Krigen kort: Baggrund, forløb og afslutning

Af Jørn Buch

Da den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand blev skudt i Sarajevo i Bosnien-Herzegovina den 28.juni 1914, satte det en proces i gang, som førte til 1.Verdenskrig.

Østrig-Ungarn gav Serbien skylden for mordet, som foregik i Bosnien-Herzegovina, der var blevet indlemmet i Østrig-Ungarn i 1908. Men der gik en måned, inden østrigerne officielt reagerede med krav til Serbien, som man vidste ville være uantagelige. Serbien muss Sterbien, var et slogan i Østrig-Ungarn, som viser, at man ville en krig mod den nye lille stat Serbien, hvor stærke nationalistiske kredse ønskede at samle alle serbere i naboområderne i et Stor-Serbien. Men Serbien var allieret med Rusland. Da Østrig-Ungarn derfor erklærede Serbien krig den 28.juli 1914, begyndte Rusland at mobilisere for at komme sin slaviske allierede til hjælp. Det fik den tyske militære ledelse til at reagere.

Den tyske hærledelse havde udarbejdet den såkaldte von Schlieffen-Plan, som byggede på Tyskland’s geopolitiske pladsering mellem to stormagter Frankrig og Rusland. Ud fra erfaringerne fra den fransk-tyske krig i 1870, gik hærledelsen ud fra, at man igen hurtigt kunne slå Frankrig, hvorefter man også hurtigt skulle kunne besejre Rusland, der ville være meget langsom til at mobilisere sine tropper. Men med den begyndende russiske mobilisering til støtte for Serbien, faldt den første af forudsætningerne for von Schlieffen-planen til jorden. Alligevel besluttede Tyskland at erklære Rusland krig den 1.august – og Frankrig den 3.august 1914. 1.Verdenskrig var begyndt!

Skuddet i Sarajevo var således alene anledningen til krigen – hvad var årsagerne til, at konflikterne udviklede sig til en verdenskrig? Årsagerne skal findes i et kompliceret spil af konflikter og modsætninger, som havde udviklet sig over tid, men som hver sig ikke kunne begrunde en verdenskrig.

Efter Krim-krigen 1853-1856 var Rusland blevet svækket som stormagt samtidig med, at der opstod store sociale modsætninger på landet og med industrialiseringen tilsvarende problemer i byerne op til udbruddet af 1.Verdenskrig. Alligevel anså zaren sig på samme tid som alle slaviske folks beskytter, specielt efter oprettelsen af de nye stater Serbien og Bulgarien i 1878. Denne slaviske nationalisme kaldtes for Pan-slavismen.

På samme tid blev Storbritanien en verdensomspændende kolonimagt, hvad der fik stor betydning for udviklingen af den britiske industri, som blev førende på verdensplan. Der blev importeret masser af billige råvarer fra kolonierne, som blev brugt i den britiske industri. Frankrig havde også en del kolonier, som ligeledes fik betydning for den begyndende franske industri.

Frankrig og Storbritanien kom flere gange i krig med hinanden omkring kolonierne, men efter en episode i Fashoda i 1898 i Sudan, blev de to stormagter enige om en aftale, dog var forholdet mellem franskmændene og briterne var fortsat køligt. På grund af pres udefra, bl.a. fra Tyskland, oprettede Frankrig og England i 1904 en Entente Cordiale, en såkaldt hjertelig aftale, da den var alt andet end hjertelig. Men med den var Triple-ententen– en løsere aftale end en alliance – mellem Frankrig, Storbritanien og med Rusland blevet til virkelighed i 1907.

Da Tyskland blev samlet af Prøjsen i 1870-1871, gav den britiske premierminister Disraeli udtryk for, at der med det Tyske Forbunds omdannelse af 39 stater til én stærk militær stat under Prøjsens ledelse, var foregået en større revolution på det europæiske fastland, end det der skete under den franske revolution i 1789. Med Tysklands oprettelse i 1871 var der med ét skabt en ny stor og stærk militærmagt, som totalt ændrede den europæiske magtbalance. Det var Bismarck meget opmærksom på, og skabte derfor et net af alliancer, som skulle berolige naboerne Østrig-Ungarn og især Rusland.

