Tag-arkiv: træsko

15. oktober 1918 – Hejmdal: Træsko igen på mode

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Det 9. Krigslaan

Provinsen Slesvig-Holsten har paa det 9. Krigslaan tegnet 12 Millioner Mark, Landsforsikringsanstalten 4 Millioner Mark.

Træskomageriet

Et Haandværk, som i de senere Aar har været meget forsømt, men nu igen er kommet til Agt og Ære, er Træskomageriet. Knapheden paa Læder har igen bragt Træsko paa Mode i de Kredse, hvor de nu var bleven foragtede, og alle Træskomagere har langt mere at bestille, end de kan overkomme.

I Læk bekendtgør ifølge “Tondernsche Zeitung” en Træskomager, at han ikke kan modtage flere Bestillinger før Nytaar.

Deserterede

I “Offentlige Kundgørelser for Regeringsdistriktet i Slesvig” efterlyses følgende Mænd paa Grund af Faneflugt: Bernard Josef Jansen fra Grafeld ved Osnabrück, Carl Gottlieb Waldemar Freitag fra Simmersted ved Haderslev, Wilhelm Witt fra Hamborg og Rudolf Kasimir fra Kiel.

Endvidere efterlyses følgende Mænd for at have forladt deres Troppeafdelinger uden Tilladelse: Adolf Knick fra Landsberg a. W, Heinrich Schaper fra Bremen og Eikt Jansen Adrianus fra Hamborg.

Endelig efterlyses Willy Paul Hugo Ullrich fra Reinickendorf ved Potsdam for at have unddraget sig Værnepligten. 


Fra Felten


 d. 5. 10. 18 .

Undertegnede Nordslesvigere, som har truffet hinanden herude, sender en venlig Hilsen til alle Venner og Bekendte hjemme og ude.

Einer Neumann fra Aabenraa og Chr. Ingversen fra Agtrup.

Faldne

Lorenz Hinrichsen og Hustru i Bolderslev har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Christian er falden i Frankrig den 26. September. For den Faldne, der kun blev 20 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 20. Oktober om Eftermiddagen Kl. 2 i Bjolderup Kirke.

Peter Light i Kastrup ved Gram har modtaget det Sorgens Budskab, at én af hans Sønner er falden. Det er den anden Søn, Light har mistet i Krigen.

Endvidere er Andreas Jochimsen fra Kastrup ifølge indløben Meddelelse falden paa Valpladsen.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefrejter Peter Jakobsen fra Felsted Mark er falden.

Døde af Sygdom

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Overgefrejter Sophus Clausen fra Mejlby Mark og Peter Kliver fra Halk er døde af Sygdom.

Forulykket

Chr. Schultz i Kastrup ved Gram har modtaget den sørgelige Meddelelse, at hans eneste Søn er forulykket ved et Jernbaneuheld ved Fronten.

Saaret

Købmand J. A. Schmidt og Hustru paa Storetorv i Aabenraa har i disse Dage modtaget Meddelelse om, at deres Søn Andreas, der tjener som Løjtnant og Kompagnifører ved Vestfronten, under de sidste haarde Kampe er bleven saaret af en Granatsplint i det ene Ben.

Savnede

Møller Alnor og Hustru i Varnæs har modtaget Meddelelse om, at deres Plejesøn, Johannes Brodersen, har været savnet siden den 18. September. Ifølge Efterretning fra Kompagniet er der Mulighed for, at han er kommen i engelsk Fangenskab.

Ifølge den preussiske Tabsliste er Andreas Birkedal fra Jels, Falle Jepsen fra Aarø og Lorenz Rossen fra Holebøl Mark savnede.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Gefr. Jørgen Jensen fra Graasten og Hans Schmidt fra Krogstrup falden i Fangenskab.

(Læs hele Hejmdal fra 15. oktober 1918)