Luftangrebet mod Tønder-basen – fortællingen den 22. juli 2018

Der er fra forskellig side ytret ønske om at kunne læse den fortælling eller beretning om det britiske luftangreb, som museumsinspektør René Rasmussen ledsagede søndagens re-enactment med. Den følger nedenfor.

Indledningsvis var der en kort fortælling (6-7 minutter) om, hvorfor Det tyske Kejserriges marine anlagde en luftskibsbase ved Tønder – og hvorfor briterne gjorde sig så store anstrengelser for at bombe den.

Derefter blev angrebets forløb fortalt i korte 1½-2-minutters sekvenser mellem hver overflyvning.

Overflyvningen skete med en Tiger Moth-dobbeltdækker – et træningsfly fra 1942.

Folk ankommer (foto: Peter Marker)

”Target Tondern!”

Speaks til den 22. juli 2018

Før første overflyvning

Den tyske luftskibsbase her i Tønder bliver operativ i foråret 1915.

Det er den nordligst beliggende luftskibsbase i Det tyske Kejserrige.

Og det er den tyske marines luftskibe, der holder til her.

Den tyske marine foretrækker luftskibe af typen Zeppelin, så de fleste luftskibe her i Tønder er Zeppelinere.

Luftskibenes vigtigste opgave er at patruljere over Nordsøen og nøje overvåge, hvad arvefjenden, den britiske flåde, foretager sig.

Mere end en fjerdedel af alle den tyske marines rekognosceringstogter bliver fløjet her fra Tønder.

Så basen her er meget vigtig for den tyske søkrigsførelse.

Det, som gør et luftskib særligt egnet til rekognoscering, er dens lange rækkevidde.

Et luftskib får sin opdrift af brint (hydrogen), en gasart, der er lettere end luft.

Brinten opbevares i store balloner, der er ophængt i en lang række inde i luftskibets aluminiumsskelet.

Det er derfor, Zeppelinere har den karakteristiske, aflange form.

Der er op til 21 brintballoner i et luftskib.

Brint er lettere end luft. Derfor behøver en Zeppelin ikke at bruge motorkraft på at holde sig svævende, men kun på sin fremdrift.

Det betyder, at en Zeppelin kan holde sig svævende i mange timer; den kan flyve over meget lange afstande og den kan patruljere et meget stort område.

Det er en stor fordel.

Til gengæld skal der ret meget brint til! Og det er derfor, luftskibe så gigantiske!

Luftskibe kan også bære ret tunge laster.

Allerede i januar 1915 begynder tyske luftskibe at kaste bomber over England.

I begyndelsen over kystbyerne, men snart også over London.

Luftskibe her fra Tønder er med i mere end halvdelen af de bombetogter, som den tyske marine er involveret i.

Det er et kolossalt chok for englænderne at blive bombet fra luften.

I næsten 900 år havde den britiske flåde, nationens stolthed, formået at holde fjender væk fra de britiske kyster.

Men nu står man magtesløs over for bomberne fra de tyske Zeppelinere!

Militært får bombeangrebene ganske vist ikke nogen afgørende betydning.

Men de indvarsler en ny tid, hvor en moderne krig også bliver ført langt bag de egentlige frontlinjer mod civilbefolkningen.

I begyndelsen af Første Verdenskrig, i 1914, er luftskibe flyvemaskiner overlegne.

Men snart er et intenst våbenkapløb i gang.

Fly bliver konstant hurtigere og kan flyve stadigt højere og længere.
Et luftskib er bestemt ikke forsvarsløst – men det er jo ikke særligt svært at ramme!

Og selvom der skal forbløffende mange skud til, før en Zeppeliner går ned eller bryder i brand, så er luftskibets bedste forsvar at gå højere op – og komme uden for flyenes rækkevidde.

Men mere højde kræver mere opdrift. Mere opdrift kræver mere brint. Og mere brint kræver mere plads – og det betyder større luftskibe!

De to oprindelige luftskibshaller her i Tønder (med navnene ”Toni” og ”Tobias”) bliver meget hurtigt for små til de nyeste Zeppelinere.

I 1915 bliver der derfor bygget en ny hal, der får navnet ”Toska”.

Den er 243 meter lang, 73 meter bred og 43 meter høj.

Det er det samme som to-en-halv fodboldbane lang, én fodboldbane bred – og så er den så høj, at der er plads til, at vandtårnet i Tønder (eller Rundetårn i København) kan stå i tørvejr inde i det!

Det er et gigantisk bygningsværk – men det skal også rumme to af de nyeste Zeppelinere.

De to Zeppelinere, der befinder sig i luftskibshallen Toska den 19. juli 1918, er L54 og L60.

De er 196,5 meter lange. De har en tophastighed på ca. 110 km/t, en rækkevidde på mere end 13.000 kilometer og kan gå op i mere end 5 kilometers højde.

Begge Zeppelinere har deltaget i bombeangreb mod England.

Den ene, L54, er under kommando af en meget erfarne luftskipper med et ærefrygtindgydende langt navn.

Han hedder Horst Julius Ludwig Otto Freiherr Treusch von Buttlar-Brandenfels!

Det bedste sted at ødelægge et luftskib, er på dets base. Og britiske fly har faktisk med held angrebet og bombet andre tyske luftskibsbaser i Europa.

Men Tønder er meget langt fra den nærmeste britiske flyveplads – og dermed også langt uden for rækkevidde af britiske fly.

Briterne forsøger faktisk flere gange at angribe luftskibsbasen her i Tønder med vandflyvere, som bliver sat ned på Nordsøen.

Men hver gang mislykkes det.

Det er først, da briterne opfinder et helt nyt våben, at det endelig ser ud til at skulle lykkes: Det er hangarskibet!

Det er krydseren HMS Furious, der bliver bygget om med start- og landingsdæk.

Startdækket er meget kort, men fungerer udmærket. De små Sopwith Camels behøver ikke ret mange meters tilløb for at gå iluften.

Men landingsdækket er livsfarligt.

Det bliver derfor almindeligt at sætte flyene ned på vandet tæt ved hangarskibet eller ét af dets følgeskibe, og så satse på at blive halet op, inden man drukner!

Den gennemsnitlige levetid for en pilot på et hangarskib er ca. 10 flyvninger.

Syv piloter bliver udvalgt til opgaven: At finde og bombe luftskibshallerne på Zeppelinbasen i Tønder.

To gange må et angreb aflyses pga. dårligt vejr, men tredje gang lykkes det.

Og det kommer vi til at høre mere om i løbet af den halve times tid!

Lazarettet ved “Westfront 1916” (foto: Peter Marker)

1. Speaks fortsat – efter første overflyvning

Hangarskibet HMS Furious sejler med sin eskadre af ledsageskibe til et punkt ca. 50 kilometer (25 sømil) vest for Ringkøbing.

Det er den 19. juli 1918. Klokken er 04:00 om morgenen.

Der er ca. 150 km til Luftskibsbasen i Tønder.

Flyene vil lige akkurat have tilstrækkeligt brændstof til at komme frem – og nok så vigtigt: Til at komme tilbage igen!

Men også kun lige akkurat.

Hvis flyene skulle løbe ind i problemer, så har de ordre til at flyve over den danske grænse og nødlande dér.

Kl. 04:14 letter de første tre fly fra startdækket. Det er flight leader, kaptajn Jackson og hans to ledsagere kaptajn Dickson og løjtnant Williams.

Kl. 04.22 letter den næste angrebsbølge, bestående af fire fly med flight leader kaptajn Smart (det hedder han!) og hans ledsagere kaptajn Thyne, løjtnant Dawson og løjtnant Yeulett.

Kaptajn Bernard Arthur Smart har allerede én Tønder-Zeppeliner på samvittigheden: I august 1917 skød han nemlig den legendariske Zeppelin L23 ned over Nordsøen.

Nu er han på vej for at ødelægge basen.

Hvert fly har to 50-punds bomber med.

Det er mere end rigeligt til at ødelægge luftskibshallerne – hvis de da rammer og får antændt Zeppelinernes brint.

De to grupper flyver uafhængigt af hinanden mod deres mål.
Den første gruppe på tre fly med Jackson som flight leader når efter ca. 20 minutters flyvning den danske kyst ved Blåvandshuk.

De følger kystlinjen mod syd. De holder sig over skyerne, men dykker ind i mellem ned under skydækket for at orientere sig.

Kl. 05:30 er de over øen Silds nordspids. Det er tid til at gå ind over land.

Flyene går lavt ind over Højer.

I det fjerne kan de se Tønder, hvor de cirkulerer for at finde luftskibshallerne.

Kaptajn Dickson får øje på en lang, lav bygning i Tønders østlige udkant og kaster en bombe dér.

Men det er noget af et fejlskud! Det er nemlig markedspladsen nede ved den gamle Sønderport, hvor Tønderhallerne nu ligger!

Dicksons bombe slår et hul i brolægningen.

Dickson bliver hurtigt klar over sin fejltagelse. Jackson og Williams har nemlig fået øje på Zeppelinhallerne og har sat kursen mod nordvest. Dickson følger lige i hælene.

Med rasende fart flyver de ind over Tønder – nu går de lige straks til angreb!

Der var hen ved 1.500 mennesker på pladsen i løbet af dagen. (foto: Peter Marker)

2. Efter anden overflyvning

Klokken er 05:33 og de tre fly angriber.

Dickson er den første, der kaster sin bombe mod kæmpehallen Toska. Fuldtræffer!