Men Bismarck blev afskediget af den nye unge kejser i 1890, og kort efter søgte Tyskland at skaffe sig kolonier for dermed at få en plads i solen, som der blev sagt. Men med jagten efter kolonier skulle det nye Tyskland også have en flåde. Dermed begyndte et oprustningskapløb, hvor stormagterne Tyskland og Frankrig, men især Storbritanien konkurrerede om at sikre sig en gunstig position. Frankrig og især Storbritanien ville forhindre, at Tyskland blev den store kolonimagt. Men hvorfor skulle tyskerne ikke have den samme ret til kolonier, som franskmændene og briterne? Der var ingen, der spurgte de indfødte. Især i Storbritanien var den imperialistiske politik meget populær, og man tålte ikke, at der var nogen magt, der kom højde med den britiske flåde.

I Frankrig ville de ledende kræfter have hævn for nederlaget i 1870-1871, hvor Frankrig måtte afgive Alsace og dele af Lorraine til det nyoprettede Tyskland og samtidig betale krigsskadeserstatning. Det var bl.a. denne franske krigsskadeserstatning, som var medvirkende til de såkaldte Gründerjahren, som for alvor satte gang i den tyske storindustri.

Tyskland var således blevet samlet fra oven durch Eisen und Blut, med krig, som Bismarck havde sagt, og ikke gennem folkelige demokratiske bevægelser. Derfor blev det kejserlige Tyskland et meget nationalistisk og militaristisk samfund. Men det var ikke alene det nye forenede Tyskland, som oprustede, det gjorde alle de store magter i Europa. Alle stormagterne havde planer om at skulle føre angrebskrig – ingen havde planer for en forsvarskrig. Alle stormagter mente, at de havde noget at forsvare og noget at kæmpe for: Rusland kunne samle de sociale modsætninger i landet gennem en succesfyldt krigsførelse. Østrig-Ungarn kunne holde sammen på det multietniske kludetæppe ved en fælles krigsindsats. England ville forsvare sit imperialistiske koloniimperium og Tyskland ville sikre sig kolonier og ligestilling med de andre kolonimagter.

Der var en lang række mindre konflikter i Kina omkring Shantung-halvøen, flere kriser omkring kontrollen af Marokko og flere krige på Balkan mellem de mange nye selvstændige stater og det stadig mere korrupte Osmannerrige, som den russiske zar kaldte for Europa’s syge mand. Men ingen af disse kriser og krige var i sig selv nok til at udløse en verdenskrig – ligesom konflikterne i Mellemøsten eller Krim og Ukraine i dag ikke i sig selv er tilstrækkelige til at udløse en verdenskrig.

Men alle stater var samtidig blevet integreret i flere kollektive forsvarsaftaler. Danmark og de øvrige skandinaviske lande var sammen med Spanien, Portugal, Nederlandene og Schweiz de eneste lande, som havde erklæret sig neutrale og uafhængige af de mange alliancer. Stormagterne var delt af overvejende to store aftaler: Tyskland og Østrig-Ungarn havde sammen med Italien indgået den såkaldte triple-alliance. Overfor den blev der oprettet en triple-ententemellem Frankrig og Storbritanien i 1904 og med deltagelse af Rusland fra 1907. Derudover var der et utal af andre alliancer, bl.a. garanterede Rusland for Serbien siden Serbiens uafhængighed i i1878.

Skuddet i Sarajevo kom derfor til at tænde den gnist, som satte hele Europa og dele af den øvrige verden i brand. Konflikter og kriser var der nok af, men alliancerne sørgede for, at ilden bredte sig som en steppebrand. Tyskland var ikke den eneste skyldige i verdenskrigens udbrud, men det var den tyske von Schlieffen-plan, som kom til at hælde benzin på bålet i krigen mellem Østrig-Ungarn og Serbien. Dermed blev alle de store alliancerne mobiliserede, og dermed blev Balkan-krigen til en verdenskrig.

Krigen var først og fremmest en europæisk krig, men blev til en verdenskrig, da den blev udkæmpet mellem Kina og Japan i Asien, og mellem de store kolonimagter i Afrika. USA erklærede Tyskland krig i april 1917, men kom først for alvor i kamp i løbet af 1918 og kom således ikke til for alvor at afgøre krigen. Tyskland havde ikke flere ressourcer til at føre krigen videre og havde ikke evnet sammen med Østrig-Ungarn at slå de vestlige entente-magter Frankrig og Storbritanien.

Krigen blev erklæret den 1.august, og startede den 4.august med angrebet på Frankrig gennem det neutrale Belgien. Det var i overensstemmelse med von Schlieffen-planen. Men krigen gennem Belgien og Nordfrankrig tog længere tid, end den tyske hærledelse havde troet. Derfor var russerne, som pga. Serbien var de første til at mobilisere, også bedre forberedt, end den tyske hærledelse havde troet.

