19-årige Johannes Christensen er ved at have overstået sin første turnus i forreste linie ved Fort Douaumont 13-18. oktober 1916. Men inden han er i sikkerhed skal igennem forhindringsløbet op til Fort Douaumont.  (Forinden han kom i forreste linie havde han opholdt sig i Breuillesslugten i anden linie fra 8. oktober, så derfor refererer han til opholdet i ilden som en periode på ti dage).

Samme dag han forlod forreste linie skrev han et brev til sine forældre hjemme i Nørby ved Visby:

Stillingen 19/10 (brevet er sikkert dateret  19/10, da det blev skrevet ude i et granathul 18/10, men først sendt 19/10, da kompagniet, nåede tilbage i ro.)

Nu vil jeg alligevel prøve at sende et par ord på dansk, da jeg nok håber, det går i gennem af en vis grund.

Jeg sidder herude i den åbne og kolde grøft og skriver. Man kan næsten ikke sidde en halv time, så klaprer tænderne i munden på en. Men i aften går det gudskelov tilbage i ro igen. Det er skrækkeligt at sidde herude den ene dag og nat efter hinanden med et stykke brød og et bæger kold kaffe til forplejning. Fødderne har man slet ingen fornemmelse i mere, da man står her og ælter vand og ler hele tiden. Ja, det er slet ikke til at forstå, at mennesker i det hele taget, kan holde det ud, men det vil jo vidst også mærkes en gang. Vi ligger kun 15-20 meter fra franskmanden.

Hvordan har I det ellers derhjemme? Er I nogenlunde ved sundheden? Mon du skulle være holden hjemme endnu kære broder? Hans [Jefsen Christensen] og Jes er vel da også hjemme endnu? Der er vel slet ingen udsigter til, at det kan få ende endnu? Hvor er Kristian fra Gammelby kommet hen? Er der blevet indkaldt nogen derhjemme fra i den sidste tid? Får I aftærsket maskinen i år? Hvis I ville sende mig en blå sweater og et par pulsvarmere kunne jeg nok bruge det.  Handsker tror jeg nok, vi får udleveret.  Jeg håber I kan sende lidt sandpapir af sted til mig. Det har jeg hårdt brug for.

Ja. I kan ikke tænke jer, hvor vi glæder os til at komme lidt tilbage igen og få noget varm mad, om det så også bliver til noget slapperi, få sig vasket og få støvlerne af. Det er næsten som om fødderne skulle rådne i dem, nu efter at have haft dem på i ti dage. Dog så længe man må være nogenlunde rask, går det nok. Jeg må ikke klage efter at have været her kun en måned.  Håbet om, at der snart skal komme bedre tider, skal jo holde modet oppe hos os.

Ja, så håber jeg I har det godt, og vi snart må ses igen. Hils venner og bekendte derhjemme. Jeg har ikke mere tid denne gang, da jeg skal stå på toppen igen.  Hans står og tripper og slår om sig og ved ikke, hvad han skal gøre for at holde varmen. Jeg håber nu, at der er brev fra jer, når jeg kommer tilbage. Dette brev bliver nemlig afsendt, inden jeg får posten fra jer. Nu har vi ikke fået noget brev i ti dage, så forhåbentligt ligger der noget og venter på mig.

Med hjertelig hilden og på snarligt gensyn, eders hengivne søn og broder Johannes.

I nogle optegnelser nedskrevet 7/12 1916 fortæller Johannes om turen tilbage til baglandet, som han foretog samme nat.

Afløsningen havde vi heller ikke uden grund gruet for i alle fem dage. Straks ved udgangen af graven fik vi maskingeværild. Der havde 90’erne haft hårde tab. Der lå fyldt af døde og sårede hele vejen tilbage. Støvlerne kunne vi næsten ikke trække med os, sådan et ælte var der. Nogle sprang ud i granathullerne, der var fulde af vand, og sådan blev vi beskudt lige indtil fortet, hvor vi endelig kunne hvile lidt ud i en halv time. Så gik det videre i gen helt til Elisabeth Lageret. Det var en slem marchtur efter ti dages udmattelse. Det tog seks timer.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.