Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Karpaterne.
Om aftenen den 4. september kom han i hård og blodig nærkamp med russiske tropper. Men russerne var i overtal.
Nu var det på høje tid at komme afsted. jeg kunne i mørkningen ikke se mine kammerater. Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, men uheldigvis løb jeg på en stor væltet træstamme og blev hængende fast i en gren. Geværet fløj fra mig og satte sig med bajonetten fast i jorden.
Det varede dog ikke længe, inden jeg fik mig gjort fri og fik geværet taget op. Nu kunne jeg ikke mere høre, i hvilken retning de andre var løbet.
Forsigtigt løb jeg afsted der, hvor jeg antog, de andre var løbet, men så blev jeg beskudt.
Jeg er dog næsten sikker på, at det har været vores egne, der skød. De har sikkert troet, at det var russerne, de hørte. Jeg blev så stående et lille øjeblik, gik så langsomt frem, men mere til højre.
Pludselig hørte jeg stemmer, og nu var der ikke andet at gøre end at risikere alt. Jeg lagde mig på knæ og råbte: “Hvem der”.
Heldigvis var det to eller tre af vores egne soldater. De var også kommet bagefter og var helt forvildede.
Ingen af os var klare over, hvilken vej vi skulle løbe.
Jeg sagde så, at jeg mente, vi skulle mere til venstre, men at jeg var blevet beskudt derfra. Det viste sig dog senere, at min antagelse om, at beskydningen kom fra vore egne, var rigtig. Vi blev så enige om at gå forsigtigt og langsomt frem. Vi var heller ikke kommet ret langt, før vi hørte stemmer. Vi lyttede og opdagede så, at det var vore egne.
Såvidt jeg husker, var der tre mand, så nu var vi en seks-syv stykker.
Det var næsten alle lidt ældre kammerater, der ikke havde kunnet følge med de andre og var blevet bagefter og til sidst ikke havde vidst, hvor de var. Nå, det var nu heller ikke så underligt, da der hverken var vej eller sti i den mørke skov.
Da de andre var endnu mere rådløse og forvirrede end jeg, måtte jeg overtage kommandoen, skønt jeg var den yngste.
Da det allerede var sent på natten, koldt og mørkt, blev vi enige om
at vente på, at det skulle blive lyst igen. Der var en lille hulning, hvor vi kunne gemme os lidt. For at holde varmen trykkede vi os godt sammen ryg mod ryg. Det var vel nok en uhyggelig nat, da vi ikke vidste, om vi var bag den russiske front eller ej.
Som jeg har bemærket før, var de andre allesammen ældre kammerater. Da vi var blevet sendt til Østfronten, var der en del af ældre årgange, der kom med os. De har vel været en 40-43 år, men for mig, var de jo gamle.
Det havde vist været meningen, af de skulle indsættes til hjælp bag fronten. Da vi imidlertid straks efter ankomsten i Karpaterne fik ordre til at gå til fronten, måtte de alle med, og der havde ikke
været tid til at ordne andet.
Desværre gik det hårdt ud over de ældre. Jeg glemmer aldrig, hvor de var ulykkelige, i hvert fald nogle af dem. De bad til gud, at han skulle hjælpe dem. De havde kone og børn derhjemme.
Selvfølgelig var jeg ligeså bange som dem, men jeg holdt det dog mere for mig selv. Jeg var ligesom en fader for dem alle, trods aldersforskellen. Alt, hvad jeg foreslog, var de indforstået med.
Da det var ved at blive lyst om morgenen, stod vi op og diskuterede, i hvilken retning, vi skulle forsøge at gå. Pludselig hørte vi fløjten og tale. Vi kunne så mellem træerne ca. 50 meter fra os se en hel kolonne russiske soldater komme i gåsegang – med geværet over skulderen.
Så vi var stadig i tvivl om, vi var foran eller bag den russiske front. Disse russiske soldater så ikke ud til at være forberedt på modstand. Jeg sagde så til de andre: “Vi flygter i modsat retning af, hvor russerne kommer fra, men pas på ikke at træde på grene og lav så lidt støj som muligt”.
Da vi var nået et stykke vej, traf vi på nogle døde soldater. Vi var kommet til det sted, hvor vi dagen før havde begyndt angrebet. Jeg kunne genkende den ene af de døde, en maskingeværsløjtnant, som var faldet om lige ved siden af mig, da vi gik frem.
Han lå endnu sådan, som han var faldet om. Jeg huskede godt, at han var faldet, men havde ikke været klar over, om han var såret eller blot var snublet. Han må have fået et skud i hjertet, så han har været død med det samme.
Nu vidste vi i hvert fald, hvor vi var. Vi fortsatte så, og pludselig blev der skudt på os, men ingen blev ramt. Da jeg var temmelig sikker på, at det var vore egne, råbte jeg “Hold op, vi er tyskere”. De forstod os med det samme, og vi gik hen til dem.
Her så ikke godt ud, der var kun få soldater og eet maskingevær. Alle var så nervøse, at de skød, så snart de hørte noget i buskadset.
Vi fordelte os så blandt dem, der var her, for at danne en skyttelinie. Der var ingen officerer eller underofficerer, så enhver var anvist til sig selv.
Vi gravede nogle huller til beskyttelse, og vi fortalte om den russiske kolonne, der var på vej. Nu blev nervøsiteten endnu større.
Desværre lå der bag os en tysk officer, som var blevet vanvittig. Han lå i et hul, de havde gravet til beskyttelse for ham, og han lå og fantaserede og skreg. Det var ikke godt, for han forrådte jo vores stilling. Hele denne nervøse tilstand endte da også med, at der blev dræbt nogle af vore egne med maskingeværet.
De var på en forpost, og da russerne havde skudt på os, havde man skudt med maskingeværet og derved truffet vore egne.
Der, hvor vi havde sat os fast, var der tæt underskov, og det havde været nødvendigt at placere forposter. Det var også meget farligt.
Jeg har selv prøvet at ligge imellem russernes og tyskernes ildlinier, men slap dog godt fra det.
Senere på dagen fik vi dog forstærkning, og stillingen blev udbygget, så det gav lidt mere ro i lejren. Det var også på høje tid, for de fleste af os var ved at være færdige af udmattelse. Vi blev nu afløst at østrigsk militær.
Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)
Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.