Krigen blev hurtigt til den fastlåste skyttegravskrig på vestfronten i Nord-Frankrig og i Flandern i Belgien. Det skyldtes bl.a. krigens teknologi, hvor begge parter først bombede et område med store kanoner, hvad der fik forsvaret til at grave sig ned. Derefter gik soldaterne i gang med et angreb, men blev mødt med salver fra maskingeværer. Teknologien var derfor defensiv og med til, at det udviklede sig til den fastlåste skyttegravskrig, hvor soldaterne boede i nedgravede huler ved skyttegravene.

Det første store slag blev udkæmpet ved Marne-floden øst for Paris 5.-12.september 1914, hvor den tyske fremrykning blev standset. De tyske tropper trak sig herefter tilbage til Aisne-floden nord for Marne og øst for Compiegne. Herfra kæmpede tyskerne resten af krigen.

Samtidig gjaldt det om så hurtigt som muligt at komme til at kontrollere havnene i Nord-Frankrig og Belgien. Det blev til det såkaldte kapløb om havet. Herefter lå fronten fast omkring knudepunkterne Ieper/Ypres i Flandern i Belgien og Verdun i Nordøst-Frankrig. Resten af krigen blev der kæmpet om territoriet mellem disse knudepunkter, et område på størrelse med Jylland, hvor alt efterhånden blev ødelagt. Derfor forbinder de fleste mennesker 1.Verdenskrig med kampene på Vestfronten, hvorfra der ikke kom noget nyt. Ingen gennembrud, ingen fred, men endeløse myrderier.

På østfronten besejrede Rusland i første omgang de tyske tropper, dvs. den russiske mobilisering var gået meget stærkere, end den tyske hærledelse havde regnet med i henhold til von Schlieffen-planen. Men kort efter vandt tyskerne over russerne i slaget ved Tannenberg 17.-31.august og ved de Masuriske søer i septemer 1914. Østfronten var meget mere bevægelig gennem hele krigen, men foregik over meget store strækninger.

På Balkan tabte Østrig-Ungarn i første omgang til serberne, men fik snart overtaget. Det var først i oktober 1915, at det lykkedes Østrig-Ungarn med hjælp fra Tyskland at besejre Serbien, som man derefter nærmest forsøgte at sulte ihjel. I mellemtiden var Italien fra maj 1915 kommet med i krigen på ententens side, selv om Italien oprindelig havde tilsluttet sig alliancen, men Storbritanien og Frankrig lovede Italien, at de efter krigen kunne få en bid af Østrig-Ungarn, hvis de skiftede side og støttede ententen mod Østrig-Ungarn. Men også i disse kampe, omkring floderne Isonzo og Piave i Alperne, stivnede fronterne på trods af voldsomme kampe i 1916-1917.

Storbritanien forsøgte at flytte fronten til Osmannerriget med en landgang ved det smalle Dardaneller-stræde omkring Gallipoli i 1915 og med et tilbud til araberne om en samlet arabisk stat, hvis araberne bl.a. i Palæstina ville gøre oprør mod osmannerne. Men Gallipoli blev en katastrofe for de britiske tropper og i Mellemøsten skulle det senere vise sig, at araberne blev snydt.

På Vestfronten kom der til to store berømte/berygtede slag omkring Verdun og Somme-floden i 1916. Den franske fæstning i Verdun bestod af en lang række fæstningsværker og ordren fra den franske øverste militære ledelse var klar: Verdun skulle forsvares til sidste mand. Omvendt ville den øverste tyske hærledelse gøre Verdun til en pølsekværn. Begge lande var således villige til at ofre mange soldaters liv. Kampene ved Verdun startede den 21.februar 1916 og kom til at koste omkring 700.000 soldater. Hvis Verdun var blevet erobret af Tyskland, kunne de være gået i ryggen på de franske tropper og dermed have afgjort krigen, men Verdun holdt stand og er blevet et symbol for franskmændene.

Den 1.juli 1916 gik briterne sammen med Frankrig til angreb på tyskerne ved Somme-floden for at få en afgørelse på krigen. Det mislykkedes, men ved disse kampe havde briterne gjort brug af et nyt våben, som skulle få betydning for krigens afgørelse i 1918: den armerede tank. I første omgang blev der kun brugt ganske få tanks, som dog forskrækkede de tyske soldater. Men den tyske hærledelse troede ikke på tanks som et pålideligt våben. Da briterne brugte dem som et offensivt våben i stor stil ved slaget om Amiens den 8.august 1918, blev det klart for den tyske hærledelse under general Ludendorff, at krigen var tabt. Somme-slaget kostede ca. 1 million soldater!

