1. januar 1918 – Ernst Christiansen: “… kun faa blev virkelig fulde”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 1. Januar 1918.
Solen skinner mildt og fint paa den snepudrede Jord. Fra Morgenstunden har Kanonerne dundret næsten som i Trommeild. Nyaarsaften gik bedre end ventet. Der var ikke Lejlighed til at faa saa mange Drikkevarer som Jule­aften, og kun faa blev virkelig fulde. En Mand fra en anden Barakke kom dog dinglende ind og vilde absolut kysse enhver af os, mens han smilede huld­saligt over hele Ansigtet. Og saa kom de første Julepakker ad Omvejen over Rusland, og jeg laa og rodede med de smaa Overraskelser paa mit Leje, som ogsaa her er det eneste Sted, jeg har til Raadighed. En Tid var der næsten mennesketomt i Barakken, og man kunde sidde og se ind i Ovnens klare Luer og tænke paa det Aar, der trods alt var gaaet taaleligt. Kl. 12 vækkedes jeg ved, at Folk styrtede ud for at se et Fyrværkeri, der afbrændtes ved Fronten. Nyaarsdags Menu var ikke indbydende, Kaalrabisuppe med store Stykker utilstrækkelig kogte Roer med skarp Smag. For i Morgen staar den paa Surkaal.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 167-8)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *