Senest ændret den 12. november 2018 11:52
Persondata
Født: 03/06-1885, Ullerup, Skærbæk Sogn
Død: 23/01-1917, Ypern
Uddannelse: –
Erhverv: Landmann
Bopæl: Ullerup, Skærbæk
Hustru: Gift 1911 med Bothilde Vodder
Børn (før krigsafslutningen): Efterlod sig 3 børn, der 1921 var bosat i Skærbæk Sogn
Militære løbebane før krigen
–
Militære løbebane under krigen
Indtrådt: ?
Udtrådt: Faldet
Enhed(er): Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 209, 7. Kompagnie
Rang: Landwehrmann
Såret: –
Udmærkelser: –
Andet: Han blev begravet på militærkirkegården i Holenhock
Kilder
Dødsbiregisteret, Skærbæk, LAA
Fødselsbiregisteret, Skærbæk, LAA
Mindeblad, LAA
Efterladtesager, Invalidenævnet, LAA. Sag E-00210
Mindetavle, Skærbæk Kirke
Marselisborg Monumentet, Aarhus
Publikationer
Mindeord i Hejmdal 6/2-1917
Fotos
Foto af mindetavle, Sønderborg Slot
Indlæg 6. februar 1917 – Avisen Hejmdal: Eftermæle for Mayhoff Stamp, Ullerup
Landmand Johann Christian Mayhoff Stamp fra Ullerup faldt den 23. januar ved Ypres/Ieper i Belgien, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 209. Hejmdal bragte 6. februar følgende mindeord.
Eftermæle.
Om Gaardejer Mayhof Stamp i Ullerup ved Skærbæk, om hvem vi i Gaar meddelte, at han er falden ved Vestfronten, skrives der til os fra Skærbæk:
Han var født og opvokset paa den Gaard som han ejede og som han i flere Aar har drevet med stor Dygtighed. Han var ligesom alle sine Søskende afholdt paa Grund af sit jævne, gode og bramfrie Sind og for den støtte, solide og retskafne Karakter han havde. Han havde en vaagen Sans for alt, hvad der var godt og som han ansaa for Sandhed og Ret, og derfor vil han blive savnet af de mange, som havde lært ham at kende.
Da han blev indkaldt, flyttede hans Svigerforældre til Gaarden, og hans Svigerfader har i den Tid, har har været borte, ledet Gaardens Drift. Nu hviler der Sorg i Hjemmet og blandt hans Familie.
Hans gamle Moder, Kathrine Stamp, som opholder sig hos sin yngste Søn, Gdr. Niels Beck Stamp i Landeby ved Løgumkloster, har gennemgået mange haarde Prøvelser. Mens Børnene endnu var smaa, døde hendes Mand, og da de voksede til, forsøgte Amtsdommer Lindemann i Toftlund at fratage hende Retten til at opdrage dem. Ved et Ulykkestilfælde døde i Sommeren 1910 hendes ældste Søn, Hans, der ogsaa var bekendt for sin store Dygtighed og Retskaffenhed i en Alder af 28 Aar, og i Skærbæk er der vistnok ingensinde set et større Ligfølge, end da han blev begravet. Under Krigen er der død en Datter som var gift og Moder til flere Børn, og nu møder Budskabet hende, at Mayhof er falden.
Foruden af sin Familie vil han blive dybt savnet af sine Mange Venner. Han hørte ikke til dem, der var fremtrædende, men han fyldte en god Plads i vor Midte og hørte til dem, vi har vanskeligt ved at undvære, derfor vil hans Minde blive bevaret i blandt os.
Indlæg 21. februar 1917 i Hejmdal:
I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Johan Stamp fra Ullerup i Haderslev Kreds og Peter Jessen fra Brunde ved Aabenraa er faldne.
Han mellemnavn var Meyhoff med e
Kilde: Peder Meyhoff: Meyhoff-slægten, Forlaget SøftenDal 2007
Peder Meyhoff
Ifølge personregisteret er han navngivet “Mayhoff”, så det hedder han officielt.
Det er muligt der står sådan der. Men hans forældre hed altså hhv. Catharina Caroline Johanna Meyhoff og Johann Stamp. Men det er interessant hvis der står sådan, måske kan det være gjort for at fordanske hans navn – selvom May jo ikke lyder mere dansk end Mey. Mens han mor kaldte sig i hvert fald selv Katrine Karoline for at fremstå som dansk.
Mange tak for at kunne læse om min morfar her. Johan Stamp.
Jeg er på Askov Højskole, hvor jeg prøver at skrive lidt om “Mit livs historie”, så fint at jeg her kunne læse disse mindeord om min morfar, som jeg desværre aldrig har kendt.
I Mindeparken i Aarhus (til ære for de faldne sønderjyder) har jeg fundet min morfars navn, skåret ud i stenvæggen.
Fint sted, som ikke nævnes her. Hvorfor ikke?
Bedste hilsner
Ida Reeslev
Til Ida Reeslev.
Tak for din kommentar.
Marselisborg Monumentet er nævnt under “Kilder” på din morfars personside.
Navnene på Marselisborg Monumentet er gennemgået og det er på de enkelte personsider nævnt, hvis den faldne er med på monumentet.
Hvis du har supplerende oplysninger om din morfar, er du meget velkommen til at sende disse til mig via mail.
Med venlig hilsen
Hanne C. Christensen
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot