Tag-arkiv: ukampdygtige

4. juli 1918. Fuldskab: 36.000 soldater helt ukampdygtige!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Da jeg havde gået omkring vel ca. Vi time, gik jeg tilbage med min sæk og med cigaretterne samt lidt proviant – kød og kiks. Jeg gik langs med en landevej, og her traf jeg omsider en fra 1/407, nemlig Bernhard Kopp.

 Han var meget beruset, han havde alt det, han kunne bære. Karabineren, tornysteret, livrem m.m. havde han kastet fra sig, og han var i skjorteærmer. Frakken var blevet borte for ham. Møjsommelig skubbede og trimlede han en stor tønde med vin foran sig.

Af og til kneb det med at få rigtig ram på tønden; det hændte, at han kom til kort, så slog han næsen imod tønden, og derfor var han oversmurt af blod i hele ansigtet – næsen havde blødt et par gange, eller også smuttede hænderne oven over tønden væk, så kom han til at vakle på den, det hele gik meget langsomt fremad.

Jeg ville have ham til at lade tønden ligge, men det var der ingen tale om. Den skulle absolut med, den var god at have en anden gang. Jeg foreslog at han skulle tage en spandfuld med, men det var for lidt.

Jeg kunne ikke få Bernhard med, og så fortsatte jeg alene. Da jeg kom tilbage, var der kun nogle ganske få kanonerer, de lå og snorkede, de var mere eller mindre beruset. Lidt efter kom chefen, han stod endnu med sin skydeordre, men hvad kunne det nytte, når der ikke var noget mandskab, og de, der lå i græsset, duede ikke til ret meget.

Når der blev så mange beruset af vinen, skyldtes det, at de drak for meget og det havde sin naturlige årsag i den stærke hede, vandknaphed og de svære strabadser. De fleste drak mere, end de i grunden ville, og inden de tænkte derpå, var de beruset; i denne tilstand drak de endnu mere, og på denne måde drak de alt for meget. Resultatet blev, at hele divisionen blev beruset. Dvs. ca. 36.000 mand var ukampdygtig.

Det endte med, at 113. division, vor division, blev sat ud af kampen i 3 dage. Vi blev liggende på samme plads. Den næste dag kom mandskabet anlistende en efter en, nogle var hel- andre halvsyge og dårlige.

Det var et ynkeligt syn af et batteri, Unteroff. og officererne var ikke stort bedre end mandskabet. Hen imod aften kom der besked om, at alle skulle træde an. Divisionskommandør Excellence General Bergmann kom og ville tale til batteriet, ja, hele battaillonet.

Vi trådte an, kommandoerne lød med stort rabalder, og vi marcherede hen til en skov, og der kom 2. og 3. Batteri også samt en del infanteri. Excellence Bergmann begyndte med at skænde ganske frygtelig ud over, at divisionen havde været ukampdygtig på grund af overmåde nydelse af spiritus.

Dernæst fremholdt han, hvad der ville have sket, hvis fjenden havde gjort modangreb, og hvor uduelige berusede mennesker var, og så talte han om den straf, divisionen eventuelt havde fortjent. Resultatet blev, at hele divisionen blev sat ud af kamp i 3 dage. Vi blev liggende på samme steds, og lavede næsten ingen ting. Den store generalkommando konstaterede, at fulde soldater ikke duede til noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.