Senest ændret den 9. november 2016 19:29

Oberstløjtnant Hülsemann, dengang chef for 6.komp. regiment 84 (IR84)

Da  vi den 8. september om aftenen nærmede os Montreuil aux Lions,  var landevejen, på hvis venstre (sydlige) side terrænet steg med et stejlt krat og til højre faldt ned mod en bæk, håbløst proppet med kanoner og køretøjer af enhver art. Det syntes umuligt at komme hverken frem eller tilbage.

Vor marchkolonne måtte derfor standse, og vi befalingsmænd gav os til udrede virvaret. Det krævede al energi og hensynsløshed at blive herrer over vanskelighederne. Først måtte alle folk stige af heste og køretøjer og føre hestene ved hovedet. Så blev køretøjer og kanoner enkeltvis trukket ud og sendt afsted. Alt imedens kom mørket, og da vi igen kunne træde an, kunne vi næppe se en hånd for os.

Ordren for 6. kompagni lød, at vi som forpostkompagni skulle rykke ud til sikring af Pariser landevejen til Monbertoin og ved vejen Monbertoin-Porte  Ferré etablere en forsvarsstilling med front mod syd.

Et kort over egnen havde vi ikke. Hvor lå Monbertoin? Forespørgsler gav os den oplysning, at vi, når vi rykkede frem gennem Montreuil ad den store Pariser vej, efter ca. 20 minutter ville komme til Monber- toin. Vi trådte altså an, traf efter ca. 20 minutter på en gruppe huse og antog, at dette måtte være Monbertoin. Ved de sidste huse gik kompagniet i bivuak og sendte en feltvagt nogle hundrede meter frem ad landevejen til sikring.

Klokken var blevet 11 om aftenen. Folkene var ved at falde om af træthed. Kun med besvær kunne man få dem til at tage imod maden fra feltkøkkenet, et usvigeligt tegn på, at de var nået til enden af deres kræfter. Vi havde nu også været uafbrudt undervejs i 48 timer! Udgravning af en forsvarsstilling kunne først påbegyndes, efter at kompagniet var kommet til kræfter. Desuden: hvor kunne vi finde vejen fra Monbertoin  til Porte Ferré? Hvor var syd? Der var ingen stjerner at se på himlen til at fortælle os himmelretningen, og ingen beboere, der kunne vise os vejen, kunne opspores i husene.

Mit kompas havde mistet viseren. Det ville være et tåbeligt for- langende af troppen at udgrave en stilling et eller andet sted i terrænet blot for at udføre en given ordre og uden at vide, om stillingen ville opfylde sin mission. Jeg udsatte derfor udgravningen af stillingen til om morgenen – meddelelse om, at også ledelsen havde givet afkald på etablering af stillingen, nåede os ikke – og begav mig ved morgengry med mine ordonnanser op på højdedragene til højre for vejen.

Til venstre for vejen var der enge. Her kunne forsvarsstillingen på ingen måde være. På højdedraget traf jeg nogle kompagnier 89ere, som havde til hensigt at grave sig ned. De havde den samme opgave som mit kompagni. At sætte kompagniet ind på dette sted syntes altså overflødigt.

Da jeg var vendt tilbage til kompagniet – klokken var blevet hen mod 8 – kom der ordre til at vende tilbage til 5. og 7. kompagni i Mon- treuil.

Hele natten igennem var der raslet kolonner og bagage tilhørende fremmede divisioner. Den almindelige situation kunne vi ikke  danne os noget billede af.

Ved bataljonsstaben i Montreuil var der ballade i luften. Kaptajn Klapp, chefen for 5. kompagni,  var meget vred og i dårligt lune. Han havde haft uoverensstemmelser af personlig natur med  bataljons-kommandøren. Hen mod kl. 9 blev der i rækkefølgen 7., 5. og 6. kom- pagni rykket tilbage til vestranden af Montreuil. 8. kompagni forblev endnu på deres post ved vejforgreningen 1 km syd for Porte Ferré.

Vort artilleri stod på høje 169 under skydning sydvest for Montreuil. skudretning mod syd. Så fik 5. kompagni  ordre til at kaste de eng- lændere tilbage, der skulle være under fremrykning fra retning Ferme-Paris langs vejen til Montreuil. Ferme-Paris? Derfra var vi da marcheret ud i går.

Englænderne faldt os altså i ryggen. Mærkværdig situation! Derpå fik 7.kompagni (kaptajn Mende) ordre til at rykke ind i skovstykker sydvest for Montreuil til sikring af vort artilleri. Kompagniet havde ikke være afmarcheret ret lang tid, da 6. kompagni – det var kl. 10 om formiddagen – fik ordre til “at sikre et batteri fra feltartilleri-regiment 45, der står deroppe og bliver truet af englænderne”. “Det haster meget!” føjede bataljons-kommandøren til. Englændere angriber fra øst. Englændere truer et af vore batterier, der ikke langt fra os i sydvestligt retning står under beskydning! Mærkværdigt! Men der var ingen tid til overvejelser. Delingerne Meisenburg og Backe bliver deployeret i den befalede retning. 3. deling følger efter.

Da vi var klatret op ad skrænten ved landevejen og nåede nord- skråningen af højde 169, lå foran os selve helvede. Med voldsomme brag detonerede den ene granat efter den anden foran os på højen.. Skyer af gul-grøn røg lagde sig over det terræn, som vi skulle igen- nem. Uden tøven gik delingerne ind i ildzonen og ind i de skovstyk- ker, der lå foran os.

Menig Jantzen brev ramt af en granat og slynget i luften højt over træerne. Han var den første døde denne dag. En ung Unteroffizier, der for første gang var i kamp, mistede helt besindelsen. Han kom rutsjende på knæene og råbte hele tiden: “De kommer, de kommer!” Efter at man havde talt roligt til ham, rejste han sig og gik med. I alle senere kampe  udmærkede han sig ved sin ro og omtanke. Efter turen gennem det første stykke skov a (se skitse s. 117) blev der bøjet af til venstre mod to yderligere stykker skov (skitse b og c).

Mellem de to gik englændere tilbage til den store Essertis skov. Den fjendtlige artilleriild havde taget lidt af. Mens løjtnant Meisenburg og løjtnant Backe med deres delinger vendte sig mod det sydligste skovstykke (c), foran hvilket det udsatte batteri (det 6. af feltartilleri- regiment 45) lå, gik jeg  selv igennem med to grupper mellem de to skovstykker b og c  efter de vigende englændere.

Pludselig fik kompagniet fra alle sider en voldsom infanteriild. Det var ikke til at konstatere, hvor de englændere, der overfaldt os med deres ild, gemte sig. Ingen steder kunne man få øje på dem. Løjtnant af reserven Backe fik et skud i låret lige under lysken. Ved siden af ham brød hans trofaste oppasser Hollesen sammen med den samme læsion. Korporal af reserven Albrecht, uddannet lærer, faldt ramt af et skud i brystet med råbet: “Med Gud for Kejser og Fædreland!”

Ved siden af led de menige Corny, Kudlewski og reservisten Stibild heltedøden. De to grupper, med hvilke jeg selv var rykket frem, faldt ind til sidste mand. Det var korporal Nansen, ligeledes uddannet lærer, og de menige Matthiessen, Johannsen-Lamberg, Wunter, Roisen, Woltmann, Beutner, Gertenbach, Jablonski og horn- blæseren Mau. Den kugle, der var tiltænkt mig, for hårfint forbi mit hovede. Jeg kastede mig lynhurtigt til jorden og rullede mig hen til randen af skov c, hvor en tyk eg gav mig dækning. De næste øjeblik- ke vil forblive evigt i min erindring.

Efter den skæbnesvangre salve mod os faldt der ikke flere skud. Dyb stilhed, omkring mig kun en stille stønnen, kun nogle sekunder; dødsenglen frigjorde 10 tapre heltes sjæle fra deres jordiske kroppe og førte dem til den store armé. Levede jeg endnu? Det var mig i øjeblikket lidt uklart. Hvorfor skulle jeg som den eneste forblive i live? Det forekom mig for mærkværdigt. Og alligevel var det vel sådan. Jeg huskede, at min Feldwebel Kohlmetz ind til for få øjeblik- ke siden havde været ved siden af mig. Altså var han også død.

Da hørte jeg i skoven løjtnant Meisenburgs hvinende stemme. Det var vel første gang, at jeg havde glædet mig over den. Gud ske tak. Dér levede da én endnu. Hele hændelsen var foregået på få sekunder.

Løjtnant Meisenburg havde besat batteriet med resten af sin deling. Batteriet stod ca. 50 skridt syd for den lille skov c på åben mark, den venstre kanon ca. 300 m fra Bois des Essertis. Kanonerne var gravet ned til akslerne, betjeningsmandskabet lå død ved kanonerne. Intet- steds blot en enkelt levende. De var altså alligevel kommet for sent! Batteriet var tilsyneladende blevet overfaldet af englændere ud fra den lille skov c og fra Bois des Essertis og blevet sønderskudt af gra- nater fra engelske langtrækkende kanoner.

Meisenburg-delingen slog sig ned i batteriets kanon- og mandskabs- dækninger. Først fik han endnu ild fra Bois des Essertis på den vens- tre flanke. Menig Hirsch faldt ved et hovedskud, mens andre  blev såret. Reservist Schmidt, uddannet lærer,  fik et skud gennem mun- den og blev bragt om til mig i batteriførerens dækning bag batteriet. Uden en klage over smerten holdt han ud her ind til om aftenen, kun nødtørftigt forbundet. At bringe ham tilbage kunne man i øjeblikket slet ikke tænke på. For så snart man stak hovedet op over dæknin- gen, knaldede et skud lige forbi ørerne.

Så hørte skydningen fra Bois des Essertis op. Inde i skoven begyndte en livlig infanterikamp, og efter nogen tid kom løjtnant Haase fra 7. kompagni til syne i skovkanten og vinkede os over med den blanke hjelm. Ved 7. kompagnis indgriben forbedredes vor situation væsentlig. Vi var en tidlang uden beskydning og var fri for bekym- ring om vor venstre flanke. Jeg benyttede tiden til at bringe kompag- niet i en forsvarsduelig stilling og til at formere. Meisenburg-delin- gen blev liggende i kanonlinjen. Kun hans venstre fløj blev bøjet lidt bagud og tog front mod Essertis skoven. Hans højre fløj blev forlæn- get i retning af I bataljon, hvis venstre fløj var at se ca. 600 m fra os.

Mellem kompagniet og I bataljons venstre fløj blev der lagt en halv gruppe, da åbningen ikke nær kunne lukkes. Til den lille skovs smalle østrand blev der skudt en gruppe frem, og blottelsen mellem skove- ne b og c ca. på højde med Meisenburg-delingens venstre fløj blev lukket, front mod Bois des Essertis. Alle skyndte sig at grave sig ned, for man kunne jo ikke vide, hvor længe roen ville vare.

Desværre varede gravningen længere end foreskrevet, fordi det viste sig, at mange af folkene havde “tabt” deres spade under frem- marchen. Derfor måtte man hjælpe hinanden, og da englændernes ild påny bragede løs, var kompagniets venstre fløj mellem de to skove endnu ikke tilstrækkeligt nedgravet, således at den led følbare tab i løbet af den senere kamp. Kompagniet Rochel besatte senere den lille skov. Det besatte batteris kanoner skulle anvendes til afvisning af et eventuelt stormangreb. Desværre viste det sig, at samtlige låsedele manglede.

Så måtte vi altså give afkald på dette forsvarsmiddel. Da batteriet imidlertid ikke i længden skulle være ude af drift, besluttede jeg at gå hen til det batteri, der stod i stilling til højre lidt bagud i nærheden af en gård, for dér hos batteriføreren at foranledige det nødvendige. På vejen derhen rystedes jeg over at se mit tapre kompagnis smerte- lige tab.

Overalt lå blege og livløse de brave folk, som i freds- og krigstid var gået mig til hjertet, overalt ventede endnu sårede på deres tilbage-transport. Til min glædelige overraskelse mødte jeg Feldwebel Kohlmetz, usåret, men med et blegt, gulliggrønt ansigt, mens han fjernede identitetsmærker fra de døde og gjorde notater. Han var, som han meldte til mig, lige før ildoverfaldet brød løs, faldet be- svimet om på grund af gasforgiftning og havde på denne måde undgået døden.

Batteriet fra feltartilleri-regiment 45, som var opsrttillet ved gården, nåede jeg ikke mere. Til min store forundring prossede de på og gik tilbage. De så stærkt medtagne ud. Overalt lå der døde og sårede heste, et jammerligt syn. Jeg besluttede at ville give nogle folk be- sked på at give de stakkels lidende dyr nådeskuddet, men blev på grund af tingenes videre forløb forhindret i at udføre mit fore- havende.

Da jeg var kommet tilbage til kompagniet, så jeg flere lange, fjendt- lige infanterikolonner på ca. 4 km afstand fra sydvest stige ned fra et højdedrag. Jeg sendte straks en melding tilbage og bad om at få en artilleriobservatør op foran, men fik det svar, at artilleriet kunne observere lige så godt bagfra som oppe i forreste linje. Skønt vort artilleri skød ret så livligt, har jeg ikke kunnet observere, at  de af os observerede fjendtlige kolonner blev taget under beskydning. De forsvandt snart  i en terrænsænkning, som man ikke kunne se ind i.

Når jeg overfører mine observationer fra dengang til de kort, der er foran mig nu, kom kolonnerne ned fra Genevrois-højden og gik frem i retning af Bézu le Guéry. Klokken var mellem 12 og 1 om efter-middagen. Ved I bataljon blev ildkampen livligere og snart kom også over for os en lang skyttelinje til syne på en terrænryg på ca. 900 m afstand. At dømme efter spredningen var det ca. to til tre bataljoner. Da vi tog dem under ild, lagde de sig ned og overdængede os med ild af uhørt styrke.

Kompagniet led i det væsentlige kun tab på den venstre fløj, hvor ilden slog ind fra siden, og hvor man ikke havde gravet sig tilstræk-keligt ned. Da jeg havde måttet indsætte mit stærkt reducerede kompagni til sidste mand og måtte regne med et angreb fra stærkt overlegne styrker, bad jeg om en reserve. Af bataljonskomman- døren blev jeg henvist til 7. kompagni, der lå bag 6. kompagni. Det var blot ikke til at finde nogetsteds. Således forblev kompagniet henvist til sig selv.

Ildkampen begyndte at trække i langdrag. Englænderne lå som naglet fast til højderyggen, hvor de havde fundet god dækning. Vi var allerede kommet i tvivl, om det var en  fast vilje, eller det var den nødvendige beslutsomhed, der manglede til at smide os ned fra højde 169. Måske ventede de også på den ønskede virkning af deres masseskydning.

Angrebet fra deres stilling imod os ville ganske vist heller ikke være let, og ville have kostet store tab, hvis de  var rykket lige over det dækningsløse terræn mod os. Størst bekymring beredte mig Bois des Essertis på vor venstre flanke, hvis rand kun var ca. 300 m sidelæns fra vor stilling. Hvis englænderne angreb herfra og samtidigt forfra med den nødvendige styrke, som de ikke så ud til at mangle, så kunne det blive ubehageligt for os. Men time efter time forløb, uden at der skete noget.

Først kl. 7 om aftenen faldt der nogle skud fra Bois des Essertis, Men derved blev det. Skoven, i hvilken de tilsyneladende havde gjort dårlige erfaringer, syntes dem at være ubehagelig. I hvert fald udnyttede englænderne ikke den gunstige mulighed for angreb. 6. kompagni lå ind til aften ganske vist under heftig ild, men alvorligt angrebet blev de ikke.

Hos den til højre for os liggende I bataljon syntes forholdene at have formet sig mere alvorligt. Kaptajn Buchholz, føreren for I bataljon, sendte gentagne gange anmodning om forstærkning til mig. Da jeg ikke mere rådede over en  fuldtallig afdeling, videregav jeg hans anmodninger bagud. Som følge deraf indtraf først en deling beståen- de af folk fra forskellige kompagnier, så en yderligere deling under en Vizefeldwebel og endelig en halv deling under sergeant Röver. Jeg ledede alle disse forstærkninger videre til I bataljon. Sergeant Röver kom snart tilbage med et strejfskud i hovedet. Endelig kom hen under aften også maskingeværkompagniet fra Grenadér-Regiment  89 under kaptajn friherre v. Ledebur. Også det henviste jeg til I bataljon. Om de også er kommet i aktion, er mig ikke bekendt.

Under den timelange ildkamp kneb det gentagne gange med am- munition, især fordi  vi på grund af kompagniets hurtige indsats ikke kunne få udleveret ammunition fra vor patronvogn. Ved fremskaf- felse af ammunition udmærkede sig  særligt menig Reiche og kor- poral Jensen, der allerede den 6. september havde optrådt frem- ragende som cykelordonnans. De tilbagelagde vel nok ti gange vejen fra kompagniet til Montreuil og tilbage til kompagniet under eng- lændernes vanvittige beskydning og havde det held at forblive usåret.

Straks efter kl. 7 om aftenen skete der noget helt uventet. Ilden ophørte og englænderne forsvandt fra højderyggen over for os. Først troede vi ikke rigtig på stilheden, og jeg anordnede, at stil- lingen blev forbedret efter evne. Men det forblev roligt. Ikke et skud faldt der. Lettede åndede vi op, og med godt mod imødeså vi den kommende dag, efterhånden som dagen i dag gik til ende. Uforstyrret gik jeg langs med kompagniets stilling. Den var god. Det ringe skudfelt for kompagniets venstre fløj på 200-300 m over for Bois des Essertis blev forbedret derved, at det af nogle grupper kunne bestryges med flankerende ild. Desuden havde kompagni Rochel besat den lille skov.

Kompagniets tab var overordentlig store. Men de var i det væsent- lige sket om morgenen, da kompagniet havde drevet englænderne ud af batteriet. Englændernes beskydning om eftermiddagen havde trods sin heftighed kun skadet kompagniet lidt. 16 mand var faldet. Såret var foruden løjtnant Backe og hans oppasser Hollesen Unter-offiziere Staack og Zimmermann, korporalerne Schmidt, Oetersen II og  Zachrschewski og de menige Tatje, Olkowski, Wesper, Cornils, Dreckmann, Möller, Pisick, Fett, Röhren, Stapel, Hansen III, Rattenborg, Jacobsen I, Jacobsen II, Sanders, Tofft, Jessen II, Andrychow- ski, Neukirch, Frank, Schmidt III, Jörgensen I, Seybott og Johannsen, ialt 1 officer, 2 underofficerer, 3 korporaler og 25 mand.
Kompagniet havde næsten sat det halve af sin styrke til.

Desværre havde et stort antal sårede på grund af den stærke ild over terrænet hele eftermiddagen ikke kunnet blive bragt i sikker- hed. Trods det var stemningen om aftenen god og tillidsfuld.

Da kom der til vor store overraskelse kl. 9 om aftenen ordren om at gå tilbage til Montreuil. Min første bekymring var de endnu ikke bjergede sårede. Det var også smerteligt for os, at vi ikke mere kun- ne berede vore faldne et sidste hvilested. Den omsorg måtte vi over- lade til andre. Og så kanonerne! Før tilbagetogsordren var kommet, havde vi ikke skænket kanonerne mange tanker. Så længe vi lå ved batteriet, var de sikrede.

Overvejelser om, hvad der skulle blive af dem, når vi skulle gå til- bage, var der ingen anledning for os at have. Først i det øjeblik, hvor ordren til at rømme stillingen kom, dukkede pludselig spørgsmålet op: Hvad med kanonerne? Med det svar, vi gav os selv: batteriet skal og vil de selv afhente med deres forstillinger, var sagen afgjort for vort vedkommende, og vi gav os til at bjerge vore sårede. Det has- tede, for udførelsen af ordren til at skulle gå tilbage til Montreuil tålte ingen opsættelse.

Til alle sider gik der patruljer på fire mand hver for på regnslagene at bære sårede op til vejen. Kun få geværer blev tilbage til at holde stil- lingen besat og fortsætte sikringen mod fjenden. Kanonerne står, gravet ned til akslerne, som muret fast i jorden på den mod syd hældende skråning, de er til dels sønderskudt og venter på for- stillingerne.

De sårede er endelig samlet sammen! Det har varet for længe. Man bliver utålmodig. Hændelserne ved de sidste dages anstrengelser og særlig dem i dag med tilbagetoget som resultat slider på nerverne. Forstillingerne er endnu ikke kommet. Hvorfor ikke, har vi ingen forklaring på. Der er ingen tid til at vente længere. Den almindelige situation er fuldkommen uklar. Klokken nærmer sig 10, og det er blevet bælgmørkt. Vi må afsted. At bringe kanonerne tilbage med mandskab fra kompagniet er der hverken kræfter eller tid til. Bitre følelser kommer til udtryk.

