svaret, at han var villig til at arbejde som hidtil –  uofficielt. Han mente, at det var bedst, at der sendtes Repræsentanter for Rigsdagen, idet han erkendte, at de maatte være enige.

Jeg har da lovet at undersøge, om Partierne kunde gaa til Paris i Enighed. Enighed maa kunne tilvejebringes ved, at man samles om Kravet: Selvbestemmelsesret, og at man holder andre Spørgsmaal ude.

Jeg spurgte H. P. Hanssen om, hvordan den sidste Resolution skulde forstaas. Han sagde dertil, at den var formet af taktiske Hensyn for at fastholde Mindretallet, og at intet er opgivet i den sidste Resolution, da Selvbestemmelsesretten er ufravigelig fastholdt. Kan man paa anden Maade end ved Afstemning faa en sikker Tilkendegivelse, tager vi den.

Fra Gesandten i Paris er modtaget et Telegram1, der indeholder Ønsket om Afsendelse af en Delegation fra de Danske i  Sønderjylland til Paris. Dette er nævnt for H. P. Hanssen, som mente, at Sønderjyderne kunde møde enige, idet de alle kunde enes om at fastholde Selvbestemmelsesretten.

Afsendelse af et sønderjydsk Udvalg udelukker ikke Afsendelse af et Udvalg fra Rigsdagen.

Fra det britiske Gesandtskab er modtaget en Note angaaende Forsyningen af Sønderjylland.

Jeg har talt med H. P. Hanssen om, hvordan en saadan Plan kunde realiseres. Han mente, at det var Sønderjyderne i Stand til at paatage sig.

Jeg nævnte en foreløbig Grænse, indenfor hvilken Uddeling af Levnedsmidler m. m. kunde foregaa. Det fandt Hanssen rigtigt. Det er vel egentlig Nordslesvig, der er Tale om. Kun der kan den forlangte Sikkerhed tilvejebringes.

Den ledende Formand: De to vigtige Spørgsmaal maa behandles hver for sig. Først Spørgsmaalet om Afsendelse af en Delegation herfra og dernæst Spørgsmaalet om Sønderjyllands Forsyning. Det første Spørgsmaal maa vi forelægge vore Grupper til Afgørelse. Hvorledes har Ministeren tænkt, at Sagen skal gribes an overfor  Offentligheden? Et lukket Møde er en for ofte anvendt Fremgangsmaade. Men der er maaske andre Veje at gaa. Rigsdagen maa kendes ved det hele.

Udenrigsministeren: Det maa drøftes i Partierne. Det er vigtigt, at man staar enigt om Programmet: Selvbestemmelsesretten. En Udtalelse herom er det vigtigste.

Piper: Det er nyttigt, at man faar Linierne for Delegationens Virksomhed i Paris trukket op. Spørgsmaalet om Selvbestemmelsesretten er afhængig af, hvordan Afstemningen bliver ledet. Det er næppe nok at sige Selvbestemmelsesret.

Udenrigsministeren: Vil man i Flensborg udelukke fra Afstemningen de 9/10 som er Tyskere, da brister Enigheden. Vi kan ikke komme ind paa Detailler om, hvem der skal stemme, og hvem ikke.

Piper: Derom maa man dog vide Besked, hvis vi ikke skal handle i det blaa.

Udenrigsministeren: I Aabenraa-Resolutionen (No. 39) omtales Bestemmelser angaaende Afstemning i Nordslesvig. Man kan næppe anvende saadanne i en By som Flensborg. Vanskelighederne vil næppe være store, hvis man ikke vil naa andet end en retfærdig Afgørelse. Et kunstigt tilvejebragt Resultat er anfægteligt bagefter.

Er det ikke tilstrækkeligt at holde paa en fri og retfærdig Afstemning? Ved at medtage Detailler kan man gøre det vanskeligt nu at naa til Enighed.

N. Neergaard: Efter Ordlyden gælder Bestemmelserne for Nordslesvig, men de maa kunne anvendes ogsaa paa Mellemslesvig. Der er jo ogsaa Byer i Nordslesvig. Maaske kan Opholdsbestemmelsen ikke anvendes paa Flensborg By. Det vilde være heldigt, om der kunde opnaas Forstaaelse mellem Regering og Rigsdag om disse Spørgsmaal.

Piper: Hvem har ønsket Afsendelse af en sønderjydsk Delegation til  Paris?

Udenrigsministeren: Den danske Gesandt i Paris.

Den ledende Formand: Alle Grupperne vil vel nu forhandle Spørgsmaalet.

Udenrigsministeren: Spørgsmaalet til Grupperne kan maaske formes saaledes: Vil Partierne medvirke til at sende til Paris en Delegation, hvis Formaal skal være overfor Fredskonferencen at fastslaa, at det danske Folk udelukkende ønsker det slesvigske Spørgsmaal løst paa Selvbestemmelsesrettens Grund i Overensstemmelse med de af Vælgerforeningen for Nordslesvig vedtagne Resolutioner?

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.