1. juli 1915 – Flensborg Avis: “…en og samme Person”

Senest ændret den 2. juli 2015 14:34

Ikke falden.
Der er blevet meddelt, at Postkonduktør Paulsens Søn af Tønder var falden, og at Lærer Paulsen i Allerup var i fransk Fangenskab. Begge er en og samme Person, og Sandheden er, at Paulsen er i Fangenskab.

I fransk Fangenskab. (Dbp.)
Familien S. Abrahamsen i Tandselle har i disse Dage faaet Meddelelse fra deres Søn Hans, som ved Krigens Udbrud aftjente sin Værnepligt ved Fodfolksbataillonen i Sønderborg og har deltaget i Krigen ved den vestlige Front siden dens Begyndelse, at han var falden saaret i fransk Fangenskab den 6. Juni. En Kugle havde gennemboret hans højre Haandled. En ældre Broder, som ligeledes fra Begyndelsen af deltog i Krigen ved den vestlige Front og ved samme Regiment som Broderen, faldt allerede midt i September, ramt af en Granat. Desuden har Familien Abrahamsen to Svigersønner med i Krigen, hvoraf den ene for Tiden opholder sig i Flensborg, saaret for anden Gang. Første Gang ramtes han af en Kugle i højre Skulder og fik Tommelfingeren paa venstre Haand afskudt. Anden Gang har han mistet Pegefingeren paa venstre Haand.

I Fangenskab?
Om Arbejdsmand Karl Petersens Søn, forhenværende Gymnastiklærer Hans Petersen af Skodsbøl, er der nu kommet Efterretning fra hans Kompagnifører. Hans Petersen og flere menes levende eller døde at være faldne i Franskmændenes Hænder. Forhaabentlig, skrives der, er han sund og rask, og han vil i saa Fald i Løbet af en 3—4 Uger lade høre fra sig. H. Petersen har været savnet siden den 16. Juni. 

I Fangenskab.
Gaardejer H. Jacobsens Hustru og Forældre paa Kliplev Mark fik i Tirsdags Meddelelse om, at Jacobsen, der har været savnet nogen Tid, var falden i fransk Fangenskab, hvor han havde det forholdsvis godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *