Senere biskop Hans Fuglsang-Damgaard gjorde krigstjeneste Infanteri-Regiment Nr. 215. I oktober blev det indsat ved Somme.
Det var i slaget ved Somme i efteråret 1916. Den 22. oktober har ætset sig uudsletteligt ind i min hukommelse. Det var den dag, da jeg, og mange kammerater med mig, blev overmandet efter nogle frygtelige døgn midt i trommeildens inferno. Sommeslaget er eet af de største slag i verdenshistorien; jeg deltog i det i ca. 3 uger, og det er ikke overdrevet, når jeg siger, at i dette tidsrum ophørte kanontordenen ikke et eneste sekund.
Vort kompagni lå i en lille skov, som kaldtes amboltskoven (bois d’enc-lume) i nærheden af byen Chaulnes. Jeg var blevet underofficer og havde sammen med en anden underofficer ansvaret for i alt 16 mand, der var sendt på forpost midt inde i skoven et par hundrede meter foran den egentlige skyttegrav. Regulære skyttegrave fandtes ikke, kun nogle jordhuller, og da det var efterår, var de fulde af vand og pløre. Her måtte vi ligge i mudder til knæene, for dog at søge nogen dækning.
Vi vidste ikke, hvor vore modstanderes skyttegrave befandt sig, men om eftermiddagen fik vi det brutalt at vide. På dette tidspunkt satte nemlig en frygtelig trommeild ind, og granater af alle kalibre haglede ned omkring os. Bogstavelig taget klippede granaterne grenene over, som var det med en saks, og bladene dryssede til jorden.
Splinter fra een af de første granater ramte en kammerat i rygmarven, og vi hørte ham råbe gennem larmen: »Kammeraden, ich muss sterben.« (Kammerater, jeg skal dø). Mens vi hjalp den sårede, ramte en ny granat en anden kammerat i hovedet.
På dette tidspunkt styrtede jeg tilbage gennem skoven for at få fat på nogle sanitetssoldater; da jeg endelig nåede frem, ville eller turde de ikke gå med gennem trommeilden, de fandt, at det var den visse død.
Så tog jeg selv en båre og slæbte den gennem regnen af granater hen til de sårede kammerater, og han, der var såret i ryggen, måtte nu bæres tilbage; også denne gang gik det godt – det var et under – og snart efter stod vi igen på vor post, fuldstændig ubeskyttet mod granatuvejret. Jeg forstår endnu ikke, at vi slap fra det med livet i behold!
Heldigvis var dagene korte, og med mørkets frembrud stilnede den frygtelige trommeild af. Vi vidste ikke, hvad der ventede os efter den. Den første del af natten gik i åndeløs venten. Først omkring midnat kom der en patrulje for at undersøge resultatet af det intensive bombardement. Som våben havde vi vore håndgranater, men jeg ventede med at give ordre til at kaste, til de fremrykkende franskmænd var helt inde på livet af os. Ikke endnu – ikke endnu – nu! Den eneste reaktion vi mærkede, var en drøj ed; men vort forsvar fik franskmændene til at gå tilbage.
I den tidlige morgen gik jeg gennem skoven til venstre for vor stilling og fandt til min overraskelse en mægtig bunker, som man i slagets hede ikke havde lagt mærke til, og omgående fik jeg fra den overordnede officer indhentet tilladelse til, at vi trak over i den beskyttende bunker.
Kort efter satte trommeilden igen ind, om muligt endnu heftigere end dagen før. Bunkeren blev vor redning, her ventede vi hele dagen til om eftermiddagen kl. 5, mens ilden og bragene udenfor var ved at gøre de fleste nervøse. Pludselig kunne vi høre en forandring i trommeildens lyd, og vi forstod, at ilden blev lagt frem. Underofficeren, der stod ved udgangen, råbte højt: »Sie greifen an« (De angriber).
Jeg kom ud i en fart, og vi opdagede at hele skoven var fyldt med tusinder og atter tusinder af franskmænd. Forrest i flokken var der en ældre landstormsmand, der søgte dækning bag et træ, da han opdagede os.
Hen imod mig kom nu en ung franskmand styrtende med hævet revolver. Jeg var forrest, fordi jeg kunne tale fransk og eventuelt kunne få lejlighed til at parlamentere. Den unge franskmand skød imidlertid ikke; midt i våbenbraget fik vi os derimod en lille samtale om den forfærdelige krig, og vore ønsker om, at den snart måtte høre op, var fælles. Han sagde så: »Allez lá-bas« (Skynd jer at komme over på den anden side).
Jeg kaldte mine soldater frem fra bunkeren. Vi var nu alle fanger og på vej over mod de franske skyttegrave.
I mellemtiden var den tyske artilleriild sat ind, og under tilbageførslen faldt nogle af vore kammerater. Da jeg nåede over ingenmandsland og gled ned i skyttegraven, mødte jeg en fransk officer, der hilste mig med et venligt: »Bon jour?« En soldat gav mig et ordentligt slag over ryggen med en stok og tog min hue. »Vous n’avez pas besoin d’une casqu ene vous« (Du har ikke brug for en kasket). Han tog den som souvenir, og jeg fik senere lavet en hovedbeklædning af en sandsæk.
Jeg arbejdede mig videre frem gennem skyttegraven, og da jeg kom forbi en sidegrav, kom der ud fra denne en marokkaner med blodet styrtende ud af munden; han havde fået et skud i lungen, og med hinanden under armen vandrede nordens og sydens søn hen til den franske kommandopost. Her var intet nag; her var en broder i nød.
Først om aftenen blev vi tilfangetagne ført til den egentlige samlingsplads, og det viste sig efterhånden, at der i alt var faldet 6000 i fangenskab den pågældende dag.
Vi blev stillet op til appel. Det første, den franske officer spurgte om, var: »’aben Sie Messer?« (Har De knive?). Så lød der et kraftigt bump. Det var en tysk kæmpegranat, der faldt. Men den eksploderede ikke. Det var en blindgænger, og det var vor redning.
Det, at jeg kom i fransk fangenskab, kom til at betyde et vendepunkt i mit liv. Det førte mig til den sønderjyske fangelejr i Aurillac, oprettet af professor Verrier, og herfra hjem til Danmark. Det bragte mig i forbindelse med fransk åndsliv og kultur, som har betydet så meget for min udvikling og for min livsgerning — og i fangelejren kom jeg gennem korrespondance i forbindelse med min kone, dengang en ung pige på 17 år. Det var mit livs største lykke.
Hans Fuglsang-Damgaard: Fra skyttegrav til bispestol. Frimodts Forlag 1975
