Carl Thomsen, Broager, gjorde krigstjeneste på Balkan.
Da Balkan-fronten natten mellem den 21. og 22. september 1918 brød sammen, lå vi i en by, som hed Giogeli. Vi fik besked om at trække os tilbage til byen Nygorcie, men heller ikke her kunne vi holde stillingen, og tilbagetoget fortsattes. Den lovede forstærkning fra Tyskland udeblev . . ,
Da vi var meget udmattede og mest af alt trængte til et hvil, søgte jeg for natten mellem den 25. og 26. september et sovested under et stort træ.
I morgenstunden blev jeg vækket af tre mand, partisaner. De »ønskede« ur, penge og støvler. Jeg gav dem pengene, i alt 1.200 mark, men da kom en mand, der boede i et lille hus i nærheden, mig heldigvis til hjælp.
Partisanerne flygtede op i bjergene. De gav mig dog min tegnebog tilbage, men da var den tømt.
Sammen med nogle kammerater, som kom til, opsøgte jeg en artilleristilling.
Ved 6-tiden den 26. september så vi, at der bagfra kom en kavaleridivision. Vi troede, at det var forstærkning, men det viste sig at være englændere, og så overgav vi os.
Englænderne førte os hen til en stor plads, hvor vi opholdt os den første nat. Vi blev derefter ført til en fangelejr, hvor vi alle blev afhørt.
Jeg blev efter afhøringen kaldt ind til den engelske officer. Han spurgte, hvor jeg var fra, da jeg hed Thomsen, han selv hed nemlig Thomson. Det viste sig, at han talte dansk. I nogle år havde han været i København, og han håbede efter krigen at vende tilbage til denne by. Jeg har dog aldrig senere hørt noget fra ham.
Så fortsatte vi til en fangelejr ved Saloniki, hvor jeg opholdt mig i seksten måneder. Vor middagsmad bestod hver dag af rissuppe. Post hjemmefra modtog jeg aldrig i fangenskabet, breve og pakker forsvandt undervejs.
Den 10. december 1919 kom der besked om, at vi skulle hjem. Vi kom ombord i en tysk damper »Arta«. Den nåede Brunsbuttelkoog den 4. januar 1920, og så gik det hjemad!