Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Det nordslesvigske Spørgsmaal

En Tilkendegivelse fra Regeringen i Slesvig

Under Overskriften “En Advarsel og en Formaning” offentliggøres i “Kieler Zeitung” følgende:
“Til Befolkningen!
Der er stadig falske Rygter i Omløb om Nordslesvigs Skæbe. I det jeg advarer imod at skænke disse Rygter Tiltro, meddeler jeg følgende til Oplysning:

Rigsregeringen har anerkendt Wilsons 14 Punkter og dermed ogsaa Nationernes Ret til Selvbestemmelse. Deraf følger, at Regeringen ogsaa vil til tilstede Danskerne den af dem ønskede Afstemning. Vedrørende Grænselinjen for denne Afstemning er der endnu intet fastsat.

Paa Grund af personlig Henvendelse i Berlin og af egne Bestræbelser kan jeg forsikre, at alle ensidigt mod Danskerne rettede Forordninger med det første vil blive fjernede, og at Skoleordningen i Nordslesvig vil blive underkastet en Revision i Kulturministeriet.

Afstaaelsen af Land til en anden Stat maa i alle Tilfælde godkendes af den preussiske saavel som af den tyske Nationalforsamling. Indtil det Øjeblik, da denne Godkendelse foreligger, gælder alle Stats- og Rigslove i Nordslesvig ubetinget, selv de Forordninger, der er rettet imod Danskerne. Saalænge der ikke indtræder nogen Ændring, maa disse Forskrifter respekteres og efterfølges. Det samme gælder Forskrifterne om Forsyningen med Næringsmidler og Raastoffer. Egennyttig Fremfærd kan hidføre Hungersnød. Ogsaa Nægtelsen af Arbejde eller Levering kan virke ødelæggende nu.

Af Hensyn til det Fælleskab, som sikkert vil komme til at bestaa mellem os i flere Maaneder endnu, beder jeg indtrængende: Arbejder, organiserer Eder og hold Orden!

Slesvig, den 30. November 1918.
Tilforordnet hos Regeringspræsidenten.
Ed. Adler 

Skylden for Krigen

Den tyske Regering har, efter hvad der meddeles fra Berlin, overrakt de Allierede en Note, hvori den foreslaar, at der bliver nedsat en neutral Kommission til Undersøgelse af Spørgsmaalet om Skylden for Krigen, en Kommission, der skal bestaa af Mænd, hvis Karakter og politiske Erfaring garanterer en retfærdig Kendelse.

Fra Felten

Brev fra Elsas

En Søndag Eftermiddag sent om Høsten, naar Solen skinner paa Skovens brogede Løvtag, paa Dalens grønne Enge og Agre, og paa Hyttevæggen, der er klædt med den vilde Vins blodrøde Løv, da bliver det en for trangt mellem de fire Vægge, og man griber til Staven og vandrer op over de høje Fjælde.

Jeg er i Dag fri for Vagttjenesten, og fri som Fuglen i Luften føler jeg mig, mens jeg vandrer ad Stien, der snor sig op gennem Skoven, stedse højere og højere. Snart vader jeg i det gule, løse Sand snart træder min Fod paa den bare Klippe, nu kravler jeg møjsomt op ad en stejl Brink, hvorefter jeg atter vandrer mageligt ad en Sti, der er gravet ind i Bjergsiden. Overalt hvælver Skoven sit Tag over mig, Løvtræernes gulbrune Bladhang, og Fyrretræernes mørkegrønne Grene. Sagte drysser de visne Blade ned for min Fod, og Skovbunden bækkes med et Tæppe saa fint, saa fint, som var det Guld.

[…]

En god Mils Vej fra denne Landsby findes der en gammel Borgruin, som jeg agter at besøge; jeg stiger altsaa atter fra Dalen op gennem Skoven, for at korte Vejen skyder jeg Genvej, idet jeg kravler lige op ad den stejle Bjergskraaning. Det korter rart paa Vejlængden, men jeg er ogsaa næsten badet i Sved, da jeg naar Toppen. Heroppe paa hvis Tinde den gamle Borgruin ligger; ved Foden af Klippen ligger en Landsby, tvende Kirketaarne rager op over Hustagene.

Jeg kaster mig ned i Græsset ved Foden af et Krucifiks, der staar paa en lille Jordforhøjning, hvor den knudrede Fodsti støder sammen med Landevejen, der i en Slangelinje snor sig op ad Bjerget. Billedet af den korsfæstede træffer man overalt hernede i Syden, ham, der elskede Menneskeslægten saa stærkt, at han ofrede alt for den.

Og hvor lidt har Menneskene paaskønnet denne Kærlighed!

Er Hadet i denne Time ikke mægtigere end Kærligheden? Jeg lytter, det surrer i Luften, højt oppe i den let disede Luft øjner jeg et Par Punkter. Saa knitrer et Par Maskingeværer, altsaa en Luftkamp.

Flyverne kommer nærmere og nærmere, hvor mange der er, formaar jeg ikke at tælle. Saa blinker det paa en Gang oppe i Luften, en Flyver styrter brændende til Jorden, forsvinder bag de skovbeklædte Bjerge. Et Par Drenge, der har leget i min Nærhed, svinger med Huerne og raaber Hurra; for dem har det kun været et interessant Skuespil, de tænker slet ikke paa, at det var to Menneskeliv, der sluktes med dette Stjerneskud.

[…]

Nede i Landsbyen ringer Klokkerne til Ave, og i det fjerne drøner Kanonernes evindelige Torden, men oppe paa Bjergvolden gaar et ungt Par mellem Krattets gulnede Løv. De mærker ikke min Nærværelse, og de kysser hinanden flere Gange; idet jeg gaar forbi dem, vender hun sig forlegent bort, men han nikker smilende til mig og siger: “Godaften, nu faar vi snart Fred, Kammerat!” Det er sagtens en Soldat, der nyder Orlovens korte Timer.

Ja, Fred, det Ord har Klang, lyder som Musik fra en anden Verden. Men her paa Jorden er Fredens Engel en fremmed, som du og jeg.

Th. K.

(Læs hele Hejmdal fra 2. december 1918)