Sort røg begynder at vælte ud af hullet i taget, da Williams som den næste kaster sine to bomber mod hangaren.

De to Zeppelinere bryder i brand i et flammende bål af tæt ved 100.000 kubikmeter ekstremt brændbar brint. Flammerne står mere end 100 meter op i luften!

Jackson går nu efter den mindre luftskibshal ”Toni”; han kaster sine bomber mod hallen, der rummer basens observationsballon.

Han ser hallen bryde i brand.

En enkelt luftværnskanon er vågnet og er begyndt at bjæffe, og den får snart selskab af yderligere to.

Men det er for sent.

De tre Sopwith Camels i første angrebsbølge er allerede på vej mod nord.

Re-enactere fra “Westfront 1916” bemander en skyttegrav. (foto: Peter Marker)

3. Efter tredje overflyvning

Manden med de mange navne, luftkaptajn Horst Julius Ludwig Otto Freiherr Treusch von Buttlar-Brandenfels, blev jaget ud af sin sødeste søvn, da to britiske fly i lav højde kom brølende ind over det hus, hvor han boede.

Vi har hans egen beretning fra angrebet.

Lad os høre, hvad han skriver:

”En skygge fór hurtigt lige hen over huset, blot én meter over taget, helt latterligt lavt; en flyvemaskine med runde kendingsmærker: en englænder!

I det samme begyndte basens antiluftskyts at bjæffe.
Englænderen går endnu lavere og holder kurs direkte mod luftskibshallen.

Så er han der! Han stiger lidt.

Da med ét en ny lyd over mig. En skygge! Endnu en flyver!

Nu var den første lige over hallen!

Det er som hjertet stopper: I et flammehav stiger en kæmpe røgsøjle op fra hallen.

Et smukt og grusomt syn, dette kolossale, flammende offerbål, i hvilket L54 og L60 gik under!”

Så vidt Buttlar-Brandenfels.

Luftskibsbasens eget flyverforsvar var blevet trukket væk i marts 1918. Den ujævne, bløde startbane foran flyhangaren har næsten dagligt kostet ødelagte fly og kvæstede eller dræbte piloter.

Så nu er startbanen under reparation – og basen helt uden jagerbeskyttelse af de moderne Albatross-jagere, der ellers skulle passe på de store luftskibe.

Det er vist det, man kalder sort uheld – eller virkelig dårlig planlægning!

I flyhangaren står en replika af en Albatross D5, der har medvirket i flilmen “I krig og kærlighed”. (foto: Peter Marker)

4. Efter fjerde overflyvning

I mellemtiden er den anden angrebsbølge nået frem til Luftskibsbasen.

De har mistet den ene Sopwith Camel undervejs. Den er returneret til hangarskibet med motorproblemer.

De er dog stadig tre fly: Kaptajn Smart, løjtnant Dawson og løjtnant Yeulett.

De er kommet ind over land ved Fanø og har fulgt Ribe-Tønder-banen mod syd.

Men nu er det tyske luftforsvar vågnet op! Allerede ved Abild mødes de af en voldsom beskydning fra antiluftskyts.

Luftkaptajn Treusch von Buttlar-Brandenfels var også vidne til den anden angrebsbølge.

Lad os høre ham selv fortælle:

”Englænderne foretog endnu en runde og angreb så den lille luftskibshal med observationsballonen. Herregud! Lige ved siden af er jernbaneskinnene med en lang række togvogne fyldt med benzin og brint!

I det samme kom et tredje fly, der dog holdt sig på afstand. Dets opgave var øjensynligt at fotografere.

På startbanen og mellem barakkerne står matroserne halvnøgne eller undertøj og skyder som gale med deres geværer efter flyene.

Men englænderne ænser dem ikke; de viger ikke en tomme fra deres bane og kredser så lavt, at man tydeligt kan se piloterne, der vinker hjerteligt ned til matroserne.

Selvom de let havde kunnet, så løsner intet af flyenes maskingeværer et skud.

Mens jeg tramper som en vanvittig i pedalerne for at nå hen til flyvepladsen, farer en forfærdelig tanke gennem min hjerne!

Hvad med de store bomber, vi lod ligge i luftskibshallen?

Heldigvis var [Oberleutnant Hans von] Schiller, der boede i barakkerne på basen, opmærksom på faren.

Han ignorerede truslen fra flyene og løb sammen med nogle behjertede mænd ind i den brændende hal.

Med en klud for munden til værn mod den kvælende røg slæbte han sammen med de frivillige de brandvarme bomber ud af hallen.

Et af de britiske fly tabte pludselig et landingshjul, og et kort øjeblik troede vi, at det var ramt og ville nødlande. Vi løb som gale hen mod landingsbanen.