Efter Verdun forsøgte Tyskland med et stort angreb på briterne i Flandern i 1917, som også blev meget blodigt. Men det lykkedes ikke tyskerne at bryde igennem de britiske linjer i det mudrede Flandern.

Med de russiske revolutioner i 1917 fik Tyskland og Østrig-Ungarn efterhånden overtaget på østfronterne. Bolsjevikkerne ville hellere have en revolution end fortsætte krigen, og blev derfor af Tyskland pålagt en meget hård fred i Brest-Litovskden 12.marts 1918, hvor Rusland skulle afstå kæmpe territorier.

Men med Brest-Litovsk freden i marts 1918 kunne Tyskland endelig frigøre en del tropper på Østfronten, som skulle sikre den endelige sejr på Vestfronten. Derfor begyndte tyskerne på deres store offensiver på Vestfronten den 21.marts 1918. De vestallierede i Ententen valgte da endelig en fælles øverste ledelse under den franske general Foch den 26.marts 1918. Dermed blev for første gang Storbritaniens og Frankrigs krigsførelse koordineret og gjort til en stærk samlende kraft.

De tyske offensiver ebbede ud i juli 1918, hvorefter de vestallierede entente-magter satte deres modoffensiver ind den 18.juli med det Andet Marne-slag. Den 8.august 1918 satte briterne hundredevis af tanks ind i modoffensiven ved Amiens nord for Paris, hvor tyskerne igen måtte trække sig. Det blev afgørende for den tyske hærledelse, som erkendte, at de ikke ville være i stand til at sejre – det blev til den tyske hærs sorte dag.

Hærledelsen i Tyskland pålagde derfor kejseren at danne en parlamentarisk regering, hvis vigtigste formål skulle være at sikre Tyskland en retfærdig fred. Det såkaldte tyske demokrati blev således skabt af militæret fra oven og understregede kejsertidens tyske militarisme. Den nye parlamentariske tyske regering henvendte sig derfor til USA den 4.oktober 1918 med en anmodning om fred.

Når Tyskland henvendte sig til USA skyldtes det, at den amerikanske præsident Wilson den 8.januar 1918 havde foreslået et fredsprogram med de berømte 14 punkter. USA havde i april 1917 erklæret Tyskland krig, men fik først for alvor tropper i kamp i sommeren 1918. USA blev således krigsførende, men havde ikke mærket krigen på egen jord, tværtimod tjente den amerikanske industri enorme summer på salg af materiel til de krigsførende parter.

Det blev ikke den amerikanske præsident Wilson, som førte forhandlingerne med Tyskland om en våbenstilstandsaftale, men i stedet den franske øverstkommanderende, nu marskal Foch. Og han var ikke indstillet på nogen forsonlig fred. Krigen var foregået på fransk jord, som var blevet fuldstændig ødelagt af den af Tyskland erklærede krig. Derfor blev den berømte våbenstilstandsaftale i Compiegne den 11.11. kl.11 i 1918 alt andet end forsonlig. Den gjorde det i realiteten umuligt for Tyskland at fortsætte krigen, da en stor del af krigsmateriellet skulle udleveres til Ententen samtidig med, at store dele af Tyskland skulle afstås og kontrolleres af de vestallierede – dog efter afstemning nogle steder, bl.a. i Nord- og Mellemslesvig i Sønderjylland.

Fredsaftalerne blev indgået i Paris i 1919. Man startede forhandlingerne den 18.januar 1919, præcis den samme dato, som det tyske kejserrige var blevet udråbt i Versailles på fransk jord i 1871. Hævnens time var kommet. Der blev i alt indgået fem fredsaftaler med de tabende magter: Østrig på slottet Saint Germain, Ungarnpå slottet Trianon, Bulgarien i et palæ’et i Neully, Osmannerriget i museet for porcelæn i Sévres – og den vigtigste og berømteste aftale med Tyskland i slottet i Versailles, hvor tyskerne blev tvunget til at underskrive præcis den 28.juni 1919, årsdagen for skuddet i Sarajevo. Intet var tilfældigt!

For alle traktater gjaldt det, at det blev vinderne, de vestallierede, som bestemte indholdet. Taberne blev ikke hørt. Store dele af Europa blev ændret til det, vi kender i dag med mange nye stater som f.eks. Estland, Letland og Litauen, Polen og Tjekkoslovakiet, som blev delt i 1993. I Sønderjylland blev der lavet to afstemninger i 1920, som delte området med den grænse, vi kender i dag – en demokratisk sindelagsgrænse i modsætningen til den gamle historiske grænse.

Men der var én aftale, som blev grundigt ændret – aftalen med Osmannerriget. De arabiske områder blev opdelt i en lang række mandater under Storbritaniens og Frankrigs kontrol, dvs. araberne blev godt og grundigt snydt af de demokratiske vestmagter, hvad de aldrig har glemt. Det ser vi i dag. Dog var det værste, at Osmannerriget, som blev til det det moderne Tyrkiet, måtte afstå en stor del af Lilleasien til Grækenland, Italien og den nye stat Armenien. Da grækerne ville have mere, indledte de en krig, som de tabte til den nye tyrkiske leder Mustafa Kemal – senere med tilnavnet Atatyrk, tyrkernes fader. Resultatet blev, at alle grækere blev fordrevet fra Lilleasien, hvor der havde været en græsk kultur siden antikken. Og tyrkerne fik skabt de grænser for Tyrkiet, som vi kender i dag.

Taberne skulle betale erstatning, da de fik skylden for krigen. Det blev imidlertid alene Tyskland, som kom til at betale, hvad de ophørte med i 1932. Da havde de betalt ca. det samme, som de havde pålagt Frankrig i 1871. Det var denne berygtede krigsskyld, som især gjorde tyskerne rasende. Og som vi har set, var Tyskland ikke alene skyld i krigen, selv om der ikke er tvivl om, at de bar en meget stor del af skylden. Men krigsskylden sammen med afståelserne var med til, at Tyskland aldrig talte om Versailles-freden, men med rette om Versailles-diktatet. Det var denne uretfærdige fred, som lagde grundstenen til den næste krig, da den var skyld i, at det lykkedes Hitler at komme til magten i 1933. Men med afslutningen af 2.verdenskrig i 1945, hvor ingen var i tvivl om den tysk-nazistiske skyld, da fik Tyskland i stedet Marshall-hjælp. Men denne hjælp afsluttedes den moderne 30-årskrig, hvor stormagterne endelig havde lært noget af historien!

7 tanker om “Krigen kort: Baggrund, forløb og afslutning”

  1. hvorfor står der at de døde den 28 juli 1914, når der på en anden side står at de døde 1/8 1914?

    1. Hej Sophie
      Der står da også, at de blev skudt den 28. juni (ikke den 28. juli). Mon du tænker på, hvornår krigen begyndte? For den begyndte med Østrig-Ungarns krigserklæring til Serbien den 28. juli – men da var det ikke helt en verdenskrig endnu. De følgende dage fulgte krigserklæringerne slag i slag. Tyskland erklærede krig mod Rusland den 1. august, og så begynder det at ligne en verdenskrig. Den tyske krigserklæring mod Frankrig fulgte den 3. august og den britiske mod Tyskland den 4. august. Og senest fra den 4. august kan man tale om en Verdenskrig.
      mvh
      René

      1. nej men på 2 forskelige sider står der 2 forskellige dato-er.
        +-hvordan sluttede 1 verdenskrig?

        1. Hej Sophie
          Svaret på dit spørgsmål fremgår faktisk af de to essays af Jørn Buch, der kan læses på siden her. Vi linker også til flere andre sider med gode redegørelser for krigens forløb. Igen: Krigen begynder med Østrig-Ungarns krigserklæring til Serbien den 28. juli – men da er det endnu ikke en verdenskrig. Man siger ofte 1. august, fordi det var den dag, Tyskland erklærede Rusland krig. Og det bliver senest en verdenskrig den 4.august, da Storbritannien erklærer Tyskland krig.
          Kamphandlingerne afsluttes, da Tyskland i oktober 1918 anmoder om våbenstilstand og den træder i kraft den 11. november 1918. Men krigen slutter først med undertegnelsen af en række fredstraktater, hvoraf fredstraktaten i Versailles den 28. juni 1919 regnes for den vigtigste.
          mvh
          René

  2. Stalin havde en klar interesse i at medvirke til at starte WW2, som ikke indgår i den officielle/simplificerede version om årsagen til WW2.
    Stalin hjalp bl.a. Hitler med at omgå de miltære begrænsninger i Versailles fredsaftalen og sikrede ham 2 års fred på østfronten.
    https://youtu.be/Nj9Geqf3LB8

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918