Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København og efter festligheder og rekreation tog han hjem til Sønderjylland.

Saa fortalte Mor om Bror Peter, der havde ligget som Marinesoldat i Kiel, hvordan han sammen med de andre Kammerater uden videre havde forladt Krigsskibet og var gaaet hjem, da Revolutionen brød ud.

Min ene Svoger havde gjort Krigen med fra Begyndelsen til Slutningen, og da havde han været i Trøjen næsten syv Aar, idet han lige havde aftjent to Aars Værnepligt, da Krigen kom.

Paa Vaabenstilstandsdagen laa han ved Reims, og da Klokken om Formiddagen havde slaaet sine elleve Slag, sprang Franskmændene op af Skyttegravene og vinkede over til dem. glade ved, at det hele var forbi.

Nu gjaldt det kun om at komme hjemad, og hvert Tog, som gik til Tyskland, var overlæsset; men dertil blev der ikke taget Hensyn, nu havde de været længe nok derude.

Mange stod paa Trinbrædtet, andre sad last klamret paa Pufferne, og en Del laa paa Vognenes Tage. Alle Vegne, hvor der var Fodfæste, hang en Mand.

Men mange af dem kom ynkeligt af Dage, idet de af Udmattelse slap deres Tag og styrtede ned i Farten; andre blev knuste mod Tunnelernes Sider og Loft, hvor der kun var den nødvendige Plads til Vognene.

Min anden Svoger havde været med i to Aar og havde i den Tid været saaret to Gange.

Mens han den 30. Marts 1917 laa i en Jordhule ved Arras sammen med fire Kammerater, kom en forkert indstillet Granat fra deres eget Artilleri og smadrede Jordhulen. Da de blev gravet frem, var de fire Mand døde, kun min Svoger var endnu en Smule varm, men der var ingen Livstegn alt Haab var ude, hvorfor man lod ham ligge mellem de døde i seks Timer.

Senere blev han dog samlet op af en Sanitetssoldat og bragt paa Hospitalet, hvor han laa i fire Døgn uden Bevidsthed. Da han slog Øjnene op, saa han sig for virret omkring og tog sig til Hovedet, der føltes saa underlig tungt. Han havde faaet en Hjernerystelse og var blevet ramt af en Granatstump i Underkæben, der var knækket.

Efter i lang Tid at have ligget med en Jernramme og Gummi i Munden for at holde Kæben sammen og give en nogenlunde god Form paa Underansigtet blev han efter fjorten Maaneders Forløb sendt hjem som uduelig.

Og videre fortalte Mor, at hendes eneste Bror var blevet haardt saaret ved et Angreb i Rusland d. 18. November 1914, idet han havde faaet en russisk Geværkugle gennem Hovedet, den var trængt ind gennem Panden over det ene Øje og ud gennem Nakken.

Der efter henlaa han i tyve Dage uden Bevidsthed. Da Sanserne atter vendte tilbage, laa han paa et Lasaret i Braunschweig i Tyskland.
Desværre havde Synscentret i Baghjernen taget alvorlig Skade; en Overgang var der Fare for, at han vilde blive fuldstændig blind. Hans Evner saa vel som hans hele Konstitution er gaaet meget alvorligt tilbage til stor Sorg særlig for hans Hustru og lire Børn.

En af mine Fætre sad som Fange i England. Og Mors Fætter, der gjorde Tjeneste ved et prøjsisk Garderregiment, var faldet, lige efter at han havde været hjemme paa Orlov. Tilbage sidder hans sørgende Enke og Børn.

Men hans Død beklages af mange flere, da han var en Dygtighed og meget afholdt af hele Egnens Befolkning, særlig i sin Fødeby.

Alene i Broager Sogn er der faldet 187 unge, djærve Mænd. Blomsten af den higende Ungdom. Spredt omkring i en hel Verdensdel ligger de og sover den lange Søvn, mens hele Sønderjylland begræder deres Tab.

