Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen. Her blev han den 26. maj fanget af strandpatruljen. Han sag kom for retten den 30. juli 1917.
Efter en 14 Dages Ophold i Rostock Arrest hentedes jeg af en Underofficer og en Korporal fra mit Kompagni i Frankrig. Jeg blev da stillet for en Krigsret ved 46. Divison.
Afhøringen og alt tilhørende tog ca. 8 Uger. Efterhånden var vi samlede en 15 Mand fra vor Arbejdsbataillon, som alle havde noget udestående med Krigsretten og skiftedes til at møde for de høje Dommere.
En af disse lod mig vide, at jeg vilde blive straffet for Faneflugt; og det kunde godt betyde Skydning. Dommen skulde falde omkring 1. August, og ærligt talt var jeg synligt nervøs de sidste Dage forud.
Dagen kom; det blev den 30. Juli. Om Morgenen blev jeg hentet og stillet for Retten Kl. 10. Denne bestod af lutter Officerer, den øverste med Majorsrang. En Løjtnant blev beskikket som min Forsvarer, han var for Resten også min Anklager.
Majoren læste Anklagen og Vidneudsagnene og androg efter Krigslovenes forskellige Paragraffer på 5 Års Fæstning for Faneflugt, Deklassering og 3 Måneders Fæstning, fordi jeg havde smidt Uniformen.
Han spurgte så Forsvareren, om denne havde noget at bemærke. Han holdt en kort Tale, hvori han fastslog, at Befolkningen i Nordslesvig var tyskfjendtlig indstillet og opfordrede Soldaterne til at gå over Grænsen til Danmark.
Men det anså han i dette Tilfælde ikke som nogen formildende Omstændighed. Derefter trak Dommerne sig tilbage til Voteringen; de kom dog meget hurtigt tilbage igen. Dommen blev forkyndt og lod i Overensstemmelse med Anklagen på 5 Års og 3 Måneders Fæstning og „zweite Klasse des Soldatenstandes”.
Der blev så spurgt, om jeg havde noget at indvende. Da jeg ikke havde det, førte de to Vagtmand mig ud af Retslokalet og fjernede Kokarden af min Hue.
Jeg førtes så tilbage til Kompagniet, hvor Kompagniføreren lod hele Mandskabet træde an og mig føre hen foran Fronten. Han holdt så en Tordentale, hvori han forsikrede, at jeg var en af de største Forbrydere inden for den tyske Hær og ikke var bedre værd end at stilles op mod en Mur og skydes. Der skulde vel også jages Skræk i de andre.