Men det fløj lige som sine kammerater lavt for at undgå ilden fra forsvarsbatteriet, det fløj under telegrafledningerne, der gik langs Tønder-Ribebanen og forsvandt nordpå. (…)

Jeg stod ved det udbrændte skelet af mit luftskib.

Jeg havde allerede set mange luftskibe gå ned.

Men for første gang var det mit eget.”

Under vejs i fortællingen var der en række “eksplosioner” fra “bombenedslag”. (foto: Peter Marker)

5. Efter femte overflyvning

Det andet angreb bliver indledt ca. 10 minutter efter det første.

Den store hal brænder voldsomt, så kaptajn Smart koncentrerer sig derfor om den mindre hangar.

Det er formentlig ham, som Butlar-Brandenfels observer kaste bomber mod ”Toni”.

Også den mindre luftskibshangar står i flammer. Det er basens observationsballon, der brænder.

Kaptajn Bernard Smart har selv fortalt om den voldsomme beskydning, han var udsat for fra jorden.

Han fortæller:

”Hele basen er én stor forvirring af mænd, der løber rundt i alle retninger. Gennem brølet fra min motor kan jeg høre knitren fra rifler og maskingeværer.

Det lyder som et mindre infanteriangreb.

Mit fly stiger voldsomt efter bombningen af hallen, men jeg foretager nu et dyk med fuld gas indtil det synger i wirerne. I 50 fods højde flader jeg ud og flyver i lav højde zig-zag væk ved højeste hastighed.”

De to andre fly følger hans eksempel.

Kaptajn Dickson og kaptajn Smart når begge tilbage til HMS Furious.

Dickson ankommer kl. 06:50 og Smart en halv time senere.

De går begge ned på vandet og bliver halet op af de ledsagende destroyere, mere døde end levende.

Hele operationen fra start til landing har varet omkring tre timer.

En “Tiger Moth” overflyver pladsen – i datiden var det “Sopwith Camels”. (foto: Stig Bang-Mortensen)

6. Efter sjette overflyvning

Williams og Dawson fra den første angrebsbølge følges ad mod nord langs den danske kyst.

Men begge fly løber tør for brændstof.

Williams må gå ned på stranden ved Skallingen nord for Esbjerg.

Dawson når lidt længere – op til Holmsland Klit, før han også løber tør for brændstof og må nødlande.

Begge bliver bragt ind til Esbjerg til afhøring og senere interneret.

Jackson og Yeulett fra den anden angrebsbølge følges ad ud over Vadehavet.

Jacksons fly får motorproblemer ved Guldager lidt nord for Esbjerg og må nødlande.

Også han bliver senere interneret.

Løjtnant Yeulett følger fra luften kammeratens nødlanding.

Yeulett er den yngste og mindst erfarne af piloterne. Han er kun 19 år. Og nu er han på egen hånd.

Han fortsætter mod nordvest – måske kan han nå tilbage til HMS Furious?

Det kan han ikke!

Senere bliver hans lig fundet i strandkanten på Holmsland Klit.

Og nogle dage efter bliver også hans fly fundet, drivende med strømmen mod nord.

Yeulett er tilsyneladende gået ned på vandet, er blev slået bevidstløs ved landingen og er druknet.

Han ligger i dag begravet ved Havrvig Kirke.

Yeulett er det eneste dødsoffer fra denne – set fra et britisk synspunkt – meget vellykkede aktion.

7. Efter syvende overflyvning

Det er første gang i verdenshistorien, at fly letter fra dækket på et hangarskib og gennemfører et angreb mod et mål på landjorden.
Det indvarsler en helt ny tidsalder i krigsførelsen.

Slagskibenes tidsalder er forbi. Hangarskibenes tidsalder er begyndt.

Og det er egentlig ret pudsigt at tænke på, at den måde, vi i den vestlige verden i vore dage foretrækker at føre krig, nemlig med hangarskibsbaserede luftangreb mod mål på landjorden, for første gang i verdenshistorien blev gennemført mod lille, fredelige Tønder.

Læs mere om angrebene på Tønderbasen i Knud Jakobsens fine, lille bog, der udkom for få måneder siden.

 

2 tanker om “Luftangrebet mod Tønder-basen – fortællingen den 22. juli 2018”

  1. Kære forfatter til ovenstående. Hvilken super flot skildring!!! Tusind tak for den! FREMRAGENDE FORMIDLING, og tak for din vedholdende energi for udbredelsen af kendtskabet til 1. verdenskrig. Tak!

    Mvh. Milert schulz

    1. Mange tak for de venlige ord, som glæder mig inderligt. Men det kunne ikke lade sig gøre uden en stor indsats fra mange andre frivillige end jeg selv – og for arrangementet den 22.7.’s vedkommende trak Zeppelin- og Garnisonsmuseet i Tønder (også frivillige) det tungeste læs.
      /RR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *