Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en stund ved Verdun kunne Eskildsen og hans regiment endelig trække sig tilbage igen. Denne gang mod Vouziers

Vi marcherer nordpaa, med Verdun i Ryggen.

Vejene er indrammet af Soldatergrave fra 1914. Paa mange staar der ikke engang et Navn. Glemt, inden tre Aar er omme, — det er »Fædrelandets Tak!«

Efter 20 Kilometers March indkvarteres vi i Petit Failly og marcherer næste Dag derfra til Jernbanestationen Longuyon, midtvejs mellem Longwy og Montmédy. Om Aftenen læsser vi Transporttoget, Kl. 2½ om Natten sættes vi ud i Vouziers, omtrent 50 Kilometer Nordøst for Reims.

Disse evindelige Nattetransporter gaar os snart paa Nerverne. Først skal man efter en lang Ventetid i Mørke og Plaskregn læsse alle Trainets Køretøj er paa Transporttogets aabne Vogne, et ret vanskeligt Arbejde.

Saa tilbringes nogle Timer i de overfyldte Kreaturvogne, hvor man hverken kan vaage eller sove. Naar Toget standser, skal Folk og Heste ud, Klodserne slaas fra Vognhjulene, Vognene trækkes ned, og langt om længe tradsker vi saa af Sted i Mulm og Mørke, vaade og forvaagede, gennem Snavs og Søle.

I disse triste Timer flyver Tankerne med Længsel og Vemod hjemefter, hjem til Kone og Børn, som nu hviler fredeligt i varme, bløde Senge.

Vouziers ligger kun 20 Kilometer bag Fronten; men Byen viser allerede det typiske Etappeliv: skabagtige Officerer og »hjælpetjenestepligtige« Damer. Selv et militært organiseret Hold tyske Drenge er her. Det er Ungdomsværnet (»Jugendwehr«) fra Duren i Rhinlandet, kommanderet herhen for at plukke Frugt.

— De Drenge havde vist bedre af at blive hjemme og passe deres Skole!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 184-185