Naar jeg betænkte mine Forældres Sjælsspænding gennem alle Krigsaarene, deres Frygt for Fremtiden og Mangel paa Næring, idet de hovedsagelig havde levet ved Roer og Marmelade, kunde det ikke undre mig, at de kære gamle næsten var blevet ukendelige med denne graagule Hudfarve, nedbøjede, magre og graahaarede, som de var blevet.

Vi bøjede af ved Frydendal Kro. Der bagved saa jeg ud over Vemmingbund med det gamle Fiskerleje nede ved Stranden.Ved begge Sider af Vejen stod høje Hegn, det var, som om vi gik gennem en Skov. Hasselbuskenes gule

Rakler viftede til mig, og Hyldetræerne viste smaa grønne Knopper. Det ny fremspirende Foraar harmonerede smukt med den inderlige Glæde i vore Hjerter.

Arm i Arm tog vi Bakke op og Bakke ned.

Der laa Smølvold med sin høje runde Puld, hvorfra man kunde se ud over de gamle kendte Steder med Skov og Sø og frugtbare Agre. Der Nybølnor med de mange ranke Teglværksskorstene, hvoraf jeg dog savnede et Par Stykker, som var “faldne” under Krigen.

Og der den lille Mølle paa Bondens Mose, hvor Gedderne “stod” og solede sig lige under Vandskorpen, og hvor Luftens Akrobater, de skrigende Viber slog Kolbøtter i den grødefyldte Foraarsluft.

Aa, I gamle, kære, skønne Egne! hvad har jeg vel set smukkere, siden jeg saa Jer sidst! Intet! Intet har som dette herlige Syn i den Grad fyldt mit Bryst med disse underfulde Følelser, lig dem, som Mor nys talte om!

HJEMME HOS MOR.
Vi havde naaet den sidste Bakke. Bag dens Top kom for hvert Skridt mere til Syne af Hjemmets rygende Skorsten, de grønmalede Vindskeder og Vinduerne.

Dér laa mit gamle, kære, kære Hjem, som jeg elskede højst af alt i Verden, og som jeg ikke vilde bytte med noget Slot i det skønne franske Højland. Stille og fredfyldt laa den gamle Rede, hvoraf jeg var fløjet som den ældste af ni. Men der havde aldrig været for mange, ingen kunde undværes. Far skaffede ved Flid et bitte Korn til os hver, og hos Mor var det lunt under Vingens Tag. Allergladest var Mor, naar hun havde samlet os alle; hendes Arm laa saa fast omkring min, nu bragte hun mig med bankende Iljerte til Hjemmet, det sidste af Børnene, skønt forpjusket og forskræmt, frelst ud af det store Verdens-Kaos.

Aa, hvor var her smukt, dejligt at komme hjem, her hvor kærlige Hænder i den sidste Tid havde puslet og ordnet og slidt ved Tanken om Gensynsglæden.

Der var revet omkring Huset som til Højtid, og dér skinnede det hvidmalede Stakit omkring Blomsterhaven — alt var som før — dog nej! dér stod jo rejst en splinterny, hvidmalet Flagstang, hvorpaa vort elskede rød-og-hvide Flag skulde gaa til Tops den Dag, da vi skulde stemme os hjem til gamle Moder Danmark.

Min lille Bror Karl kom styrtende ud og raabte med sin klare, klingende Barnestemme: »Go’ Daw, Bror Hans! og Velkommen hjem!« Han var blevet saa stor, saa jeg kunde ikke kende ham. —
Omkring Stordøren var slynget grønne Guirlander og foroven et bekranset:

»Velkommen hjem!«

Hjertet havde ingen Ord til Tak; det blev saa blødt — meget blødt — og tavst. Men store Taarer tolkede stille mit Hjertes Sprog.

Alle Billeder i Stuen var nydeligt omslynget af grønne Vedbendranker, som om de blev favnet af kærlige Arme. Far og Mor havde gjort deres allerbedste for at glæde deres fra Udlændigheden hjemvendte Dreng.

Over Sofaen var ophængt et nyt, stort Fotografi af mig og under dette, i en Ramme af Grønt og Blomster, et: »Hjerteligt velkommen hjem!«

Og her sank jeg ned i den gamle, brede, lærredsbetrukne Sofa.

Hjemme hos Mor!

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab