Af Bernadette Preben-Hansen

Otto Peter Traugott Goldschmidt, 1882-1919, født i København, var civilingeniør. Han var søn af skibsmægler Carl Goldschmidt og voksede op i Købmagergade. I 1909 rejste han som nybagt kandidat til St. Petersborg. Her arbejdede han som ingeniør i egen ingeniørvirksomhed med svogeren Aage Nielsen indtil verdenskrigen lukkede virksomheden. Han opmålte bl. a. skovdistrikter og så på dræningsforhold ved store godser. Goldschmidt talte ”perfekt russisk”, sagde kaptajn Frits Cramer til Berlingske Tidende (3. december 1919). Cramer var fra maj 1917 til juli 1918 chef for krigs- og civilfangeafdelingen ved det danske gesandtskab i Petrograd.

I 1912 hentede Goldschmidt familien til St. Petersborg, men kort efter bolsjevikrevolutionen i 1917 bad han hustruen og de to børn rejse hjem til Danmark. Datteren, Wera Goldschmidt, født i Aalborg i 1910 og lille pige i St. Petersborg/Petrograd, huskede fødevaremanglen i byen under verdenskrigen. Selv blev han i Petrograd for at slutte sig til krigsfangehjælpen. Goldschmidt blev ansat som delegeret for det danske gesandtskab i februar 1918 med station i Petrograd, hvorfra han rejste på lejrinspektioner i guvernementerne Novgorod og Olonets i Petrograd-militærdistrikt ”i hvilke krigsfangerne er spredte over et større antal arbejdspladser, hvor der tiltrænges hyppigt tilsyn”. Dertil blev han ansat som rejsende delegeret ved Dansk Røde Kors’ kontor i Petrograd i 1918.

I august 1918 rejste Goldschmidt som kurér for Dansk Røde Kors med seks millioner rubler til krigsfanger i Sibirien. Han ledsagede Frits Cramer, der nu rejste som ”ministerresident i særlig mission til Sibirien”, altså leder af hjælpetjenesten for krigsfangerne i Sibirien, og de to mænd passerede Ural-fronten, frontlinjen i kampene mellem hvide styrker med tjekkerne imod den røde hær. Rejsen var via Perm og videre til Breznikovskij Zavod ved Berezniki (en industriby med kemiske fabrikker i Perm kraj, ved Kamafloden; endnu i dag er Breznikovskij Sodovij Zavod en kemisk fabrik, der producerer soda, natriumkarbonat).

Da de to mænd ankom til Jekaterinburg den 17. august 1918, blev de arresteret af tjekkerne som ”tyske spioner med falske danske pas”. De to mænd blev stoppet ind i et fængsel med halvanden hundrede andre politiske fanger. Her var ingen hensyntagen til dansk nationalitet. ”Og nu sidder jeg og min sekretær, ingeniør Otto Goldschmidt, i deres [tjekkernes] arrest som ’tyske spioner’. Kommandøren fortæller, at der i den senere tid, næsten daglig er skudt mange sådanne, der kommer gennem fronten, dels for at rejse opstande i krigsfangelejrene, dels for at danne bolsjevikkomitéer i ryggen på de hvide arméer”, skrev Cramer (Frederiksborg Amts Tidende, 23. august 1943). Goldschmidt fik et slag i ansigtet, og Cramer følte sig respektløst behandlet af de militære autoriteter; han fik dårlige nerver og ville hjem til Danmark. Nogle dage senere fik lægen Carl Krebs, der var i Jekaterinburg som Dansk Røde Kors-delegeret, frigivet Cramer og Goldschmidt, hvorefter de tre danskere rejste videre til Omsk. Den historie berettes i biografien om Frits Cramer.

Da den røde hær indtog Omsk den 14. november 1918 faldt den alrussiske regering i Sibirien. Tre dage forinden var danskerne rejst fra Omsk. Det danske vicekonsulat i Omsk evakuerede danskerne mod øst med jernbanen mod Stillehavet. Dannebrogsflaget blev sat på danskervognene, der kørte fra Omsk by den 11. november. Toget nåede Novosibirsk – 700 km. mod øst fra Omsk – den 9. december. Toget kørte videre gennem Manchuriet mod Harbin, mens det samlede danskere op undervejs på stationerne ved den transsibiriske jernbane. Med i danskervognene var Henning Kehler og hustru – Kehler var gesandtskabsdelegeret i Simbirsk og Tomsk; Ove Krebs, der var civilfangedelegeret i Jekaterinburg (han var en yngre bror til Carl Krebs); Nikolaj Krogsgaard, der var læge og delegeret for Dansk Røde Kors og nu kom fra et tjekkisk fængsel i Tjeljabinsk – samt flere andre danskere. William Sliben var med som leder af evakueringen af den danske koloni fra Omsk til Harbin. Med sig havde Sliben den frigivne Harry Löhr, som var alvorligt syg efter et ophold i et bolsjevikfængsel i Omsk. Historien om de enkelte danskere berettes i deres biografier. Også Otto Goldschmidt var med.

Goldschmidt ”blev derefter ansat som sekretær ved den danske legation i Sibirien med station i Novosibirsk. Det må siges om ham, at han var overordentlig samvittighedsfuld og varetog sit embede med den største interesse. Men han henfaldt undertiden til melankoli, og de trykkende forhold derude deprimerede i høj grad hans sindstilstand”, sagde Frits Cramer til Berlingske Tidende.

