Senest ændret den 26. februar 2016 12:55
Allerede i sidste halvdel af det 19. århundrede var der etableret fæstningslinier og fæstninger omkring flere europæiske hoved-stæder og storbyer. De baserede sig alle på store betonforter spækket med svært artilleri i drejelige pansertårne samt lettere artilleri og maskingeværer i forsvindingstårne og kasematter. Ganske vist så de imponerende ud når de lå i terrænet med kanoner og maskingeværer strittende i alle retninger. Fælles for disse anlæg var dog, at de ved udbruddet af verdenskrigen, ja allerede 10-15 år tidligere, var forældede. De var alle bygget i perioden 1885-1890 og levede dermed kun op til denne periodes artilleri, d.v.s. 12 til 21 cm. haubitser og kanoner samt granater ladet med sortkrudt. Disse fort- og fæstningslinier lå typisk i en afstand af 7-9 kilometer fra centrum af den by de skulle beskytte, hvilket i slutningen af det 19. århun-drede var rigeligt til at holde en angribers belejringsartilleri udenfor bombardementsafstand.
Belgien havde tre større befæstninger. De lå omkring byerne Antwerpen >>>, Liege >>> og Namur >>>. Alle blev konstrueret af en af Europas bedste fæstningsbyggere, general Brialmont, der også havde været rådgiver på bl.a. forterne i Københavns Befæstning >>> 1886-1894. Liege og Namur skulle forhindre at Meuse-dalen ikke blev brugt som korridor af hverken Frankrig eller Tyskland under et angreb. Spærringen mod Øst og sydøst, Namur og Liege, fik derfor en helt speciel betydning ved Tysklands indmarch i 1914.
Forterne omkring Liege og Namur havde i alt 171 middelsvære og svære kanoner. Hvert fort havde 5-8 stk. 12, 15 og 21 cm. Krupp kanoner. Dette var de mest almindelige størrelser for fæstningsskyts i 1888. Skytset blev monteret i drejelige pansertårne. Trekantforterne havde tre mindre forsvindingstårne og de rektangulære fire. De blev udrustet med 57 mm. Skyts. I kaponierer og kasematter var monteret seks til ni 57 mm. hurtigtskydende kanoner til nærforsvar. Endvidere var monteret et stort antal maskingeværer. Det lykkedes de to fæst-ninger at bremse tyskernes fremmarch så meget, at både den Belgiske og den franske hær kunne nå at mobilisere. Samtidig blev den Belgiske hær i stand til at operere offensivt fra Antwerpen indtil halvanden måned efter tyskernes indmarch i landet.
De tre fæstningers hårdnakkede modstand førte i sidste ende til slaget ved Marne og tyskernes første nederlag. Dermed blev Schlieffens mål, en hurtig 6-ugers krig på Vestfronten, forvandlet til en langvarig krig og dermed den tofrontskrig Schlieffen for alt i verden havde villet undgå.