Tag-arkiv: Danevirke

25. maj 1914. Nordslesvigsk Ungdomsforening på udflugt til Dannevirke

Senest ændret den 23. juli 2016 8:32

Den 25. maj 1914 tog De nordslesvigske Ungdomsforeninger på udflugt til Dannevirke. Under vejs ville de besøge mindestederne for de slesvigske krige.

Hundredevis af unge mødtes med cykler på Flensborg banegård og cyklede derefter i samlet flok mod syd.

Men de preussiske myndigheder havde fået nys om sagen og sendte et par beredne gendarmer med flokken. De forbød sammenstimlen og taler ved mindestederne.

Men det forstærkede blot oplevelsen af at være i under tvangsstyre, når opholdene ved mindestederne i stedet blev andægtige og tavse – og med udsigt til en preussisk gendarm til hest.

Ungdomsforeningerne var opstået på Als lige omkring århundredeskiftet. Det var Andreas Grau fra Bro ved Augustenborg, der var drivkraften i bevægelsen. Han fik organiseret de unge på Als i en række ungdomsforeninger, og da Als var gennemorganiseret, så fortsatte han og hans medhjælpere ud over hele Nordslesvig.

Op imod Første Verdenskrig var hele Nordslesvig gennemtrukket af ungdomsforeninger, og Andreas Grau tog til Flensborg for at arbejde ved Flensborg Avis. I Flensborg og Mellemslesvig påbegyndte han også organiseringen af de unge med henblik på at rulle tyskheden tilbage.

1914-05-25 Dannevirke-tur
Nordslesvigsk Ungdomsforening på vejen mod Dannevirke. Andreas Grau lidt til venstre i billedet med nålestribet jakkesæt. (Museum Sønderjylland)