Kompagniet havde mistet 50 mand for at redde batteriet. I næsten 12 timer havde vi ligget blandt kanonerne, delvist under svær fjendtlig ild, og med held forsvaret dem mod overmagten. Og ingen artillerist havde vist sig og bekymret sig om kanonerne! Regnede man måske med, at vi skulle trække kanonerne hen til forstillinger- ne, der stod i sikker dækning i Montreuil? Med ret blandede følelser og ikke uden vrede mod vore artilleristiske kammerater måtte vi rømme batteriet og lade kanonerne stå i Guds navn. Måske ville forstillingerne komme alligevel.

Halvvejs i Montreuil traf jeg en artilleri-officer, løjtnant v. Graffen, til hest sammen med en underofficer. På mit spørgsmål om, hvorhen? Gav han mig som svar, at han ville hente kanonerne. Efter mit ærger- lige svar, at han faktisk var noget sent på den, gik vi videre i den be- roligende vished, at kanonerne, for hvilke der var flydt så meget blod, nu dog blev bjerget.

Efter nogle uger – tre, hvis jeg ikke husker galt, lå vi allerede i stilling ved Moulin sous Touvent – blev jeg af divisionen opfordret til at lave en rapport om, hvorfor 6. kompagni ikke havde bragt kanonerne fra 6. batteri fra feltartilleri-regiment 45 med tilbage. Jeg har aldrig været så overrasket over noget, som over denne opfordring. Først herved erfarede jeg, at kanonerne ikke var blevet bragt tilbage. De var blevet fundet af englænderne under deres senere fremrykning, og “erobringen” af dem var blevet fejret i Ententens blade som en stor sejr for deres våben.

Denne kendsgerning udløste i sig selv smertelige fornemmelser, men for mig var  det en særlig bitter følelse, at mit kompagni til en vis grad skulle gøres medansvarlig for tabet af kanonerne. Det havde ikke været nødvendigt at lade kanonerne falde i fjendens hånd. Der havde ifølge den taktiske situation været tid nok og også mulighed for at bringe dem tilbage. Men hvorfor kompagniet skulle have gjort det, kunne jeg ikke få ind i mit hovede. At  batteriets forstillinger allerede før tiden skulle være sendt tilbage, var mig om aftenen den 9. september ikke bekendt.

Da vi ankom til Montreuil, stod bataljonen allerede marchklar. Jeg rager uklar med bataljonslægen, stabslæge dr. Wetzell,  da jeg hører, at de sårede ikke er sendt bagud. Men han var blevet lige så overras- ket over marchordren som vi. Så mange af de transportegnede sårede,  som der var plads til på vognene, blev taget med. De øvrige samt de ikke transportegnede måtte under opsyn af nogle sanitets-underofficerer lades tilbage og faldt i fjendens hænder.

Kompagniet fik  fordel af, at en hel række sårede, deriblandt løjtnant Backe kunne anbringes på den store kassevogn, der var erstatning for den patronvogn, der blev ødelagt ved Boyennes. Det var bestemt ikke nogen fornøjelsestur, som de tiltrådte, mangen et suk og en stønnen udgik fra vognnen, men alle var lykkelige over, at være sluppet for fangenskabet. Om så meget mere beklagede vi de ulyk- kelige, som vi havde måttet lade tilbage.

Så macherede vi afsted. Klokken var henad 11 om natten. Hvorhen det gik, anede vi ikke. Uden tanke famlede vi os efter vor formand i geleddet. I vort indre var det lige så mørkt og grumset som natten og den fremtid, vi marcherede ind i.

På grund af deres fremragende adfærd, deres tapperhed og omtan- ke den 9. september kunne jeg ved den først mulige lejlighed indstil- le følgende til udmærkelse med E.K. II[2] : løjtnant af reserven Backe, Fejdwebel Kohlmetz (faldet ved Shabin), Offizier-Stellver-treter Pries (faldet ved Moulin), Unteroffiziere Peters (faldet på Hartmannsweiler Kopf), Brandt (død som løjtnant  v. Landwehr efter tilfangetagelse ved Cambrai), Hadewig, Brockdorff (død af tyfus), Steffen, Staak, Zimmermann, Evaedsen, korporalerne Zacht-schewski, Jensen (faldet ved Uffholz), Ketelsen og menige Reiche, Rattenborg, Milczewski, Heck, Timm II, Penning og Hagen.

Af Regimentshistorien. Udkommer i uddrag på dansk i 2016