Tre foredrag i Sønderborg om Første Verdenskrigs afslutning

Folkeuniversitetet i Sønderborg inviterer til tre onsdagsforedrag om Første Verdenskrigs afslutning.

De foregår på ALSION hhv 16., 23. og 30. januar kl. 16:00.

Tilmelding og yderligere info på Folkeuniversitetets hjemmeside

Om foredragene:

16.01.: Våbenstilstanden den 11. november og soldaternes hjemvenden fra fronten v. museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot

Våbenstilstanden den 11. november 1918 var et stort øjeblik for de soldater, der levede længe nok til at opleve den. Men krigen var ikke nødvendigvis forbi fra den ene dag til den anden – og for mange var der meget langt hjem. Nogle måtte gå hele vejen fra Vestfronten til Sønderjylland, mens andre først kunne transporteres hjem fra allierede krigsfangelejre i løbet af 1919. I foredraget vil vi følge udvalgte enkeltskæbner og deres oplevelser ved krigens afslutning.

23.01.: Første Verdenskrigs lange skygger, krigsinvalider og faldnes efterladte v. formidlingsmedarbejder Louise Klinge, Christiansfeld Centret

Den 11. november 1918 sluttede Første Verdenskrig. Krigens lange skygger levede dog videre i de sønderjyske familier. Mange af de mænd, der vendte hjem, var skadede på sjæl og krop. I Sønderjylland havde kvinderne i fire år sørget for dagligdagens opretholdelse, alle havde mistet kære til krigen. I 1920 vendte landsdelen tilbage til Danmark, der hermed fik ansvaret for de sønderjyske krigsveteraner, krigsinvalider og krigsenker. Foredraget vil give et indblik i de ar, Første Verdenskrig efterlod i Sønderjylland og hos den sønderjyske befolkning, både hos de krigsveteraner, der vendte hjem og dem, der ventede hjemme.

30.1.: Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1914-18 og mindekulturen omkring våbenstilstandsdagen v. forskningsleder, dr.phil. Hans Schultz Hansen, Rigsarkivet Aabenraa

Traditionen med at lægge kranse ved monumenterne for den Første Verdenskrigs faldne på de sønderjyske kirkegårde på våbenstilstandsdagen den 11. november blev skabt af Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1914-18. Denne forening blev først oprettet 18 år efter Den store Krig, i 1936. D.S.K. var fra begyndelsen en national forening, men fik også stor betydning for veteranernes bearbejdning af deres oplevelser under den brutale krig. I D.S.K. kunne de mødes med krigskammerater på tværs af geografiske og sociale skel, hvad enten det var til kransenedlæggelsen eller de mere selskabelige indslag som den årlige ærtespisning. I sin storhedstid i 1940’erne havde D.S.K. tæt ved 8.000 medlemmer fordelt på 94 afdelinger. I 1988 var der kun 93 veteraner tilbage, og samme år blev det besluttet at opløse D.S.K. En epoke i Sønderjyllands historie var forbi.

For tilmelding og betaling kontakt Folkeuniversitetet i Sønderborg

En tanke om “Tre foredrag i Sønderborg om Første Verdenskrigs afslutning”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *