Ved krigsubruddet i 1914 var ingen af de krigsførende landes hære udstyret med håndgranater. Soldaterne var uddannet til bevægelseskrig, og i den var der ikke brug for den type nærkampsvåben. Med skyttegravskrigens indtræden ændrede behovene sig, og håndgranaten endte som et af krigens vigtigste håndvåben.
I begyndelsen blev håndgranaterne fremstillet og i hovedsagen anvendt af ingeniørtropperne. De havde modtaget uddannelse i belejring af fæstninger, havde derfor både materiale og forskrifter til at producere håndgranaterne. Man gik dog hurtigt i gang med at udvikle og producere håndgranater på hjemmefronten, og i de første år af krigen, blev der fremstillet en række forskellige typer.
I 1915 indførte tyskerne den såkaldte Stielhandgranate (dvs. stavhåndgranat) bestående af en sprængladning i en blikdåse monteret på et træhåndtag. Den blev løbene forbedret, og den endelige version var Steilhandgranate M1917.
Titelblad fra forskrift for brug af nærkampsvåben fra 1. januar 1917. Forskriften er i hovedsagen en lang instruktion i, hvordan man skal bruge håndgranaten, mens andre våbentyper fylder meget lidt. Se hele Vorschriften für den Stellungskrieg für alle Waffen, Teil 3, Nahkampfmittel.
Er den ikke farlig at have liggende, hvis der er sprængstof i selv om tændsatsen er taget ud?
Håndgranater uden detonatorer var umiddelbart ikke farlige, med mindre de blev udsat for kraftig ydre påvirkning som eksempelvis en eksplosion. Det var således ikke nødvendigt med detonatorer i hver enkelt af de omkring seks håndgranathoveder, der indgik i en såkaldt ”Geballte Ladung”, da eksplosionen fra den håndgranat de var bundet fast til, var nok til at få dem til at eksplodere (jfr. Vorschriften für Nahkampfmittel s. 18).
Dog bliver sprængstof med tiden ustabilt, og gamle håndgranatater kan derfor alt efter bevaringstilstand i højeste grad være farlige også uden detonatorer.