Det kommende spillefilmsdrama “I krig og kærlighed” handler om en desertør, der skjuler sig i Sønderjylland.

Det var faktisk slet ikke så usædvanligt, som man skulle tro  –  selvom virkeligheden nu sjældent formede sig som et storladent filmdrama.

På Felstedmark skjulte hele to desertører sig hjemme på hver sin ejendom!

De to mænd var Verner Petersen og Christian Christiansen. Verner Petersen interviewes her til Sprogforeningens Almanak 1935.

Mange sorgfyldte og vemodige Tanker er i denne Vinter vendt de tyve Aar tilbage til 1914, da Krigen brød ud, og den første tunge Krigsvinter holdt sit Indtog i vor  Hjemstavn. Der er i Tankerne — som i Bladene — dvælet ved den Sorg og Ulykke, der for tyve Aar siden med Verdenskrigen brød ind over Nordslesvig, som over hele den krigshærgede Verden.

Man har tillige opfrisket Mindet om, hvor svært det var for de danske  Nordslesvigere at drage i Krig Ansigt til Ansigt med en Begejstring, de ikke kunde tage Del i, og derude ved Fronterne satte Livet i Vove for en Sag, der ikke var deres.

Næsten alle fulgte de Pligtens trange Vej ud til det uvisse, og deres Pligttroskab og Loyalitet maatte vore nationale Modstandere Gang paa Gang anerkende.

Men der var som bekendt nogle, der ikke vilde eller kunde følge deres Kammerater ud til Skyttegravene og den Død, der lurede derude. Hvilke Grunde de har haft, ved vi ikke. Naar det gælder Livet, har vi ingen Ret til at spørge, da maa enhver følge sin Samvittigheds Bud.

Der var dem, der flygtede over Grænsen til Danmark og derved løb den Risiko aldrig at kunne komme tilbage til deres Hjem og Kære.

Andre gjorde en Ulykke paa sig selv: skød sig i Benene, brækkede en Arm eller huggede et Par Fingre af, for at blive erklæret for uanvendelig til Krigstjeneste og derved faa Lov at blive hjemme.

Nogle ganske faa lykkedes det at holde sig skjult hjemme. De maatte leve som Fanger i deres Hjem, skjule sig paa et Loft eller i en Lade for ikke at blive opdaget, og her mellem fire Vagge — en enkelt endog i en tilmuret Svinesti — friste en kummerlig Tilvarelse Maaneder igennem, til den lange Krig endelig ebbede ud.

Paa Felsted Mark lever to Landmand, der paa denne Maade undgik Skyttegravenes Rædsler. Men, fortæller de, naar de en sjælden Gang mindes den uhyggelige Tid: det var næsten værre at holde Ensomheden ud og Frygten for at blive opdaget, end det kan have været ude ved Fronten!

Vi sidder i en lille sønderjydsk Bondestue hos den ene af dem, Verner Petersen. Paa Væggene hanger Gengivelser af Erik Henningsens og Otto Baches kendte Billeder og fortæller den Fremmede om Beboernes danske Sindelag.

Verner Petersen, der nu har overtaget Gaarden efter sin Fader, blev i September 1917 som 18-aarig indkaldt til Garnisonen i Slesvig, og efter godt en Maaneds Uddannelse her skulde hans Kompagni sendes til Fronten.

Men Verner Petersen, der var sine Forældres eneste Barn, og hvis Mor laa alvorligt syg, vilde ikke ud til Frontlivets Rædsler og Farer.

— Jeg var fast besluttet paa at flygte, fortæller han, og da jeg ikke kunde faa Orlov, inden vi skulde af Sted, lykkedes det mig at faa fat i et Sæt gammelt Tøj, som jeg ombyttede med Uniformen, og i hvilket jeg flygtede hjem til mine Forældre her.

I et lille Værelse heroppe paa Loftet tilbragte jeg saa de 14 Maaneder, som Krigen endnu varede. Først kort for Julen 1918 turde jeg vove mig ud ved højlys Dag.

— Hvordan fik De den lange Tid til at gaa?

— Jeg læste alt, hvad vi havde af Læsning her i Huset, og hvad mine Forældre kunde skaffe mig, uden at det vakte Opsigt, for ingen maatte jo vide, at jeg befandt mig hjemme. Naar jeg ikke havde mere at læse, lavede jeg Husflidsarbejde, bandt Bøger ind og skar Løvsavsgenstande.

Kun sjældent vovede jeg mig ned i Stuerne om Dagen, men om Natten gik jeg ud, sneg mig over Markerne, langs Hegnene, for frisk Luft og lidt Bevægelse skulde et Menneske, der som jeg var Vant til at færdes ude den hele Dag, jo nødvendigvis have.

Pudsigt nok at tænke sig, at paa samme Tid har en af mine Kammerater, en Søn fra Gaarden, De ser derovre, Gdr. Christiansen hedder han, sneget sig rundt her om Natten. Men hvor forsigtige vi har været, vil De forstaa deraf, at vi aldrig har set hinanden paa vore natlige Udflugter.

Et Par Maaneder før jeg flygtede, var han kommet hjem fra Fronten paa Orlov og vilde ikke derud igen. Han skjulte sig i Laden i en gammel Svinesti, der blev muret til og omgardet med Halm, saa den ikke kunde ses. Her holdt han ud, til Krigen var forbi. Først da fik vi at vide, at vi begge havde fristet samme Kaar i over et Aar.

— Var De ofte i Fare for at blive opdaget?

