1. juli 1916. Alsisk møde i Worms

Senest ændret den 4. december 2020 9:24

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I februar 1916 blev han såret igen.

Worms, den 1. Juli 1916.
I dag traf jeg paa Gaden en god, gammel Ven og Bysbarn. Vi var begge lige forbavset over at skulle træffe hinanden her i Byen, og i denne, efter vor Mening, Afkrog af Verden.

Han var Marinesoldat og var under Krigen blevet gift hernede og opholdt sig her paa Orlov. Men Jacob var mere end Marinesoldat, han var Musiker og havde som saadan været udkommanderet paa Kejserens „Hohenzollern”, da han var paa sin Norgesrejse lige før Krigens Udbrud. Paa mit Spørgsmaal om, hvad han ellers foretog sig, svarede han, at han kun ventede paa, at Krigen skulde holde op, saa han atter kunde blæse Wilhelm et Stykke.

Han var mere Musiker end Marinesoldat og var ikke interesseret i „Tysklands Fremtid, der laa paa Vandet”.

I Søndags var jeg atter i Frankfurt. Bølgerne gik højt i Bankdirektørens Hjem, thi de vidste at fortælle, at russiske Diplomater var rejst til Bad Homburg v. d. Hohe, hvor Kejseren havde Hovedkvarter, og hvor der skulde indledes  Fredsforhandlinger med Rusland.

Sejrssikkerheden var stor, og der blev tømt mange Flasker paa den Konto. Forinden Max og jeg skulde afsted med Toget til Worms, maatte jeg op paa en Stol og synge for dem. Jeg sang en Række danske Sange, som de syntes at more sig over, men de forstod selvfølgelig ikke Ordene af „Den tapre Landsoldat”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *