Senest ændret den 5. november 2018 8:26
Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.
Mindefesten for Kong Christian IX
I Kong Christians og Dronning Alexandrines Taffel Mandag Aften i Christian VII.s Palæ paa Amalienborg deltog Medlemmerne af den kgl. Familie, norsk Minister Irgens, Konseilspræsident Zahle, Udenrigsminister Scavenius samt tidligere Ministre og Embedsmænd ved Kong Christian IX.s Hof.
Ved Taflet tog Kongen Ordet og udtalte sin Glæde over at se de mange kendte Ansigter samlede igen paa en 8. April, denne Dag, der som hans højtelskede Bedstefaders Fødselsdag altid havde staaet som en Glædes- og Samlingsdag indenfor det kongelige Hus i Kraft af det hjertelige Forhold, der stedse havde bestaaet mellem Kong Christian IX og hele hans Slægt, og i Erindring herom rettede Kongen en særlig varm henvendelse til Prins Valdemar som Repræsentant for den ældre Slægt.
Men ogsaa hele Folket følte Kongens Fødselsdag som en Glædesdag, og naar Byen i Dag havde været smykket som den 8. April i gamle Dage, var det et Tegn paa, at det danske Folk i Kærlighed og Taknemlighed mindedes den Konge, der følte Fremme af Landets Held og Lykke som sin første Pligt.
Det lysende Eksempel, som Kong Christian IX havde givet, skulde mane den nulevende Slægt til at vise samme Pligttroskab i sin Gerning, og idet Kongen udtalte “Ære være Kong Christians IX.s Minde!”, tilføjede han: “Gud bevare Danmark!”.
Musikken spillede derefter “Der er et yndigt Land”.
Dagens Nyheder
Angaaende Oprettelsen af Syndikater og Krigsselskaber
har Risgadsmand Leube rettet førende Forespørgsel til Rigskansleren:
Oprettelsen og Grundlæggelsen af Syndikater og Krigsselskaber ved statlige Organer gaar stadig for sig, til Trods for at Rigsregeringen har lovet at gøre alt for, at den frie Handel og den tyske Købmand straks efter Krigen skal komme til sin Ret. Rigsdagen har ligeledes enstemmig udtalt sig for Genoprettelsen af det frie Handelssamkvem ved Købmænd. Hvad agter Rigskansleren at gøre for at imødegaa Krigsselskabernes Bestræbelser for endnu længe efter Krigen at virke til Stade for det frie Samkvem?”
Foderknapheden og Kreaturerne
Til “Dannevirke” skrives: Fra forskellige Egne har man i den sidste Tid læst om, at Kreaturer er døde af Underernæring.
I en Kommune i den østlige Del af Haderslev Kreds er der ogsaa forefaldet et saadant Tilfælde, at en Mand i Marts Maaned har mistet begge Heste af Underernæring. Ogsaa flere Stykker Ungkreaturer er døde for ham. Høet solgte han sidste Sommer og ligeledes Roerne i Efteraaret. Flere Vognladninger Roer, som han i Efteraaret ikke fik afleveret, lod han ligge og raadne paa Marken i Stedet for at føre dem hjem til Kreaturerne, som næsten kun er fodret med overgemt gammelt Halm. Fra midt i Marts har han haft Kreaturerne paa Græs, da Foderet allerede var sluppet op. Kreaturerne var saa magre, at de ligefrem dinglede, naar de bevægede sig.
Haardt ramt af Krigen
Gæstgiver Klüver i Emmelsbøl ved Nibøl er bleven særlig haardt hjemsøgt af Krigen. Allerede i det første Krigsaar faldt en haabefuld Søn, derpaa noget senere en Svigersøn. Nu er hans yngste Søn afgaaet ved Døden efter at være bleven haardt saaret. En Søn er bleven hjempermitteret som Krigsbeskadiget.
Fra Felten
Faldne
Enke Margrete Hansen i Kjelstrupskov ved Holebøl har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Hans Christian den 21. Marts er falden under de haarde Kampe ved Vestfronten. Han blev 28 Aar gammel.
Enke efter Sparekassebogholder Bruhn i Sønderborg meddeler, at hendes Søn Barthold er falden under et Stormangreb ved Vestfronten den 23. Marts. Den Faldne, der tjente som Reserve-Løjtnant og Bataillons-Adjutant, var Indehaver af Jernkorset af 1. og 2. Klasse, den bajerske Sølv-Tapperheds-Medaille og Fortjenstkorset af 2. og 3. Klasse.
Hans Møller, Stifsøn af Hans Mathiesen i Sjellerup paa Als, er den 21. Marts falden under et Stormangreb i en Alder af 22 Aar. Han var Indehaver af Jernkorset. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Søndagen den 21. April i Egen Kirke.
Gaardejer Ingvart Madsen i Hajstrup ved Øsby har modtaget den sørgelige Efterretning, at hans ældste Søn, Peter, der har været indkaldt i 3 Aar som Infanterist, er falden den 25. Marts. Han blev næppe 23 Aar gammel.
Nis Lund og Hustru i Høkkelbjerg ved Kristiansfelt har modtaget det Sorgens Budskab, at deres Søn Laurids den 21. Marts er falden paa Slagmarken. Der vil blive holdt Mindegudstjeneste for ham paa Tirsdag den 16. April om Eftermiddagen Kl. 2½ i Tyrstrup Kirke.
Døde paa Lasaret
Arbejdsmand Fr. Boysen paa Store Klingbjerg i Haderslev har modtaget det Sorgens Budskab, at hans Søn Christian, der blev saaret den 23. Marts, er død paa et Lasaret den 27. Marts. Han blev kun 22 Aar gammel. Den unge Mand, som var Landmand, har været med i 2½ Aar. Fr. Boysen har endnu to Sønner med ved Fronten.
Friedrich Hasselmann, yngste Søn af tidligere Fysikus Dr. Hasselmann i Haderslev, der har været med i Felten siden Efteraaret 1916, er den 25. Marts i Aar død paa et Lasaret i Livland som Følge af Lungebetændelse. Han efterlader sig Hustru og 3 smaa Børn.
Død i Fangenskab
Om Taksameterejer Heinrich Knudsen fra Smedegade i Haderslev har hans Hustru ifølge “Dv.” modtaget det smertelige Budskab, at han er afgaaet ved Døden i engelsk Fangenskab. Den Afdøde, som blev taget til Fange i Efteraaret, var en flittig og flink Mand, der var vellidt af alle, som kendte ham. Han var en Mand i sin bedste Alder.
I Fangenskab
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Heinrich Arlt fra Ringenæs, Johan Hellesø fra Holm Mark, Martin Jørgensen fra Kvistrup og Underofficer Hermann Kemper fra Astrup, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.
Bud fra Fangenskabet
Hans Jensen Callesen fra Øster-Gammelby ved Visby, der faldt i Fangenskab den 27. Oktober i Fjor, havde i længere Tid ikke ladet høre fra sig; men nu har hans Hustru atter faaet Efterretning fra ham, at han efter Omstændighederne har det godt. Hans Adresse er: Gie P. G. Nr. 118, par le Bureau de Renseignements, Ecole Militaire, Paris.
Forfremmet
Eduard Schoop, Søn af Enke Schoop i Badstuegade i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp. bleven forfremmet til Underofficer.
Dekoreret
Richard Hempel fra Sønderborg, der tjener som Kanoner ved Vestfronten, har ifølge “S. Z.” faaet tildelt Jernkorset.
Saarede
Løjtnant Jebe, eneste Søn af Oberstløjtnant Jebe i Aabenraa, er under de sidste Kampe ved Vestfronten bleven saaret af en Geværkugle i det ene Laar. Den unge Jebe har været med siden Krigens Begyndelse. Hans Fader gør ogsaa Krigstjeneste.
Andreas Schnidtgaard fra Ris-Hjarup ved Aabenraa meddeler os, at han er bleven let saaret og for Tiden ligger paa et Krigslasaret.
Peter Jørgensen, Søn af Gaardejer Martin Jørgensen i Jernhyt ved Hammelev, er ifølge “Dv.” den 21. Marts bleven saaret for anden Gang. Han ligger for Tiden paa et Lasaret i Bonn.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Heinrich Rangstrup fra Aabenraa haardt saaret og Vicefeldwebel Wilhelm Rothmeier fra Løjtkirkeby let saaret.
(Læs hele Hejmdal fra 11. april 1918)