— Chr. Christiansen var det tit, fordi Myndighederne jo vidste, at han havde været hjemme paa Orlov. Gentagne Gange kom der Gendarmer og Kriminalpoliti baade fra Flensborg og Hamborg for at søge efter ham. De gennemsøgte hele Gaarden, men det lykkedes dem aldrig at finde ham. Gendarmerne vadede i Halmen omkring hans Hule, og hans Forældre og Søskende var ved at forgaa af Spænding og Angst, men hver Gang maatte de Fremmede drage bort med uforrettet Sag.

For mit eget Vedkommende var Tilfældet det, at man troede, jeg var flygtet over Grænsen — op til Danmark, hvilken Antagelse mine Forældre maatte bekræfte baade overfor Myndighederne og Naboerne, ligesom de maatte fortælle, at de havde modtaget Brev fra mig fra Danmark.

Gendarmen i Felsted indfandt sig her allerede Dagen efter, at jeg var flygtet, men mine Forældre bedyrede, at de intet havde set til mig, og Gendarmen, der iøvrigt var en flink Mand og vidste, at min Mor laa syg, nøjedes med at bede min Far sige til mig, hvis jeg kom hjem, at jeg skulde melde mig til ham, saa skulde min Flugt ikke blive straffet saa haardt.
Han fandt det dog mest sandsynligt, kunde min Far forstaa, at jeg havde været sammen med et Par andre af mit Kompagni, om hvem man vidste, at de om Natten var vadet over Grænsen i Vesterhavet og lykkeligt naaet til Danmark, og vi hørte ikke mere til Gendarmen.

Men en Dag lige for Høsten 1918 kunde det alligevel nær være gaaet galt for mig. Jeg havde været letsindig og var gaaet ned i Loen, efter at jeg havde overbevist mig om, at alle Døre ud til Vejen var lukket.

Kun ud til Haven stod en Dør aaben. Da pludselig viser der sig i denne Dør en Underofficer!

Jeg blev som lamslaaet af Skræk ved Synet af ham og tænkte: Nu er Spillet ude! Stor blev derfor min Glade, da jeg forstod, at han udelukkende var kommet for at tigge sig lidt Kød og Æg til. Han var fra Hamborg, men gjorde Tjeneste i Aabenraa og skulde nu hjem paa Orlov. Hans Kone og Børn sultede, og nu bad han om nogle Levnedsmidler til at tage med hjem til dem. Jeg skyndte mig ned i Kælderen efter et godt Stykke Kød til ham og ud i Hønsegaarden efter nogle Æg. Underofficeren blev lykkelig og vandrede af med sin fyldte Kurv.

Faren var drevet over for denne Gang, og jeg tog mig bedre i Agt derefter og holdt mig oppe paa Loftet.

— De blev vel utaalmodig, efterhaanden som Krigen trak ud?

— Det kunde til Nød gaa om Vinteren, hvor Mørket jo gav mig større Chancer for at slippe ud end om Sommeren, men i de lange, lyse Sommer var det forfærdeligt ikke at kunne komme ud, og Tiden faldt mig derfor dobbelt lang. Det, der holdt mig oppe — og for Resten holdt Modet oppe hos os alle sammen — var Haabet om og Troen paa, at det vilde gaa til den rette Side med Krigen, saa vi, naar den engang var forbi, kunde komme tilbage til Danmark.

— Hvor mange vidste, at De holdt Dem skjult her?

— Kun mine Forældre og vor Pige, der havde lovet ikke at røbe os. Andre Mennesker end disse tre — og saa Underofficeren! — talte jeg ikke med i de fjorten Maaneder og saa næsten heller ikke andre, idet jeg jo ikke turde nærme mig Vinduet af Frygt for at blive set. Vore Naboer og Familien, troede, jeg var i Danmark.

— De blev ikke syg under Fangenskabet?

— Nej, men jeg gik i en skrækkelig Angst for at blive det og dermed blive opdaget. Chr. Christiansen derimod fik Lungebetændelse af Opholdet i Svinestien. Hans Fader tog ned til en Læge i Graasten og satte ham ind i Sagen. Han fik nogle Flasker Medicin med hjem, og Sønnen kom sig, endskønt han ogsaa under sin Sygdom havde maattet tilbringe Dagene i den kolde og usunde Sti.

Chr. Christiansen var meget musikalsk og udfyldte Tiden med at fabrikere Violiner, men han turde kun sjældent spille paa dem af Frygt for at blive hørt af Fremmede.

— Hvordan var det atter at kunne færdes frit, da Krigen sluttede?

— Det var, hvor utroligt det end kan lyde, besværligt at vænne sig til det.

Vi var i vor Ensomhed blevet menneskesky, frygtsomme og mistænksomme. Der gik endnu nogen Tid efter Revolutionen, før jeg turde vove mig udenfor. Først i Dagene ind mod Jul gik jeg ud og lod mig se for Naboerne, for hvem Meddelelsen om mit hjemlige Fangenskab kom højst overraskende.

— De fortrød aldrig, at De ikke valgte Fronten frem for den afsondrede Tilværelse herhjemme?

— Jeg var jo fast besluttet paa at holde ud herhjemme …

Men hvis jeg i Dag paany havde Valget mellem Fronten og fjorten Maaneder heroppe paa Loftet, saa tror jeg, at jeg foretrak Skyttegravene, om jeg saa ogsaa vidste, det skulde blive min Død!

Verner Petersens to smaa, lyshaarede Piger leger i et Hjørne af Stuen. Nu og da ser de forundret og opmærksomt hen paa den fremmede Mand og deres Far, der sidder og taler om noget, de endnu ikke forstaar.

Tidsnok kan den Dag komme, da det gaar op for dem, hvad Krig er.

Og saa taler vi om den næste Krig …

Sprogforeningens Almanak 1935.