Den danske kunstner Harald Slott-Møller (1864-1937) indsendte i 1925 dette udkast til en konkurrence om et genforeningsmonument, der skulle opstilles på Trianglen ved indgangen til Fælledparken i København.
Monumentets billedsprog med en død soldat, en kvinde i grådkvalt bøn og en pige med sprængte lænker taler ind i den sønderjyske grundfortælling: at de mange faldne sønner var et nødvendigt offer for at opnå Genforeningen.
Det blev dog ikke Slott-Møllers, men Axel Poulsens monument, der løb med sejren. Det forestiller en moder (Danmark), der tager en nøgen pige (Sønderjylland) i sin favn.
Slott-Møllers monument vises foran en stor fotostat af den folkemængde, der havde samlet sig foran “Folkehjem” i Aabenraa dem 17. november 1918 for at høre H.P. Hanssens store tale, som han sluttede med at citere Bjørnstjerne Bjørnsson: “Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den herre stille lempet, så vi vandt vor ret!”
Se det i udstillingen “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” på Sønderborg Slot.
Udstillingen kan ses indtil udgangen af oktober 2025.
Min far Niels Abraham Nielsen, født 27.02.1905, står nederst til højre i Biledet. Morfar var indkaldt til marinen, men var tilknyttet vandflyverne og måske på Flygerhalle, så han har måske ikke kunnet få fri og så sendt sin søn istædet .