Fra Museum Sønderjyllands samlinger: Vandrestok fra skomagersvend

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af genstande, der relaterer sig til Første Verdenskrig.

Vi har de seneste måneder bragt eksempler fra samlingen, men holder nu en lille sommerpause.

Denne gang er det Christian Delfs vandrestok. Stokken har en helt speciel historie.

Efter at være blevet skomagersvend tog Christian Delf fra Ulkebøl på valsen i Europa. Det var før krigen muligt at rejse rundt, krydse grænser og arbejde inden for sit fag.

På stokken indgraverede han sit navn og navnene på de steder, han arbejdede:

På håndtaget står SKOMAGERSVEND / KRISTIAN DELF / FØDT IX/IV MDCCCLXXXVII [dvs. 1887]/ I ULKEBØL PAA ALS / PR. SØNDERBORG.

Derefter følger nedad byerne: DYSSELDORF, og han var til: EXPOSITION / MCMX (1910) I BRUXELLES, PARIS og det sidste bynavn er ORIEN.

Ved krigsudbruddet i 1914 befandt Delf sig på et skomagerværksted i Zürich.

Han skyndte sig at rejse hjem og glemte i sit hastværk stokken i et skab på værkstedet.

Christian Delf deltog i krigen på både østfront og vestfront.

Efter krigen arbejdede han en tid lang som skomagersvend, før han etablerede sig med eget værksted i Sønderborg.

Efter sin pensionering foretog han i 1958 en rejse sammen med sin kone til de steder, hvor han havde opholdt sig som ung. I Zürich besøgte han sit gamle skomagerværksted – og sandelig, om ikke hans stok endnu stod i skabet!

Stokkens historie viser, hvordan sønderjyder som en helt naturlig ting mødte op ved mobiliseringen for at gøre deres pligt som tyske statsborgere. Hvis de blev væk, risikerede de nemlig, at de aldrig ville kunne vende hjem til deres hjemstavn igen.

Men stokken fortæller også noget om den forandring i fri bevægelighed over grænser, som Første Verdenskrig medførte. Efter krigen blev det langt vanskeligere at rejse rundt i Europa.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *