Tag-arkiv: landraad

16. juni 1919 – Ribe Stiftstidende: en stormægtig kompagnifører!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

I Hajstrup kommune paa Haderslev Næs har man i længere tid haft indkvartering. Da beboerne imidlertid i flere maaneder ikke havde faaet nogen godtgørelse for indkvarteringen, nægtede de yderligere at modtage soldater i kvarter.

Som følge deraf har en stedfortrædende kompagnifører udstedt en befaling, som findes opslaaet i kommunen, hvorefter det forbydes indbyggerne i Hajstrup kommune indtil videre at rejse til Danmark, baade til lands og til vands.

Dannevirke har forelagt landraad von Løw sagen, og denne har overfor bladet udtalt, at han haabede at faa konflikten bilagt i løbet af dagen.

Fra stiftet

Slesvigere, som ejer tørvemoser paa den danske side af grænsen mod Tyskland, maa udføre de til eget husholdningsbrug strengt fornødne tørv, der skæres i deres egne moser. Dog maa der ikke – som det i tidligere aar har været tilfældet – til transport af tørvene anvendes i Danmark hjemmehørende heste.