I maj 1917 sprængte tyskerne slottet ved Havrincourt, hvor Füsilier-Reigment Nr. 86 på det tidspunkt lå i stilling. Regimentshistorien beretter:
[…] ca. 13 km sydvest for Cambrai, lå den smukke plet Havrincourt og på dens sydside Marquisen af Havrincourt’s vidunderlige slot med tilhørende park. Slottet, en lille fyrste-residens, stammede fra nyere tid. Et sandt paradis var parken, der over ca. 1 km blidt skrånede ned mod en bæk. Fra slottet tillod parken en henrivende udsigt ned til denne bæk og op på højderne bagved, hvor Havrincourt-skovens mægtige kroner engang susede, men som nu i sin forreste del lå fældede.
Parken var meget gammel. Man sagde, at allerede Vauban, Ludvig IV’s fæstningsbygmester, som Marquisens gæst havde spadseret her. Ud over vidtstrakte græsplæner bredte ældgamle elme, ege, linde, cedre og tujaer deres kroner. Slyngede stier førte gennem yppig underskov til skjulte bænke og havehuse, i hvilke der engang formentlig er drøftet andre ting end skyttegrave og pigtrådsspærringer. Under tætte nåletræsbestande trivedes skovjordbærrene i en aldrig før set størrelse og fylde og vederkvægede om sommeren parkbesætningen. Hvilken füsilier tænker ikke tilbage på de vidunderlige forårs- og sommermåneder i denne park, når artilleriilden på begge sider tav, og skovduft, solskin og fuglesang et øjeblik lod ham glemme krig og krigstummel.
Den hårde krigsnødvendighed havde fordret, at Siegfried-stillingen blev anlagt gennem parken og umiddelbart foran slottet. De afløste tropper fortalte, at Marquisen havde tilbudt den øverste hærledelse 20 mill. Francs, hvis de holdt hans slot uden for kampzonen. Man havde ikke kunnet acceptere hans tilbud. Vore soldaters liv og sikkerhed var mere værd. Hele beliggenheden gjorde det også klart, hvorfor det ikke gik. Bag Havrincourt steg Flesquières-højderne, som indtog en lige så beherskende stilling som den allerede nævnte vejgaffel ved Le Pavé.
Alligevel blødte hver 86’ers hjerte ved tanken om, at parkens grønne kjole om nogle måneder ville være revet i stumper og stykker af engelske granater og miner. På selve slottet havde de engelske projektiler allerede begyndt deres arbejde. Da skyttegravsbesætningen hele tiden var i fare på grund af splinter fra granater, der eksploderede mod murene, blev slottet den 28. maj demoleret ved sprængning.