Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til til Vestfronten.

Ved Middagstid havde Fjenden faaet sine Kanoner rigtig indskudt, for pludselig blev der Trommeild med Granater, som afskar os Vejen ud til Skyttegraven. Ud skulde vi, for hvis vi blev, kunde faa Granater gøre det af med os allesammen.

En Korporal sprang ud, men var kun kommen faa Meter fra Gaarden, før han fik den ene Haand reven af. Han vilde vende om, men blev i det samme ramt i Hoften. To Mand vilde springe ud og slæbe ham ind, men var knap kommen udenfor, før en Fuldtræffer ramte dem. Vi saa dem aldrig mere; senere fandt vi kun Fingrene og andre smaa Dele af dem, Resten var fuldstændig borte.

Jeg indsaa nu, at det var umuligt at komme den Vej ud og løb hen i den anden Ende af Laden, men der kunde vi ikke komme ud, da vi ikke kunde faa Hul i Muren. Saa maatte vi tilbage, og da var der en lille Pause, saa jeg kunde komme udenfor, men længere hen mod Skyttegraven faldt Granaterne lige tæt endnu.

Der var mange, der løb derhen, men kun faa kom igennem. Jeg løb til den anden Side, ned ad en Skrænt, hvor der var et Hul ned i Lavningen, der var jeg sammen med nogle Kammerater nede et Stykke Tid.

Nu begyndte Granaterne at falde i Nærheden — og det endda af temmelig svært Kaliber — saa Jorden gyngede under os, hver Gang der faldt en, og sprang der en for tæt ved, kunde den skubbe Hullet sammen og begrave os alle levende. Jeg sprang op og løb hen imod en Sidebygning; pludselig ramte en Fuldtræffer Laden, saa det meste af den styrtede sammen.

Jeg naaede Sidebygningen og fandt der en Jernovn, som Englænderne havde efterladt. Naar jeg krøb sammen, kunde jeg lige være derinde. Den kunde da i det mindste tage af for de smaa Granatsplinter, saa jeg blev ganske rolig liggende og tænkte: Lad nu Skæbnen raade.

Der laa jeg sammenkrøben i tre Timer, saa endelig blev der roligt, saa jeg kunde komme ud igen. Der var ikke et Menneske at se, men da jeg kom hen, hvor Resten af Laden stod, var Sygebærerne i Arbejde med at forbinde de Saarede. Jeg og en Kammerat blev sat til at bære en Korporal tilbage til et Feltlazaret. Vi plejede ellers at være 4 Mand til at skiftes til at bære, men nu var der omtrent lige saa mange Saarede som raske, saa vi kunde kun blive to.

Da vi var kommen 5-600 Meter fra Gaarden, stadig holdende os i Lavningerne for ikke at blive set, skulde vi over et Dige, der var stejlt til den anden Side. Vi satte Baaren fra os, og jeg var gaaet hen paa Diget for at se, hvor vi bedst kunde komme over. Pludselig gav det et Brag, en Jordmasse ramte mig i Ryggen, saa jeg trillede ned ad Skrænten. Da jeg kom op, var Baaren borte, og min Kammerat laa og havde den ene Haand skudt af, og var saaret i den anden.

Granaten havde ramt Baaren, saa kun enkelte Træsplinter og Tøjrester samt blodige Kødmasser var tilbage. Jeg forbandt min Kammerat saa godt jeg kunde, og saa var han saa rask, at han kunde gaa med tilbage til Gaarden. Saa fik vi Ordre til at gaa ind i den Del af Laden, der endnu stod, og forholde os rolige.

Et Stykke fra Gaarden i en Lavning stod der nogle tyske Batterier skjult under Grangrene o. lign., som man havde bygget op om dem. De havde hele Tiden holdt sig rolige for ikke at forraade deres Stilling til Flyverne, som hele Tiden holdt Vagt i Luften.

Om Aftenen skulde jeg hente Middagsmad fra et Feltkøkken, som laa et Stykke tilbage fra Gaarden. Jeg havde faaet Maden og var paa Hjemvejen lige passeret Batterierne, da de pludselig med et voldsomt Brag afgav en Salve. Granaterne hylede over Hovedet af mig, og Lufttrykket var saa stærkt, at jeg faldt og tabte al Maden.

Da jeg kom hjem, fik jeg en ordentlig Overhaling baade af Løjtnanten og mine Kammerater, fordi de ingen Mad fik, men derved var jo intet at gøre.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)