I marts 1919 arbejdede Goldschmidt ved den danske delegation i Novosibirsk som repræsentant for såvel den danske stat som for Dansk Røde Kors. Han var dygtig, og Camillo Martiny, der var leder af Dansk Røde Kors i Rusland, foreslog derfor ham eller Carl Krebs som leder af Dansk Røde Kors’ østrigske afdeling i Rusland. Det blev Krebs, for Goldschmidt var udkørt og ville hjem. Udenrigsministeriet accepterede situationen og hjemsendte Goldschmidt som leder af en transport af 39 sønderjyder, fhv. krigsfanger, der skulle evakueres til Danmark med ØK-skibet S/S MITAU. ”For disse krigsfanger udførte han et stort og besværligt og samvittighedsfuldt arbejde, herunder også for de sønderjyske krigsfanger. Han var i færd med at føre et hold hjem over Kina og syd om Indien, da døden under Englands kyst så brat kom til ham”, skrev Niels Christian Hafn i sin nekrolog i avisen Ingeniøren (3. januar 1920). MITAU sejlede fra Singapore omkring den 20. september 1919 og via Det Indiske Ocean, Suezkanalen, Gibraltarstrædet, Nordsøen mod Newcastle upon Tyne.

Den 28. november 1919 lå Otto Goldschmidt i sin køje – med et skudsår i hovedet. Da stewarden fandt ham bevidstløs i kahytten, var MITAU i den engelske kanal på vej mod Newcastle, men skibet lagde nu til i Dover. Goldschmidt kom aldrig til bevidsthed, men døde kort efter indlæggelsen på hospitalet. Sønderjyden og fhv. krigsfange Mathias Peter Høeg, der var med skibet, skrev: ”Vel var han til tider en del deprimeret, men at det kunne føre til, at han tog sit eget liv, kan vi ikke rigtig forstå”. (Høeg, Jeg har ikke flere patroner, København 2011, s. 274-276). Sønderjyderne så til, mens båren med den bevidstløse Goldschmidt blev sænket ned i en båd og kørt til hospitalet. Liget blev i England.

Dagspressen var straks med på sagen: var det mord eller selvmord? Historien kom i avisen og gik landet over. Læserne var åndeløse. Var kurerposten uåbnet? Det var den diplomatiske post fra det danske vicekonsulat i Omsk. Med i kurerposten lå beretninger til det fhv. danske gesandtskab i Petrograd – nu under afvikling på Christiansborg i København – og beretninger til Udenrigsministeriet om hjælpetjenesten i Sibirien, sagde Frits Cramer. Overbetjent Marker – mordekspert i Københavns Opdagelsespoliti – blev sendt til Dover for at se på sagen. Det var selvmord, mente kaptajn Johan Thomsen fra Lemvig, der sejlede MITAU fra februar til december 1919. Søforhøret blev holdt i København den 13. december 1919.

Hans Peter Petersen fra Vejle var første styrmand på MITAU fra november 1918 til april 1920. ”Kaptajnen og styrmanden forklarede begge, at ingeniør Goldschmidt, mens han opholdt sig ombord, ikke gjorde indtryk af at være nedtrykt eller nervøs. Styrmanden forklarede nærmere, at han den 27. november spillede kort med Goldschmidt, der da var noget adspredt, så at kaptajnen mente, han måtte være træt, men der var intet besynderligt i hans væsen. Da Goldschmidt blev fundet, mente kaptajnen, at han har skudt sig selv. Kaptajnen og styrmanden forklarede begge, at de ikke har bemærket, at Goldschmidt var uvenner med nogen ombord. Kaptajnen tilføjede, at Goldschmidt den 28. november om aftenen blev ført i land i Dover, hvor han kom på hospitalet. Her er han senere død”. (Rigsarkivet: Sø- og Handelsretten i København, Retsafdelingen: Søforhørs- og søforklaringsprotokol, 1919-1920, lbn. 27, protokolside 94-95).

Ja, det var jo nok selvmord, skrev dagspressen endelig efter megen avisskriveri. ”Jeg kan ikke holde det ud mere!” havde Goldschmidt skrevet til hustruen. Kaptajnen henviste til, at familien kendte til mandens depression over mange år. ”Han var udmærket begavet”, skrev Niels Christian Hafn, ”men led undertiden under anfald af tungsind, hvorunder han var tilbøjelig til at undervurdere sine evner. Den hårde tørn under krigen, ofte forbundet med livsfare, har svækket hans nerver og i forbindelse med den tre måneder lange sørejses tvungne uvirksomhed brudt hans modstandskraft mod det tungsind, der gjorde en ende på hans liv, netop som hans nærmeste glædede sig til igen at se ham efter flere års forløb”.

De 39 sønderjyder gik i land i Skovshoved Havn onsdag formiddag, 10. december 1919. ”24 sønderjyder kom fra fangelejre spredt over hele Sibirien, Omsk, Tomsk, Irkutsk og navne, der ikke kan udtales. 15 kom fra Japan”, skrev Social-Demokraten (11. december 1919). MITAU ankrede op i Øresund efter at have sejlet gennem Kattegat og forbi Kronborg i Helsingør i et strålende smukt vejr, og fiskerbåde sejlede sønderjyderne i land. Fiskerbådene flagede, og der var fest og frokost og velkomsttaler ved en komité for Gentofte Kommune. Skolepiger i hvide kjoler med røde skærf strøede blomster, mens et militærorkester spillede og marcherede. I Skovshoved kom sønderjyderne i bad og fik nyt tøj af Den Sønderjyske Fond, der siden 1918-1919 ydede økonomisk bistand til sønderjyder, som var mærket af verdenskrigen. Kun én enkelt tysker var med blandt sønderjyderne; han var blevet sindssyg. Goldschmidt-familien boede i et fiskerhus med trange forhold i Skovshoved. Hustruen stod på havnen, mens manden var ”død i England”, som Politiets registerblade skrev det. Otto Goldschmidt blev 37 år.