1. december 1917 – Ribe Stiftstidende: smuglere for retten

Senest ændret den 5. december 2019 9:47

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Fra Bisidder-retten i Haderslev – over grænsen

Af ni sager, som i torsdags forhandledes ved Bisidder-retten i Haderslev, var seks for smugleri. En ung pige fra Haderslev, som havde været med sin fader over grænsen, fik sin bøde nedsat fra 50 mark til 5 mark, da faderen allerede var straffet for samme overtrædelse. Martin Dall fra Aller fik for samme overtrædelse sin bøde paa 100 mark nedsat til 15 mark. Aug. Michalsky fra Mastrup havde været to gange i Danmark, hvorfor han havde faaet en samlet bøde paa 200 mark. Retten nedsatte bøden til 75 mark. Retsformanden mente, at den anklagede, der var rigelig 30 aar gammel og hjemsendt fra militæret, ved smugleri vilde tjene sig en del penge i stedet for at arbejde, men hvis hans nerver kunde holde til dette, saa kunde han ogsaa arbejde ved landbruget.

En professionel smugler frifundet

Arbejder Preuss fra Haderslev stod torsdag anklaget for Bisidder-retten i Haderslev. Anklagen lød paa at have været i Danmark uden tilladelse og var baseret paa en fortælling, som den anklagede selv havde disket op med i toget over for en medrejsende, som viste sig at være en kriminalembedsmand. Denne lod Preuss arrestere, men nu nægtede han alt, hvad han havde fortalt. Det var kun sket for at binde den videbegærlige medrejsende en historie paa ærmet. Varerne, som han førte med sig, vilde han have hentet hos en pige ved grænsen. Amtsadvokaten androg paa 3 maaneders fængsel, da Preuss er mange gange tidligere straffet for samme forseelse, i det hele er han kendt som en professionel smugler. Men i øvrigt maatte han indrømme, at helt utroligt var det jo ikke, at historien, som han havde bundet kriminalembedsmanden paa ærmet, var opfunden. Retten frikendte den anklagede, ikke saa lige, fordi man troede ham, men til en domfældelse var beviser nødvendige, og som et saadant kunde den saakaldte tilstaaelse, som oven i købet straks var taget tilbage, ikke gælde.

Efterorlov for soldater fra Vestfronten

Efter hvad Kieler Zeitung erfarer, vil der i den nærmeste tid falde et stort antal militær-orlovstog bort. Da langt det største antal af disse tog hidtil førte til og fra Vestfronten, skal de soldater, der som følge af, at disse tog falder bort, ikke saa hurtigt kan komme fra fronten til hjemmet og tilbage til fronten, faa en længere orlov. Der paatænkes en almindelig forlængelse af orloven for de soldater, der staar paa Vestfronten, med 10 dage. Dermed forklares, skriver Apenrader Tageblatt, hvorfor de soldater, der har orlov hertil fra Vestfronten, ikke skulde vende tilbage, men har faaet orloven forlænget med 10 dage.

Faldne

Friedrich Peter Schmidt, søn af Christian Schmidt i Gaansager ved Broager, er falden den 1. november, 20 aar gl.

Thomas Johannsen Borring fra Arnum er den 30. oktober falden, 32 aar gl. Han efterlader hustru og 5 smaa børn.

I tabslisten meddeles, at vicefeldwebel Christian Blom fra Notmark, Vilhelm Ewald fra Egernsund og Jørgen Hansen fra Sønder Ønlev er faldne.

Arbejdsmand Christian Schürmann fra Broager er falden den 9. november. Han efterlader hustru og et barn paa 2 aar.

Enkefru Bondesen i Toftlund har modtaget efterretning om, at hendes søn Jep er falden. En anden af hendes sønner faldt i 1915 og en tredje søn er saaret.

I tabslisten meddeles, at Christian Clausen fra Søndernæs og Møller fra Lysabild er faldne.

Heinrich Rasmus Breyer fra Blans i Sundeved er død paa et hospital i Køln, næppe 23 aar gl.

Saarede

Christian Esbensen, søn af A. Esbensen i Midtkobbel paa Kegnæs, er bleven saaret ved Vestfronten.

Ifølge tabslisten er Balthasar Jepsen fra Grarup og Maks Christensen fra Iller haardt saarede.

Savnede

Ifølge tabslisten er Karl Altmann fra Jels-Troldkjær og Peter Horne fra Nygaard paa Kegnæs savnede.

Jakob Gaasvig fra Erlev, Albert Gregersen fra Kliplev, Peter Hamen fra Raad og Thomas Hansen fra Sønderborg er savnede.

I fangenskab

Købmand Winter og hustru i Gramby modtog i mandags efterretning om, at deres søn Aage er i engelsk fangenskab.

Carl Mareck fra Egeskov ved Skodsbøl, der har været savnet siden maj 1915, har nu meddelt sin hustru, at han er i russisk fangenskab i Sibirien.

Murer Marius Hinke fra Broager, som var i russisk fangenskab, er bleven udvekslet og sendt hjem.

Bende Gregersen fra Kliplev, Hans Hansen fra Egen og Peter Hansen fra Kettingskov er i fangenskab.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *