Senest ændret den 26. april 2017 11:43

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, hvor der herskede kadaver-disciplin.Ved en aftenrevision manglede et par soldater nogle knapper – det skulle straffes!

Dommen lød paa, at næste Fridag skulde vi have Hovedrengøring i vor Stue.

Fridagen kom, og vi skurede Gulve og Skabe, pudsede Vinduer og Kakkelovne; vi fløjtede og sang af Hjertens Lyst og syntes, at det var sjovt.

Da vi var færdige, meldte jeg mig hos Underofficeren og meddelte ham, at Hovedrengøringen var færdig.

Saa gik han med op og tog Stuen i Øjesyn; men da han var kommet ind i Stuen, stod han midt paa Gulvet og satte et meget forbavset Ansigt op og spurgte med den største Forbavselse i Tonefaldet, om her virkelig var gjort rent; han lugtede og snusede og endte med at sige: „Her stinker jo som i et Abebur. Nej, jeg skal lære jer at gøre rent.”

En Mand blev kommanderet efter Vand, en anden efter Sand, det ene af de to store Borde blev trukket ud paa Gulvet og belagt med et godt Lag Sand; derefter blev der hældt Vand over det, saa det hele flød naturligvis over den halve Stue. Det andet Bord blev lagt ovenpaa med Benene i Vejret; saa blev fire Mand kommanderet op paa det Bord, som laa med Benene i Vejret; af vi andre otte Mand kom der to hen til hvert Bordben, og saa blev der trukket frem og tilbage, og det kan nok være, at Bordene blev rene begge to.

Skamlerne fik samme Omgang, og da Underofficeren havde været et Kvarter inde hos os, lignede vor Stue en Grisesti, og saa kunde vi
begynde forfra.

Lidt lange i Ansigtet var vi jo naturligvis; men det maatte jo tages med.

En Gang maatte to Mand til at skure Gulvet med Tandbørster. En anden Gang var vi 16 Mand, som skulde fylde en Vandkaraffel oppe paa anden Sal. Vandet skulde vi hente ved Posten nede i Gaarden og bære op i vor Syring, hvori der jo ingen Bund var.

Vi havde den staaende paa vor Tommelfinger, og de faa Draaber Vand, vi kunde have i den, bar vi meget forsigtigt op. I Førstningen lo vi til hinanden, naar vi gik forbi hinanden paa Trapperne; men tilsidst holdt Latteren op, vi kunde næsten ikke slæbe Benene med os.

Oppe ved Vandkaraflen sad Underofficeren og røg den ene tykke „Havanneser” efter den anden.

Undertiden kunde de komme midt om Natten og jage os op paa Skabene i bare Skjorter, eller kommandere Tornystrene paa og saa jage os ind under Sengene, og var en for langsom i Vendingen, saa blev der to Mand sat til at hale ham frem og tilbage, saa længe til han kunde gøre det hurtigt nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).