Nyt fra udstillingsholdet: Niels Petersen – den højst dekorerede sønderjyske underofficer

Museumsinspektør René Rasmussen er ved at finde genstande frem til en kommende særudstilling om sønderjyder i Første Verdenskrig på Sønderborg Slot.

Niels Petersens ordener

Niels Petersen (1892-1972), født i Bevtoft, bosat i Vejbøl i Vedsted sogn, var den højst dekorerede sønderjyske underofficer. Han var indehaver af både jernkorset af 2. klasse (EK2), jernkorset af 1. klasse (EK1) og Das Goldene Militär-Verdienst-Kreuz für Unteroffiziere und Mannschaften.

Jernkorset af 2. klasse blev under Første Verdenskrig uddelt i alt 5.200.000 gange og jernkorset af 1. klasse lige knap 200.000 gange.

Men Das goldene Militär-Verdienst-Kreuz blev kun tildelt 1773 gange i løbet af krigen.

Niels Petersen var delingsfører for en deling stormtropper under den tyske forårsoffensiv på Vestfronten i 1918. Han fik ordenen som nr. 153 efter at være blevet hårdt såret.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om Niels Petersens ordener – og om, hvordan ordenerne hjalp ham med at redde sin datter ud af Gestapos varetægt under besættelsen.

Fik du set de andre film?

Ure – og urkædevedhæng.

Den sønderjyske Fond uddelte efter 1920 konfirmationsure til sønderjyske børn, der havde mistet en far i Første Verdenskrig. I alt ca. 2900 ure blev uddelt til faderløse sønderjyske børn. De fandtes i både en drengemodel og en pigemodel.

Et patriotisk tysk lommeur fortæller om en sønderjyde, der måtte trække i tysk uniform i hele to verdenskrige.

Sårede soldater fik nogle gange de projektiler eller granatsplinter, de havde fået opereret ud af kroppen, med hjem. Forsynet med en lille øsken kunne de hænge og pynte i urkæden!

To halvautomatiske pistoler – Mauser C96 og Luger lange Pistole 08

To pistoler fra Første Verdenskrig har opnået en særlig ikonisk status: Mauser C96 og Luger P08 – også kaldet “Lange Pistole” eller “Artillerie-Luger”.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller her de to pistoler.

Hygiejne – bager Andersens barbersæt fra Første Verdenskrig

Første Verdenskrig foregik for mange soldaters vedkommende i skyttegrave og dækningsrum. Mange mænd i små, fugtige rum i mange dage i træk giver ideelle betingelser for lus (og rotter). Soldaterne forsøgte efter bedste evne at holde en vis hygiejnisk standard, selvom det ikke altid var let.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller her med udgangspunkt i et barbersæt om soldaterhygiejne.

 

Fik du set filmen om Heinrich Palmus?

Heinrich Palmus (1894-1916) fra Tandslet på Als meldte sig som krigsfrivillig kort efter krigsudbruddet i august 1914. Han havde kort forinden påbegyndt et teologistudium, men i lighed med tusindvis af andre studerende på tyske universiteter meldte han sig til krigstjeneste. Han var da 20 år og havde endnu ikke aftjent værnepligt.

Han gennemgik en kort militærtræning og kom så til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 91.

Som student og akademiker avancerede han hurtigt til løjtnant. Han faldt den 1. juli 1916 – ”Den første Dag ved Somme”, da briterne angreb over en bred front.

Museum Sønderjylland modtog Heinrich Palmus’ uniform og anden udrustning, som blev returneret til hans mor i 1916.

Moderen overdrog det til museet i 1930’erne. Museumsinspektør René Rasmussen fortæller her om løjtnant Palmus – og navnlig om hans armbåndsur.

Du finder Heinrich Palmus’s side her

Fik du set filmen om Fliegerabwurfwimpel?

Første Verdenskrig var en meget moderne krig, hvor mange af de våben og taktikker, der endnu bruges i dag, 100 år senere, for første gang blev anvendt: Langtrækkende artilleri og luftobservation fra  flyvemaskiner.

Det helt afgørende samarbejde imellem våbenarterne blev udviklet under krigen, så artilleribeskydningen kunne dirigeres det rigtige sted fra luften. Men hvordan blev oplysninger sendt fra en flyvemaskine til artilleriet?

I vore dage foregår observationen og kommunikationen med droner og satellitter, der sender oplysninger videre til egne tropper på landjorden.

Selvom radioen var opfundet i Første Verdenskrig, var den meget dyr og meget tung. Derfor måtte man improvisere – og kaste sine observationer ned i en Fliegerabwurfwimpel, dvs. en “flyvernedkastningsvimpel”.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om denne spændende og sjældne genstand, der er opsamlet ved Reims af Max Köhm fra Sønderborg.

Der var adskillige sønderjyder i det tyske flyvevåben, bl.a. Christian L. Johannsen, der har berettet om sin deltagelse i sådanne “artilleriflyvninger”.

 

Fik du set filmen om Christian Delf og mobiliseringen?

Da mobiliseringsordren kom den 1. august 1914 mødte alle op, sådan som de havde pligt til. Christian Delf fra Ulkebøl tog hele den lange vej fra Zürich i det neutrale Schweiz. Men han glemte noget.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om Christian Delfs naverstok.

Du finder Christian Delfs personside her: Christian Delf

Fik du set den første film i serien, hvor udstillingsholdet præsenterer projektet?

 

2 tanker om “Nyt fra udstillingsholdet: Niels Petersen – den højst dekorerede sønderjyske underofficer”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *